Brian Nørremark

Christina Lillesø, eller Køge som vi kaldte hende i HESK, har kommenteret mit indlæg 100% civilist, 100% fri - hun skriver:

Ravnholm var en pige der intet selv kunne!! Hun var svag og u tilregnelig!! Hendes delingsfører var os min delingsfører da jeg var soldat og han var en fantastisk delingsfører uanset hvad! Det var Ravnholm der var noget galt med og ikke omvendt!!

Det er korrekt at Ravnholm ikke var verdens bedste soldat, men at kalde hende “svag og utilregnelig” er forkert. Uanset hvem man er og hvad man kan, så fortjener man at blive behandlet med respekt af personer over én i hierakiet.

Dernæst at kalde Oversergent Richard Poulsen for “fantastisk delingsfører”? Arh, come on! Poulsen var efter min opfattelse ganske rar, men på ingen måde fair overfor personer han ikke kunne lide. Med ansvar og position i hierakiet kommer også ansvaret for, at hæve sig op over den personlige mening og behandle folk med respekt. Og respekt, dét havde han ikke!

Men, det var hverken Ravnholm eller Poulsen som var problemet. HESK er og bliver problemet. Man har/havde i HESK en virksomhedskultur som hører middelalderen til. Meget af den er arvet fra Forsvaret selv - men blot for 30 år siden - hvor resten af Forsvaret er fuldt med hænger HESK i hegnet. Til skade for såvel værnepligtige og i sidste ende også hestene.

HESK var intet andet end en ridefabrik og misbrug af værnepligtige som ikke nødvendigvis var der frivilligt. Virksomhedskulturen sørgede hver eneste dag for, at ingen fandt motivation i sit arbejde. Og førte nogen sig frem eller på anden måde faldt udenfor den grå masse, så kunne man stole på at HESK nok, på den ene eller anden måde, skulle sørge for at få vedkommende banket på plads igen.

Noget objektivt syn på sagen finder vi næppe, jeg er farvet, det er alle.

Politiken.dk skriver idag om chikane og tæskehold hos gardehusarene, og kilderne er blandt andre mig. Artiklen omhandler min fortid i Gardehusarregimentets Hesteeskadron, og har relation til 100% civilist, 100% fri som jeg skrev for næsten et år siden.

Baggrunden for artiklen er et debatindlæg af Jeppe Nybye, som blev efterfulgt af nogle artikler (1, 2, 3, 4) om forholdene på Varde Kaserne. Efterfølgende skrev jeg til journalisten og gjorde opmærksom på at hvis Forsvaret forsøgte at køre sagen af som “enkeltstående tilfælde på Varde Kaserne i én enhed”, så ville jeg godt fortælle hvordan tingene fungerede i Slagelse.

Og hvordan fungerede de så?

Først og fremmest hader HESK alle som ikke passer ind i deres tankegang. Det er såvel piger, som kontinuerligt straffes til de klipper deres flotte lange hår, talsmænd, som sætter grænser for hvad værnepligtige vil finde sig i og endelig personer som har lidt svært ved at finde sig til rette i det militære system - som eksempelvis Korsør fra mit værnepligtshold.

Korsør havde problemer med at falde til, og var i det hele taget en rigtig dårlig soldat, men derfor skal man behandles ordentligt. Når Korsør ikke havde styr på sine ting blev hele delingen kollektivt afstraffet ved bl.a. at måtte vente i regnen til støvnerne blev pudset, en ting fundet eller han fik noget udrustning korrekt monteret. Konstant blev disse episoder fulgt op af “kan I ikke hjælpe Korsør efter tjenestetid”, “det er hele stuens ansvar når Korsørs ting er væk”, “kan I ikke hanke lidt op i Korsør?” - og så er det klart at folk bliver sure af det.

Et klart eksempel på katastrofal ledelse, som gik hele vejen fra den værnepligtige sergent, over delingsføreren, til ridelæreren som konstant hånede Korsør ved hans elendige rideegenskaber til eskadronchefen som altid brillierede ved blot at råbe højere uden at forstå hvorfor.

Virksomhedskulturen i Gardehusarregimentets Hesteskadron og de resultater det fører med sig har jeg efterrationaliseret til min lærdom om Milgram Eksperimentet - lydighed overfor autoriteter, hvor forsøgspersoner ender med at være villige til at give et andet menneske dødeligt stød, blot fordi denne svarer forkert på et spørgsmål.

Det endte naturligvis med at Korsør fik tæsk, og vi så ham ikke siden. Jeg var ikke selv del i det - eller var jeg? For ingen var i tvivl om hvad der ville ske den anden, men ingen forhindrede det. Min påstand er at det var uundgåeligt, og at det i virkeligheden var Forsvaret og ledelsen i HESK som burde straffes for episoden.

Tak til Mølholm (Michael) for også at stå frem og fortælle om hans ydmygelse foran rundvisningsholdet.

I morgen bringer Dagbladet Politiken en artikel omkring forholdene i Gardehusarregimentets Hesteeskadron under min værnepligt. Jeg har endnu ikke selv læst artiklen, men har selv bidraget til den i stor omfang.

Opdatering følger.

Dagen bød fra starten af på to gode nyheder - den ene affødt af den anden.

Forsvarskommandoen ringede, at jeg så havde forventet det var en eventuel kommende arbejdsgiver er noget andet, men det viste sig ikke at være så slemt. Jo, Forsvarskommandoen havde forsøgt at sende mig en check på 1.000 kroner som var blevet tilbageholdt i min værnepligtsløn, men min adresse var forkert.

Kort og godt betyder det a) Forsvaret er nået frem til at jeg ikke har glemt at aflevere noget udrustning og b) pengene forsvinder ikke ned i kaffekassen.

Jeg modtog lige medlemsbladet for KFUMs Soldatermissions Venner, Soldatervennen, og i dette nummer bringer de blandt andet et interview med mig. Jeg blev interviewet lige umiddelbart inden jeg skulle hjem - jeg havde ikke engang en uniform jeg kunne blive fotograferet i.

Mere på soldaterhjem end i felten! af Thomas Søvndal
jeg har fået en aftale med landstalsmanden for Gardehusarregimentet og møder ham onsdag aften ved det store, orange stambord på KFUMs Soldaterhjem i Slagelse. Gennem det sidste år har denne værnepligtige gardehusar, Brian Nørremark fra Ilskov ved Herning - i trøjen bare “Ilskov”, hvilket han også ynder at blive kaldt civilt, være én af vore stamgæster, og jeg når lige at interviewe ham, inden han bliver hjemsendt på fredag. Inden jeg sætter med ned ved siden af ham, spørger jeg, om vi skal sætte os et andet sted, hvor der ikke sidder andre, men Ilskov afviser med en kommentar om, at han ikke har noget at skjule. Og sådan er Ilskov. Åben omkring sin person og sine holdninger, og totalt afslappet! Så det affinder jeg mig med og starter meget forudsigeligt - og med en henvisning til vores slogan om at skabe hjem for soldaterne - med at spørge:

Hvordan oplever du det at komme på soldaterhjemmet, er det let at føle sig hjemme her?
Jo-jo! Det bliver ligesom et andet hjem for os, der bor langt væk. Jeg kan jo prale med at have opholdt mig mere på KFUMs Soldaterhjem end i felten.
Ilskov mener på hele regimentets vegne at kunne sige, at det er absolut godt at komme her. Når han på fredag aftræder til det civile liv, vil han huske KFUMs Soldaterhjem for dets medarbejdere, der altid er parate tilat lytte, og som ikke rynker på næsten ad gardehusarenes staldlugt og halmfyldte træsko.

Hvad tænker du om det, at det er et kristens hjem for jer soldater?
Det er religion på den gode måde. Man kan godt komme her selvom man er kritisk. Ilskov synes, det er rart, vi ikke tvinger kristendommen ned over hovedet på soldaterne.

Hvad med aftensangen, ville du ligeså gerne være den foruden, eller sætter du pris på den?
Det er meget hyggeligt, men ikke specielt interessant. Jeg kan godt lide, at vi ikke kun synger kristne sange, men kommer godt omkring den danske sangskat.

Da jeg presser på for at få at vide, om andagterne ikke har givet ham et eller andet at tænke over, udbryder Ilskov med et grin: Ugens Ord er godt! Han har fået én af vores plakater med citat fra Første Jøhannesbrev kapitel 2 vers 1, hvor der står: Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige. Sammenhængen med Ilskovs titel som landstalsmand er jo meget sjov, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor centralt et bibelvers gardehusar Ilskov har hængende på sin væg.