Jeg skal være far!

Det holdt hårdt, men i tirsdags kunne jeg endelig sige: Jeg skal være far!

Processen har denne gang været hårdere end de to tidligere gange. Det begyndte ellers helt normalt med et besøg hos vores egen læge som gav henvisning til tidlig scanning og moderkagebiopsi.

Tiden gik og vi hørte intet fra Skejby Sygehus, hvorfor Bettina ringede til dem for at høre om de havde styr på det. Det mente de absolut de havde, men desværre var deres opfattelse af den tilstand at give os en tid til moderkagebiopsi ud fra den beregnede terminsdato uden tidlig scanning. Ydermere var datoen lidt presset i forhold til at nå alt inden abortgrænsen.

Bettina forsøgte at forklare sekretæren at vi havde prøvet det to gange før, og det var ikke den måde det plejede at blive gjort på. Overlægen havde besluttet det sådan, var hendes begrundelse. Vores egen læge var heller ikke tilfreds med at hendes henvisninger blev tilsidesat, men havde heller ikke held med at trænge igennem.
Det var først da lægen fra Klinisk Genetik, som hjalp os med Bella, ringede og spurgte om de var sikre på proceduren at det alligevel blev til en tidlig scanning og biopsi.

Scanningen forløb helt fint, og dagen for biopsi oprandt. Det var i sig selv hårdt at nå dertil, men vi var glade over udsigten til at der nu kun var en uge igen inden vi vidste hvor vi stod og kunne forholde os til det.

Desværre viste det sig at moderkagen og livmoderen havde artet sig således at det var umuligt at lave biopsi. Moderkagen skal være tilgængelig gennem maveskindet for at proceduren udføres. Det er aldeles ligegyldigt for graviditeten hvordan det vender, men lige præcis i vores tilfælde var det afgørende.
Således meget skuffede gik vi hjemad med en tid igen en uge senere. Det værste var nok i virkeligheden at en udsættelse var et udfald ingen havde forestillet sig. Det eneste vi kunne gøre i den næste uge var at vente på moderkagen voksede sig større, og mens den gjorde det ville vi komme tættere på abortgrænsen.

Abortgrænsen er dog én ting, men når man ikke ved hvornår biopsien kan udføres er uge 14 pludselig også interessant. Denne uge er grænsen for hvornår fostret ikke kan fjernes kirurgisk men i stedet skal fødes ved en igangsættelse med stimulerede drop. Den grænse frygtede jeg nu mere end noget andet.

Tidspunktet for næste forsøg oprandt, men desværre var moderkagen ikke vokset nok og vi gik endnu en gang hjem med en ny tid en uge senere.

Bettina var i uge 13 da vi igen troppede op i Skejby. Da gentesten tager cirka en uge var vi således ganske pressede og håbede inderligt at biopsien kunne laves den dag.
Det kunne den heldigvis, og den røg afsted til laboratoriet med det samme.

—

Efter sådan en omgang føler man sig lidt som det tredje hjul på en mærkelig date. Indsatsen er høj, det samme er præmiesummen, men man har ikke selv indflydelse.

Vores opfattelse var at det tog minimum 2-3 dage at foretage gentesten. Til vores store overraskelse ringede telefonen dog allerede dagen efter med beskeden om at fostret ikke havde arvet genet.

Samtidigt kunne den venlige stemme også oplyse at vi skulle være forældre til en dreng.

—

Og sådan gik det til, at jeg blev far til to børn. Det lyder måske mærkværdigt, men jeg ser frem til at blive steriliseret så jeg aldrig mere skal frygte at sygdommen spreder sig.

HC stopper ved mig.