Så gik der endnu en uge, nu er der kun to tilbage før jeg, forhåbentligt, kan kalde mig Husar og sige at jeg har gennemført Rex-turen - prøvelsen der gør drenge til mænd. Når jeg ser tilbage på ugen har den været lang - mest fordi den har indeholdt nogle ting som til tider ikke altid var sjovt, men også fordi man kun går og ser frem til/frygter den Rex-tur.
Det er iøvrigt blevet forår, solen er begyndt at skinne mere, selvom det endnu er lidt koldt, men temperaturen passer nu meget godt til at okse rundt med en rygsæk en hel dag.
Men, ugen startede da i det mindste godt - søndag blev jeg klippet da vi kom på kasernen. Jeg har ikke Kemo-frisure, men det er dog kortere end det plejer - så er der ikke noget trælst hår til at genere når Rex-turen kommer.
- Mandag, den 29. marts Dagen hvor det skulle konstateres om vi kunne finde ud af at skyde eller ej. Man havde mulighed for at tage et skydemærke, hvis man i tre forskellige skydninger var god nok - der var 6 personer som var gode nok til at få et bronze-mærke. Som jeg også skrev i sidste indlæg i dagbogen, så var det ikke noget jeg forventede at få, og jeg fik da ogås kun 66% af de point man skulle have.Det gik dog ikke så galt endda, jeg var selv sådan relativt tilfreds.
Mandag fik jeg også brev fra Johanne - det holder 100 at få frem, og det varmer altid. Og særligt lige præcis den dag, da vi om fredagen var blevet varslet at der skulle være 15 km. march, og derfor havde pakket rygsækken.
Da vi stod udenfor barakken, klar til march, fik vi at vide vi lige skulle forbi Kommandobygningen og have noget information om Rex-turen. Vi havde en enkelt person som havde fritagelse for march, men da han fik udleveret en båre med besked om at han skulle med, så tænkte jeg godt nok at 15 km. med en mand og båre på slæb er langt.
Da vi ankom til stalden fik vi at vide at der var nogle ting i Trp. Stuen vi ikke måtte røre ved, men bare skulle sætte os stille ned og afvente. Alle fik sat sig ned, og vi fik at vide at vi ikke skulle have information om Rex-turen, men istedet skulle have en af de vigtigste lektioner inden man kunne kalde sig Husar.
Ned røg en sovepose, og bagved stod et fjernsyn og et par minutter efter trillede “Hurra for de Blå Husarer” over skærmen mens en værnepligtig sergent udleverede en pilsner pr. mand. Nu ved jeg ikke hvor mange der kender den film, men der indgår naturligvis nogle heste, og det sjove er at navnene på de heste er de samme som nogen af dem vi har nu - så når Laura (gode gamle Laura) bliver hyldet i filmen, så er det forgængeren til den Laura som vi har nu. Også Androcles var med, og det navn er nu optaget af Oversergentens hest.
Den sætning jeg husker bedst fra filmen er erklæringen om at, “dette er et husarregiment, ikke et munkekloster”, og når man kender til de torsdage nogle fra delingne har i byen, så kan man jo kun nikke genkendende til det.
Stemningen efter filmen var skide god, og den blev kun bedre da vi fik at vide at vi kunne gå hjem til barakken igen, da marchen var aflyst.
Hjemme på barakken var der kommet et opslag omkring et faldskærmskursus, hvor man efter en teoridag får lov til at springe et selvstændigt spring - og, hvis man spørger om det får man også lov at gøre det i kampuniformen. Dét kunne holde 100 at tage det kursus; ikke mindst fordi man efter gennemførelsen får et mærke at sætte på M/69.
- Tirsdag, den 30. marts Dagen foregik i øvelsesterrænet ved det tidligere Næstved Kaserne, et terræn som vi nok skal lære at kende bedre på vores Rex-tur - det er vi hvertfald blevet lovet.Indholdet af dagen var to handlebaner med blå patroner (de skyder med et plastik projektil, så det er faktisk skarp ammunition) i skoven, og øvelse i Op- og Afsidning fra lastbiler med rygsæk.
Skydemæssigt er jeg ikke nogen god soldat, det fik jeg da også bekræftet på den første handlebane, hvor jeg fik at vide at medmindre jeg begyndte at udvise noget mere energi, så var der ingen grund til at jeg gennemgik banen. Men, på den anden bane gik det bedre, og jeg blev til stadighed overrasket over hvor godt en ganske almindelig træskive kan gemme sig i skoen.
Som afledning på den sidste bane havde premier løjtnanten hængt hans jakke op i et træ - den blev beskudt af flere af deltagerne på banen, og af en eller anden grund havde han ikke jakke på dagen efter - der var nok kommet huller i den ;-)
Op- og Afsidning fra lastbiler ligger der ikke det helt store i, udover at det er nogle teknikker til hvordan man som gruppe kan komme op og ned, under sikring, med gevær og rygsæk - og, der er langt op på en lastbil hvis man ikke gør det rigtigt.
Alt i alt en stille og rolig dag, hvor man ligefrem havde lidt tid bagpå lastbilen til at vedligeholde sit gevær så man sparede en del tid da man kom hjem.
- Onsdag, den 31. marts Den dag vi havde frygtet - overskriften var “vandpassage” - og, vi blev præsenteret for 3 måder at passere vand på; karamel-passage, kommandokravl og endelig i gummibåd.Karamel-passage foregår ved at man tager al sit tøj (ja, også undertøj) og står tilbage i regntøj (så er man sløret) og kondisko (så får man ikke skåret fødderne). Herefter pakkes al udrustning ind i teltflagen, så man får en slags karamel som man med nød og næppe kan have på ryggen og så er det bare over stepperne.
Og lad det bare være sagt med det samme - det var ikke specielt sjovt, men omvendt så var det langt fra så hårdt som vores mærketur, som foregik i vand der var langt koldere end det. Bagefter er det så bare i dækning, og skifte tøj, hvorefter man fortsætter videre.
Kommandokravl kender de fleste nok når de hører hvad det er - man lægger sig ovenpå et reb, og kravler henover vandet mens man trækker sig frem med armene. Det ene ben bruger man som støtte på rebet, det andet til at styre ballancen med.
Og lad det igen være sagt med det samme - det var heller ikke specielt sjovt. Det foregår naturligvis med hjelm og gevær, hvor geværet skubbes foran en. Der findes en variant hvor det også foregår med rygsæk, men den fik vi kun forevist - man kan jo kun gisne om at vi får brug for den på Rex-turen.
Den sidste måde at passere vand på er i gummibåd, og skulle jeg vælge ville jeg da helt klart foretrække den. Den er der ikke meget at sige til, udover at man er 6 personer i en båd - en som sikrer foran, to i hver side til at padle og endelig en styrmand. Jeg var styrmand, og det var jeg ikke alt for god til - men, til mit forsvar skal det siges at det foregik med en spade, og den har lidt for mange krumninger til at jeg med det samme kunne gennemskue hvordan det skulle gøres.
På vej hjem fra Næstved var der igen tid til at vedligeholde gevær. Men ak - jeg glemte naturligvis lige at tænke da jeg vedligeholdte mit gevær, og der kom til at sidde nogle stof-frimærker fast i løbet på hende. Hun skal sendes til reparation, men jeg ved ikke om jeg når at få hende igen til skydelejren, ellers er jeg da lidt fucked. Det kan ligefrem være jeg bliver nødt til at gennemføre Rex-turen med et andet gevær, det ville være frygteligt.
- Torsdag, den 1. april Dagen, hvor min aprilsnar kom frem på HesteInfo og Heste-Nettet, og der var som sædvanlig diskussion omkring den (Link 1, Link 2, Link 3). Det er seriøst den fedeste del af mit arbejde at jeg får lov at skrive aprilsnar til HesteInfo, og at Heste-Nettet hvert år er med på at bringe den.Fra morgenen af bød torsdag på afsluttende prøve i førstehjælp, hvor man havde mulighed for at få sig et mærke til M/69 - dog kun bronze, da sølv og guld kræver at man kan feltkirugi, og det kan vi ikke ligefrem prale af at være omskolet til.
Prøven foregik med 4 praktiske og 1 skriftelig afdeling, hvor man maksimalt kunne få 20 point i hver prøve, altså et totalt maks. på 100 point. Jeg ved ikke hvordan min prøve præcist er gået enndu, men jeg fik hvertfald 17 og 18 point på to af mine praktiske prøver.
Acceptabelt pointtal er 65, og for at få bronze skal man have mindst 70 point - 10 fra delingen fik bronze, mens kun 4 ikke nåede snittet på de 65. Af de 10 som fik bronze var jeg, så næste gang vi bliver aftrådt af majoren får jeg overrakt et mærke.
I bund og grund falder falder førstehjælp mig ret nemt - det minder meget om den måde man fejlfinder i computerprogrammer på. “Nå, du trækker ikke lige vejret, lad os se om der er noget i halsen” - og så bare tage det stille og roligt - det er bedre at bruge 4 sekunder ekstra og redde patienten, end at slå ham ihjeld.
Dagen bød også på en meget trist hændelse: Under en ridetur i terrænet gled en hest med rytteren. Rytteren fik kun nogle ret slemme slag, men hesten brækkede desværre benet flere steder, og måtte aflives. Så - fra nu af er der tomt i Kajus’ boks, han var nu ellers en lidt spass hest. Han havde altid tynd mave, og hvis man rørte ham i krydset sked han en tynd stråle lort. Han var også den hest som absolut skulle tages mest hensyn til når der blev fodret, men han var også gammel, så måske det var godt han kom herfra ved dyrlægens hjælp.
Af det kan man lære at man aldrig ved hvornår man får brug for sin førstehjælp, som iøvrigt gælder på både dyr og mennesker.
Efter den skriftelige prøve i førstehjælp var vi i C-hus, og blive udsat for tåregas - det var de rmange som ikke mente var specielt sjovt, men jeg syntes nu ikke det var så slemt. Jeg nåede at prøve at blive udsat for gas uden maske, og da vi nåede til forskellige fysiske udskejelser med påsat maske, så skulle jeg desværre videre.
Jeg skulle ud i Slagelse by, og hæve så mange penge at delingen kunne få udleveret vores løbedragter om fredagen.
Om aftenen gik vi en 15 kilometer march med fuld oppakning, hvor jeg til stadighed blev overrasket over hvor svag jeg egentligt er - men, til mit forsvar skal det siges at mine fødder var ret så fucked - jeg har en vabel på venstre høl på størrelse med 2x20 kroner.
- Fredag, den 2. april Torturens dag, og det er ikke engang løgn. Vi blev kastet i ridestøvler og sporer, og alene det at gå op til stalden var en prøvelse. Mine ridestøvler er for høje i skaftet, men de kloge siger at de falder til efterhånden - jeg fik adskillige tilråb om at gå ordentligt den dag, men det kunne ikke lade sig gøre.Dagens rideundervisningen bød på trav i nedsidning - men, da jeg ikke kunne bøje benene langt nok tilbage kunne jeg knap nok holde hesten i trav, så det var ikke specielt vellykket.
Inden aftrædelse pakkede vi lastbiler, så de var klar til afgang på skydelejr og Rex-tur - uha hvor det var skræmmende at se de stumper vi skulle have med. Alt det lort vi har lavet de sidste 2,5 måned skal vi lave på Rex-tur på 4 dage.
Mine ridestøvler var dog ikke de eneste som ikke passede helt - da vi kom tilbage på stuen og skulle skifte til M/69 mindede barakken mest af alt om en fødegang. Først en række “ÅÅÅÅÅÅHHHHH” og “AAAAAVVVV” - og da støvlen endelig røg af et “AAAAAARRRRRRHHHHH”.
Vi ses næste gang, og bliv nu endelig ikke anholdt.