Brian Nørremark

På søndag er det ét år siden Bettina og jeg sagde ja til hinanden. I og for sig en stor dag, derom ingen tvivl, det har selv Facebook fanget.

I dagene op til bryllupsdagen har den pænt gjort mig opmærksom på, at det altså er på søndag vi har bryllupsdag. Så langt så godt! Jeg ved dog ikke helt hvad jeg skal synes om deres opfordring til at sende en besked til hende via Facebook. Nu ses vi jo altså ret meget til dagligt.

I øvrigt er bryllupsdage en af de mærkedage man ikke glemmer i lighed med mors dag.

Bettina og jeg

Jeg har svoret, at det aldrig ville ske for mig. Alligevel skete det i dag, at jeg fik fælles økonomi. Årsagen er den simple at det ganske enkelt var lettest.

Med fælles økonomi menes i min verden at der ikke længere er forskel på “dine” og “mine” penge. Jeg véd godt at jeg i princippet allerede delte penge med Bettina fordi vi blev gift uden at lave særlige forholdsregler, men vi styrede alligevel tingene så det foregav at vi havde hver vores økonomi. Måden vi gjorde det på – og den udvikling der har været i det – er i virkeligheden nok ret typisk, men for at illustrere det har jeg alligevel tegnet et par tegninger. Jeg forsøger bevidst at holde tingene simple for at vise hvordan det konceptuelt fungerede – således er bl.a. lån ikke medtaget.

Single

Single
Min økonomi var simpel som single. Jeg fik min løn ind på en konto, hvorfra mine udgifter også blev hævet. Ultimo hver måned tog jeg den resterende saldo og overførte den til opsparingskontoen. Det var naturligvis ikke hver måned det lykkedes at lave overskud, men som det måske er mange bekendt havde jeg ret lave omkostninger fordi jeg havde for vane at leve af havregryn med mælk, rosiner og sukker.

Jeg ved af gode grunde ikke hvordan Bettinas økonomi blev styret på det tidspunkt.

Kæreste

Kæreste
Så fandt jeg Bettina, vi blev kærester og efter at have set hinanden an et par måneder blev vi enige om at flytte sammen. Jeg havde et par år forinden købt et rækkehus som vi sagtens begge kunne være i. Da rækkehuset jo utvivlsomt var mit var det derfor mest fair at jeg betalte det som svarede til huslejen og vi delte de variable omkostninger til mad, varme og sådan. Vi oprettede derfor en fælles konto hvortil vi begge indbetalte et bidrag. I forhold til de udgifter jeg personligt havde blev disse naturligvis mindre fordi jeg jo tidligere havde betalt varme og mad selv. (Til gengæld spiser to også mere mad end en – og jeg kan afsløre at jeg fik en lidt mere varrieret kost…)

Gift

Gift
Vi besluttede os for at gifte os, og cirka samme tidspunkt fik vi også samme bank og slog vore to opsparingskonti sammen. Da vi blev gift uden at foretage os noget med ægtepagter og sådan var alt nu i princippet fælles, hvorfor vi opgraderede den tidligere mad- og varmekonto til nu at være en rigtig budgetkonto som afholdt de fleste af vores udgifter.

Ved månedens begyndelse fik vi begge løn ind på vores konti, herfra overførtes til budgetkontoen et beløb som gjorde at der tilbage stod et fint rundt beløb i stil med 2.000 kroner. Af disse afholdt vi forskellige udgifter som eksempelvis gaver til hinanden, gadgets og så videre.

Integreret

Integreret
Det seneste skridt i vores økonomi blev taget her til aften, hvor vi skiftede NemKonto således at vores løn ikke længere går til den enkeltes konto, men nu går til budgetkontoen. Herfra går der så en fast overførsel på et deligt rundt beløb i stil med 2.000 kroner ud til de personlige konti. Dette er reelt at sammenligne med lommepenge

Men hvorfor dette skift, er det ikke ligegyldigt? I princippet, jo. Men det er meget lettere at administrere. Målet for os er, at vi har et fint rundt beløb i lommepenge hver måned. Da man ikke nødvendigvis får ligemeget i løn hver måned (måske har man overtid, måske har man købt en cola) må overførslen fra den personlige konto til budget være manuel. Og det bliver man træt af i længden.

—

Så selv om at dette lidt sætter de personlige konti ud af spil, så har de jo været det længe. I min verden er man enten gift eller også er man ikke – man skal ikke sidde og lege bonleg et par gange om måneden.

Jeg tror ikke denne udvikling og opbygning er unik for os. Tværtimod tror jeg det er en naturlig konsekvens af at man bliver mere trygge ved hinanden, får nogle fælles forpligtelser – og drømme.

Derfor må jeg nu erkende: Jeg har fælles økonomi.

(Hvis du hellere vil se de fire figurer i én fil, så har jeg også lavet sådan en. Se de fire figurer samlet her)

Vi pakkede bilen og tog en tur til Moesgård Strand. Det er en af de mange fordele ved at bo tættere ved vandet – det er kun en smuttur på knap 20 minutter. Familien havde naturligvis masser af solcreme på (Benjamin og jeg bruger samme faktor ) og der var skygge med i form af barnevognen.

For mig er en strand et sted hvor der er sand og vand. Men faciliteterne var overraskende gode ved Moesgård. Der var både livredder-tårn, toiletter, en offentlig vandhane – og naturligvis den obligatoriske iskiosk.

Benjamin ser på piger

Længere nede af stranden fik vi også se lidt af forberedelserne til det årlige Vinkingetræf. Lidt fascinerende, men jeg er ikke sikker på at vi skal ud og se nærmere på det i weekenden.

Alt i alt en fantastisk tur på et par timer inden Benjamin skulle hjem til mad og eftermiddagslur. (Det sidste kunne han godt have gjort derude, men det lykkedes ikke altid…)

Tirsdag kom sandet til sandkassen endelig. Jeg havde (naturligvis) bestilt det hos Sandmanden.com fordi han var så hurtig sidste gang. Denne gang tog det lidt længere tid fordi vognmanden så forkert på papirerne – men det blev fortsat leveret indenfor de garanterede 5 hverdage.

Sandet skulle naturligvis skovles over i sandkassen med deltagelse fra resten af familien. Benjamin synes sand er en smule mærkeligt endnu, men vi arbejder på det. Han skal også have sig nogle legeredskaber til sandet – lige nu bliver han træt af det efter kort tid.

Projektet skulle meget gerne være afsluttet fredag når min far kommer med det trailernet han fandt, og sammen laver vi så fliserne så det er nemt at slå græs.

Det har været lidt småt med ferie siden Benjamin blev født. Jeg havde naturligvis de 14 dage lige da storken kom forbi, og 14 dage hvor vi rejste til Egypten midt under revolutionen.

Den længste sammenhængende frihed, hvor vi ikke skulle noget konkret, jeg har haft med knægten er således begrænset til weekender.

For tiden har jeg ferie, og der får jeg set en del til sønnike – en slags praktik som mor. Og jeg må sige jeg synes det er hårdt!

Tjansen som mor betyder at man er sønnikes foretrukne når det kommer til trøst og putte, og af åbenlyse årsager, fordi faren er på arbejde, at man ofte er den som ‘passer’ (forstå mig ret, jeg har fået mange kommentarer om at man ikke kan passe sit eget barn, man er forælder for det. Her bruges det i betydningen ‘passer på’) barnet.

Det er også den som har ansvaret for barnet som bringer de største ofre. Eksempelvis er der dage hvor der ikke lige er tid til at gå i bad, eller hvor frokosten lige blev indtaget to timer senere fordi ungen skulle sove.

Hvis ikke de seneste 14 dage har gjort andet, så har jeg fået stor respekt for de mange enlige (typisk mødre) og forældre med flere børn. Hvordan I får livet til at hænge sammen forstår jeg ikke Men, som I sikkert vil sige, hvilket andet valg er der? Stor respekt herfra!

Det går så hurtigt med sandkassen, at jeg slet ikke kan nå at få det skrevet. I går så min far og Helle/Søren forbi og så blev der ellers lavet sandkasse. Vi startede naturligvis med at skridte banen op og få afgjort dimensionerne og placeringen. Den blev ikke helt placeret hvor jeg havde forventet – det endte med at vi tog kantflisen af terassen og rettede en bue ud, så var placeringen helt perfekt. Dimensionerne gjorde at den ville være 4 kvm stor

Et smut i Bauhaus (som jeg indtil for ganske nylig troede var tysk, men det viser sig at det er en schweizisk virksomhed) gjorde at materialerne også var på plads. Til forskel fra tidligere var det nu med brædder som bund og ikke fliser som planlagt. Årsagen er, at min far mente brædder var godt nok, og når de var rådnet op ville vi alligevel ikke have brug for en sandkasse. Point taken. Lidt hurtig hovedregning sagde os i øvrigt at vi skulle bruge hel 200 skruer!!

Transporten hjem fra Bauhaus var nem, men kun fordi vi løseligt havde savet brædderne til med en sav vi lånte. Ellers kunne de umuligt have været bag i bilen, selvom det var Store Pedro vi var kørende i.

Vel ankommet i Ville Nørremark blev kostruktionen påbegyndt. Det skal nok lige bemærkes at vi måtte skille tingene lidt ad igen et par gange. Årsagen var, at der ved tilpasning af brædderne ikke var taget højde for hvilket bræt der skulle “overlappe” ved stolperne i hjørnerne. Det blev lige nødvendigt at save et par centimeter af med håndkraft

Resultatet blev som sagt en sandkasse som må efter min opfattelse må betragtes som stor nok Faktisk blev den så stor at jeg uden problemer kan ligge nede i den. Det er rart at vide, hvis man en dag skulle simulere en strandtur.

Parallelt med bygningen af sandkassen blev hullet til den gravet. Jeg ville gerne have den gravet et stykke ned for at den ikke skulle ligne noget som var faldet ned fra månen og ikke kunne flyttes.

Det kostede som jeg skrev ovenfor en række fliser (men de skal lægges igen så det er nemt at slå græs) og en god portion græs (som kan plantes andre steder på plænen da der er lidt slidte pletter).

Det er faktisk ikke helt enkelt at grave sådan et hul, så efter at Søren og jeg havde hjulpet med at få græstørvene væk blev det videre gravearbejde overladt til de kvindelige familiemedlemmer.

Da vi omkring klokken 20:30 var færdige med både sandkassen og hullet til den blev den sat i. Det gik ikke helt i første forsøg da hjørnerne blandt andet skulle graves lidt mere. Men resultatet blev en fin sandkasse, som er i vatter, og som nu blot mangler kantfliser, et trailernet som katteværn og så naturligvis sand.