Så gik der endnu en uge - denne uge er gået forholdsvis hurtigt fordi man har haft noget at se frem til, men også fordi felt-dagene faktisk var ganske underholdende. Det er dog ikke uden “omkostninger” at være værnepligtig - man må se kontakten til venner, familie og andre blive markant mindre. Løsningen må være at ty til et af de mode-begreber politikere elsker at bruge: kvalitetstid.

Jeg har lidt travlt idag - jeg skal til Hest og Rytter i Herning så snart jeg kan. Og i aften skal jeg til Gallashow i den runde hal i Herning Messecenter, det har jeg ikke prøvet før, selvom det er mit 4 år på messen. Normalt plejer jeg at være træt efter at have stået der en hel dag, og så vil man bare hjem og hvile ud til næste dag.

Ugen har igen været en standart-uge - på papiret ser det egentligt kedeligt ud, men under de overordnede linier er ugerne naturligvis forskellige. Ser man på kalenderen har det været den første forårsuge, og det er så absolut rart at solen er begyndt at være mere fremme og at man kan være heldig at få noget solskin når man står i felten.

Mandag, den 1. marts - Dagen foregik på skydebanen, hvor vi for første gang skulle skyde på 200 meter - og det er godt nok langt. Vi havde også den første skydning på tid, og selvom vi fik at vide at “der er tykt med tid”, så er 7 sekunder pr. skud nok liiige i underkanten af hvad min normale skudtid plejer at være. De to gange vi skød på tid nåede jeg kun at levere omkring halvdelen af de skud der skulle skydes.

I frokostpausen kom en deling Humvees forbi og gjorde holdt. En Humvee er et køretøj man absolut ikke skal kimse af, det er letpansret, mobilt, hurtigt og bevæbnet til at ordne andre pansrede køretøjer med et misil som kan fjernstyres efter det er blevet afskudt. Og - så har det en masse teknologi som gør at det kan se i mørke. Dem fik vi jo lige beundret - selvom vi render rundt blandt en masse isenkram er det ikke så tit vi har mulighed for at stå og lure på det.

Vores gevær, M/76, kan skyde i to funktioner - Enkeltskud og Flerskud. Enkeltskud skyder ét skud, mens flerskud skyder til man løber tør for bønner eller slipper aftrækkeren. Efter endt skydning fik vi lejlighed til at prøve flerskudsfunktionaliteten for at se hvor “effektiv” den var. Inden skydning havde Premier Løjtanten fremsagt påstand om at uanset om vi skød 1 eller 10 skud, så ville det være første skud der ramte - og så ville der ikke være grundlag for overhovedet at bruge Flerskud. Og det havde han ret i.

Under skydning med Flerskud var det dog ikke alle skud som kom lige langt ud - tit og ofte kunne man se at de ramte 15-20 meter foran os. Det er helt utroligt så lidt styr der er på geværet når den står på den funktion.

Jeg ved ikke helt hvilket årti Mølholm lever i, men mandag opdagede han at vaskemaskinen er opfundet, og at den rent faktisk kan bruges til at vaske en beskidt kampuniform i. Utroligt nok, så blev den også ren, hvilket man ikke helt kunne sige om hans Basis som var mudret ind til han endelig onsdag tog sig sammen til at tage den med i bad.

En eller anden dag skal jeg nok få taget nogle billeder af tingene så I ved hvad jeg mener når jeg skriver “Basis”.

Tirsdag, den 2. marts - En feltdag, hvor den stod på patrulje-tjeneste. En patrulje er en mindre gruppe soldater med en opgave, eksempelvis at rekonisere et område eller trænge frem til et mål og sprænge/stjæle det; mulighederne er mange. Dagen stod på patrulje-tjeneste, og det er nok noget af det sjoveste i felten; først at ligge og observere på et mål, lægge en slagplan og forrette et angreb, ødelægge det og komme væk hurtigst muligt.

Men, jeg fik dog ikke megen patrulje-tjeneste den dag, jeg skulle nemlig på LOKATA - et Lokalt Talsmandskursus - hvor man nødtørstigt bliver sat ind i reglerne for værnepligtigtjeneste og de rettigheder/pligter vi har. Mødet foregik med Chefen og en Overkonstabel fra kontoret, og var faktisk rigtig, rigtig spændende.

Særligt én bog - “Ledelsesprincipper i forsvaret”, som vi fik vist - var rigtig god, den må jeg helt klart læse engang når tjenesten måske bliver lidt mindre.

Onsdag, den 3. marts - Igen en feltdag, og den dag fik jeg rig mulighed for at gå patrulje. Da jeg ikke havde været med dagen før fik jeg lov til at være observatør på en patrulje (gå på vejen og se hvordan de andre gjorde). Opgaven for den patrulje var at trænge frem til et kontaktpunkt (et sted hvor der kan ligge noget materiel man skal bruge), for derefter at opspore en skadet GD og sprænge den i luften.

Et angreb foregår med to hold - et støtte- og et angrebs-hold. For at støtteholdet ikke skyder mens angrebsholdet rykker frem, skal man kunne signalere hvilken fase angrebet er i. Det kan være med radio, men til dette angreb var det lyde fra en fløjte. Og lige præcis fløjten havde Premier Løjtnanten så glemt at få med. Så jeg måtte lige rende op til GD’en (altså fjenden) og spørge om jeg ikke måtte låne en fløjte fordi vi skulle kunne koordinere et angreb på ham. Nogle gange er øvelser altså lidt kunstige.

Den patrulje fik formiddagen til at gå.

Eftermiddagen gik også med en patrulje - denne gang en, hvor vi skulle lege vi gik et stykke med rygsæk (reelt dog kun et par hundrede meter), aflagde dem og fortsatte mod målet. Målet havde vi på et kort, og i god afstand derfra lavede vi endnu et holdt hvor vi aflagde den tunge udrustning og gjorde klar til at gå ind og observere mod målet og hvorledes det kunne angribes.

Observationen foregik i buddy-par (ens buddy er en fast partner som man også går i formation med), jeg var buddy med Gruppeføreren, da min buddy ikke lige var til rådighed. Vi bevægede os mod målet; de sidste 25 meter foregik helt nede på maven. I starten blev vi enige om at målet var 1 GD og 2 infanterister, men pludselig så det ud som om der var 2 GD’ere, så vi måtte lave stillingsskift for at få bedre udsyn. Og, ganske rigtigt - der var to fjendtlige (markeret med rødt) GD’ere.

Grunden til at observation foregår i buddy-par er at man så kan observere på målet fra flest vinkler. Vores gruppe tog 4 vinkler, men på trods af det var det kun 2 par som meldte tilbage at der var 2 GD’ere - de andre kunne ikke se andet end 1. Det understregede med al tydelighed at jo flere vinkler man tager, jo bedre.

Efter observationen trak vi os tilbage og talte om hvordan målet nemmest kunne angribes. Umiddelbart udenfor vores mødepunkt holdte der en fjendtlig lastbil (eller, den var markeret med rødt, men den havde tydeligvis ikke noget med os at gøre) - vi lå halvdelen af gruppen og ventede på den anden halvdel, og fik tiden til at gå med at se på nogle andre delinger som lærte at stoppe biler i forbindelse med posttjeneste. For at få tiden til at gå spurte Græsted og jeg om vi ikke måtte “sprænge” den fjendtlige lastbil, det måtte vi naturligvis ikke. Men, vi blev ved med at spørge, og cirka 4. gang fik vi svaret “Spræng De bare, Benny” - og, det tolkede vi som om at vi godt måtte.

Som sagt så gjort - vi stormede frem mod lastbilen. Gruppeføreren råbte og skreg af os om at vi skulle komme tilbage, men jeg sværger på at jeg ikke hørte det - der var kun mig, min sprængladning og den lastbil. Tempoet var måske lidt for højt, for da jeg kom ud af skovbrynet faldt jeg ligeså lang jeg var - foran 40 som havde posttjeneste - men, det var bare fremad, jeg sansede ingenting og fattede mit gevær igen og fortsatte mod lastbilen. Sprængladningen blev placeret på bilen, og “Her sprænges” - og så var det ellers over stepperne. Men, det skulle nok have været planlagt lidt bedre, for jeg faldt naturligvis igen, denne gang var der heldigvis ikke mange som så det.

Men, lastbilen blev sprunget i luften - men, jeg tror nok at jeg skylder gruppeføreren en pilsner :-) - men, jeg sværger på at jeg var konge da der kun var mig, sprængladningen og lastbilen.

Herefter gik der kort tid inden den anden del af gruppen kom til punktet, og vi blev enige om hvor hhv. støtte- og angrebsholdet skulle være, og angrebet foregik nogenlunde smertefrit, bortset fra at den ene sprængladning blev tabt i forvirringen så vi kun fik sprunget den ene GD.

Tilbagemeldingen fra infanteristerne var at de ikke havde set os observere, og at angrebet kom uventet fordi det var meget før deadline. Så det var ren succes.

For første gang gik jeg grinende hjem fra felten, for jeg havde sprunget en lastbil.

Torsdag, den 4. marts - Torsdag bød om formiddagen på en introduktion til O-løb, hvor vi tog en tur i skoven. Selvom O-løb lyder kedeligt, så var der begivenheder som gjorde at det ikke ligefrem var kedeligt. Rundt omkring i skoven var der naturligvis vandpytter - og særligt hvis man befandt sig på et kampvognsspor var der “vandpytter”. Et KVG-hul kan være op til 20 meter langt og 1,5 meter dybt, og dem er der rigtig mange af i skoven. Under løbet blev det naturligvis sjovt at skulle løbe på vandpytterne for at kunne se om isen kunne holde.

Det er nok unødvendigt at sige - men, det var ikke altid den kunne det. Det erfarede blandt andet Søndersø, han mistede en sko da isen gav efter. Men, han fandt den da igen da den lavede luftbobler og var nem at spore.

Efter løbet fik vi en introduktion til den militære forhindringsbane. Dén skal man absolut ikke kimse af. 500 meter med 20 forhindringer (tror jeg det var) - vi prøvede kun enkelte af dem, men “Irske bænk” som er et bræt i 2 meters højde som man skal over er fandeme en svær forhindring.

Dagen bød også på et foredrag med Seniorsergenten, hvor vi fik en introduktion til kontrakter og fastansættelse i forsvaret, men vigtigst af alt - information om hvordan og hvorledes de næste 14 dage vil forløbe. Vi skal nemlig til Christiansborg på ekskorte, men mere om det senere.

Herefter et ernæringsforedrag med en som læste ernæring og sundhed på et universitet - og, selvom man vidste meget af det i forvejen, så blev jeg nu alligevel overrasket over at få at vide at mit energi forbrug ligger mellem 12 og 19 MJ pr. dag. I praksis betyder det at jeg kan spise det jeg har lyst til, og ligeså meget af det som jeg vil - det vil rasle af mig. Hvilket egentligt minder mig om at jeg er sulten.

Tiden var efter det kommet til en delkontrol i førstehjælp - min prøve var en mand (Brønderslev) som var blevet skudt i maven. Jeg ved ikke hvordan det gik, men jeg tror nok at han ville have været ret så død hvis han virkelig var blevet skudt. Men, det må tiden vise.

Om aftenen var der naturligvis lidt samvær, og natten sluttede sent/tidligt for såvel rekrutter og husarer som en enkelt værnepligtig sergent. Jeg selv blev hjemme, da vi havde en syg mand på stuen, og man skal ikke ligge alene i en barak når man er syg.

Fredag, den 5. marts - Stald-dag - den gode dag, den dag man får weekend og den dag man skal i stalden. Dagen var to-delt, idet vi både havde foredrag om instrukser for staldvagt, og ridning i form af op- og afsidning på kommando. Særligt afsidningen er speciel, idet man når højre ben svinges over hesten skal klappe hælene sammen, så har man sporer på vil der lyde “kling”.

Grunden til at vi skal instrueres i staldvagter er at det fra nu af begynder at blive mere hesteorienteret - fra næste uge har vi følgevagter, hvor én fra ældste deling har vagt sammen med 3 fra vores deling. Og allerede fra næste weekend er der folk fra vores deling på staldvagt alene.

Når vi nu alligevel havde fundet hestene frem var vi også oppe og ride på dem - dog kun skridt.

Det varer ikke længe inden vi skal bruge vores M/69-uniform. For dem som ikke ved hvad det er, så er det vores udgangsuniform. Har man ridestøvler og ridebukser på til den (og SÅ er den smart), så er det RYT/69. Der er mange traditioner omkring lige præcis den uniform, og én af dem er at man altid skal have følgende på sig: - En kam, så man kan sætte sit hår og tiltrække de unge damer. - En ligther, så man kan tænde cigaretten for damen. - Et lommetørklæde, at række hende når man siger søde ord til hende. - Et kondom, så hun ikke bliver gravid. - 2 kroner, så hun kan ringe når hun bliver 18 år. :-)

Vi skal bruge uniformen i næste uge, så de ting må jeg ud og have skaffet.

Angående næste uge, så bliver det en vild uge, vi skal ikke have normal rekrutuddannelse, men istedet skal vi have træning til ekskorte. Den rumænske præsident kommer forbi på statsbesøg på tirsdag, og HESK skal ride ekskorte. Jeg skal ikke selv ride, men jeg skal sadle op for en af de befalingsmænd eller officerer som er indkaldt til lejligheden.

Så, næste uge skal vi lære at sadle en hest op med snekketøj (galla til hesten) og i øvrigt lære om forhold som man skal kende omkring ekskorter.

Og, næste weekend kommer jeg ikke hjem - den er nemlig inddraget, da hele ekskadronen flytter til de kongelige stalde på Christiansborg fra fredag til onsdag i ugen efter. Christiansborg bliver vildt, og selvom vi ikke direkte skal ride, så er jeg sikker på at det bliver en oplevelse. Og, istedet for tjenesteuniformen må vi i de dag iklæde os Ryt/69, så jeg skal godt nok have gået mine ridestøvler til inden.

Fortsat god weekend, nu vil jeg tage jakkesættet på og smutte til messe.