Jeg har en god nyhed: fra nu af tiltales jeg ikke længere “Rekrut Ilskov” - nu er det istedet “Husar Ilskov”. Rex-turen var virkelig en tur som gjorde drenge til mænd, ikke så hård som frygtet, men absolut heller ikke Gul Stue og børnehave. Jeg vil starte med lidt generelt om turen, og så tage de enkelte dage stille og roligt, dog med forbehold for fejl, da det kan være svært lidt at huske alting helt præcist.
En af de fedeste ting ved at være soldat er at være ude i det civile miljø - særligt hvis man møder civile mennesker og får kommentarer fra dem. Bare lidt glade dyt eller et vink er guld værd, så husk det hvis I møder nogle soldater. Børn er også fede at møde - “Orv, er det en Bazooka du har på ryggen” - så retter man sig lige lidt op og får lidt energi igen. Og, ligger man og skjuler sig i en gammel mands have, så er det også sjovt hvis han kommer hen og snakker med en og man prøver at forklare ham at man altså ikke må blive opdaget.
En anden generel ting er - hold kæft hvor er der mange kirker i Danmark! De er alle vegne - hver gang vi skulle et eller andet sted hen, så var der altid en kirke man kunne gå efter. Tænk at man betaler kirkeskat til vedligeholdelse af alle de bygninger. Men, en kirke er nu også god at have liggende - der er altid stendiger omkring, så har man noget at snige sig langs.
Vejret - som I nok bemærkede, så var vejret helt fantastisk. Det ville have betydet utroligt meget for hårdheden i turen hvis det bare havde regnet hele ugen. En karamelpassage (hvor man tager regntøj og intet andet på) ville have været virkelig træls hvis man efter at have gjort regntøjet vådt var nødt til at tage det på for at uniformen ikke blev våd - lidt ligesom at grave et hul for at slippe af med jorden fra et andet hul.
Mandag, den 12. april - Vi mødte på kasernen klokken 22:00 - “klar til alt” - jeg havde nogenlunde styr på stumperne der, men manglede ting som at få byttet sløringscreme og få et par ekstra snørrebånd. Efter det gik vi i seng, men forventede at blive vækket hvert sekund, og ihvertfald ikke meget længere end klokken 02. Resultatet blev lidt anderledes.
Tirsdag, den 13. april - Resultatet blev at vi blev purret klokken 0430 - og ikke måtte tænde lyset. Men, det betød dog ikke så meget, de fleste havde sovet med støvler, og ihvertfald kampuniformen på. På vej ud af døren var jeg yderst tæt på at glemme brillerne, men de nåede gudskelov med, men i sidste øjeblik.
Gymnastiksalen var første stop på turen - her skulle vi have kontrolleret vores udrustning. Jeg troede selv at jeg havde styr på mine ting, men jeg havde glemt at fjerne de tre sprittabeletter jeg havde lagt i mine kogekar. Det fik jeg en panserkiks for. Men, hver gruppe fik én panserkiks, så jeg var bare den i min gruppe som havde dummet sig mest. Det værste ved den forpulede kiks var at den konstant skulle være indenfor rækkevidde, så når de andre aftog rygsækken og gik med Basis og gevær, havde jeg lige kiksen oveni. Men, når det nu skulle være var det ikke så slemt, men det kommer jeg til senere.
Efter gymnastiksalen var det våbenkammeret, hvor vi udover våben fik vores feltration og pakkede lastbilerne med al det udrustning som ellers skulle med - og det var ganske meget. Herefter var det bare rygsækken på nakken og udover øvelsesterrænet, hvor den egentlige Rex-tur startede.
Ved ankomsten til øvelsesterrænet modtog vi vores første befaling - al-Queda var meget aktive i området omkring Ringsted, og de havde taget en højtstående politiker som gidsel, og det var vores opgave at befrie ham og sørge for at forsyninger til terrorcellen ikke nåede frem. Altså - en rensning af et hus og et baghold på en konvoj.
For at alt skulle spille 100% når vi kom i ilden øvede vi tingene igennem en gang - indøvelse af rensning af huset var dog meget kunstigt. Der stod en mand ude midt i et buskas - og så skulle vi forestille os at der var tre rum, incl. døre/vinduer ind til ham. Det blev “lidt” noget rod - og så siger man at man ikke skal have hovedet med sig som værnepligtig? Dét her krævede hvertfald at fantasien var med.
Inden angrebet på skolen skulle vi etablere et BSO, for at gøre det blev de tre grupper sat af tre forskellige steder med ordre om at mødes på en position hurtigst muligt; ruten bestemte vi selv. Det viste sig at punktet var på den anden side af en å - og ingen af de andre grupper var kommet tørskoede over, men vi var så heldige at finde et spang som ikke var vist på kortet. Men, i disse ligestillings tider, så skal alle naturligvis være våde hvis nogen er våde, så man fik hurtigt arrangeret så en af vores gruppemedlemmer var blevet skudt på den anden side så vi måtte tilbage og hente ham. Jeg blev heldigvis tilbage for at passe på stumperne, så slap jeg også for at slæbe min panserkiks så længe.
Efter vandpassagen skulle der rekoniseres mod skolen, det deltog jeg heller ikke i, da der jo skulle passes på rygsækkene imens. Underligt nok, så kom der ikke nogle fjender mens de andre var væk. Det kunne ellers have været ret fedt hvis der var kommet angreb mens de var væk og vagterne var blevet taget til fange og de andre nødt til at befrie os.
Efter mørkets frembrud angreb vi skolen - der var nogle køretøjer parkeret som også skulle sprænges, i gruppen besluttede vi at brænde min panserkiks af på dem; så var den ligesom væk. Frederiksberg garanterede personligt at den var blevet placeret sådan at de ikke liiige opdagede den inden vi var over stepperne. Så efter knap 15 timer slap jeg af med kiksen.
Fra skolen, hvor rensningen iøvrigt gik godt, gik turen henover terrænet med en diplomat på slæb til et kontaktpunkt hvor han blev overleveret. Herefter var tiden kommet til at få lavet baghold, og der var et godt stykke vej hen - og så i terræn, hvilket er en del hårdere end alm. vej, både fordi man ikke bare går skrådt henover en mark (så kan sporene ses fra fly), men også fordi underlaget er ustabilt. Og vi har været igennem alle mulige slags terræn - lige fra græsplæner og villahaver til sumpe, moser og tætte granskove.
Bagholdet på konvojen gik som det skulle, og turen hjem mod BSO blev kompliceret yderligere af at det var blevet mørkt, tåget og at der var ekstremt sumpet langs den å vi skulle følge. Da vi nærmede os BSO blev det nødvendigt at en af lastbilerne tændte lyset for at vi kunne se hvor det lå.
Vi gik i poserne omkring klokken 23, så det var ren luksus - jeg skulle have været på vagt, men af en eller anden grund blev jeg ikke vækket. Så jeg fik omkring 5,5 times søvn; igen ren luksus, og en blød start på Rex-turen.
Onsdag, den 14. april - Dagen startede 04:30, med ordre om at vi kørte klokken 05, og så tog vi den derfra og nåede at pakke stumperne. Vi var dog ikke alt for gode til at få vores skrald med, hvilket gav en kollektiv straf til gruppen på 2 styk panserkiks senere. Men, de skulle ikke slæbes så langt, så vi overlevede også den forhindring. Dagen bød ellers på en Orienterings-march på cirka 25 kilometer med indlagte poster i forskellige militære ting. Første post var adskillelse af gevær, påtagning af gasmaske og en lille løbetur med gasmaske på tid. Om vi klarede det godt eller ej ved jeg ikke helt, men et af vores geværer blev ikke samlet ordentligt bagefter, så der røg en split ud. Det var hvad der kunne ske, vi opdagede det først et par timer efter det var for sent.
Næste post var en førstehjælps post, som havde både en teoretisk og en praktisk del på tid. Den praktiske ved jeg ikke hvordan gik, men jeg havde hvertfald 100% styr på den teoretiske. Næste post var kast med håndgranater og panserkending - vi styrede for vildt til kast med granaterne, Nyborg lavede 63 af vores 70 point - han skal vist også til at dyrke militær 5-kamp, hvor det er en af disiplinerne.
Posten herefter var skydning, med snige-snige og det hele, men vi var nu ikke videre god til det - vi fik 4 point fordi vi fik fratrukket en del for ikke at have ramt nogle af skiverne; hvordan det var gået til at vi kun ramte én skive på den ene af banerne ved vi ikke, for vi skød mange skud :-) Som om vi ikke havde lavet nok fysisk den dag, så var næste post at skifte hjul på en GD og skubbe den opad en bakke. Da vi efterhånden havde brugt al energien var vi også langt fra gode til det. Men - helt ærligt? Hvor mange har også prøvet at skifte et hjul? Jeg havde aldrig prøvet det før…
Kortlære og afstandsbedømmelse var den næste post - vi skulle foretage forskellige ting med et kort, og så gå til den position vi nåede frem til for at hente en kasse, som skulle forestille at være kastet ned med faldskærm. Kassen indeholdte 3 guldbarrer, så det var også et hit. Efter gennemførelse af posten fik man også en “lagkage” - vi frygtede i starten at bundene skulle være panserkiks eller noget, men der var tale om en “rigtig” lagkage (det var kun én bund med flødeskum).
Herefter blev vi i lastbil kørt til samlingspunktet, hvor vi fik lov at sove til sidste gruppe kom. Der lå allerede én gruppe da vi kom - militæret har meget med at udrustningen skal ligge pænt og lige - og som de lå der, med udrustningen under hovedet og fuldstændigt lige, så så det nu lidt komisk ud.
Samlingspunktet lå ved en søbred med sand og det hele - på den anden side høje grantræer - så det var en hel fantatisk ramme om den næste aktivitet, som var en feltgudstjeneste ved en feltpræst som de havde hevet ind fra en af kompanierne. Jeg tror ikke på gud, og deltagelse i gudetjenesten var da også frivillig, men for ikke at skille mig ud blev jeg - ærlig talt, så var det nu også meget hyggeligt at sidde og synge nogle salmer med gutterne. Som en sagde til mig inden jeg tog afsted - bliver det hårdt, så syng en sang - så det gjorde vi.
Efter gudstjeneste var der aftensmad, som bestod af en fisk og gulerødder/kartofler tilberedt over bål. Og, det var gudespise :-) Mens maden blev tilberedt var der fodeftersyn - og, jeg har før skrevet at mine fødder har været fucked når jeg er kommet hjem, men det har været ingenting i forhold til det nogle folk kunne præsentere der. Jeg selv var ovre for at få sat noget plaster på mine hæle, som stadigvæk ikke var helet fra sidste weekend, og da jeg først fik det på kunne jeg klare hvad som helst, og mine fødder fik det faktisk kun bedre resten af turen.
Da mørket efterhånden var kommet brød vi op og gik mod BSO - inden havde vi modtaget vores to panserkiks for ikke at have ryddet ordentligt op efter os. Vi skulle dog ikke gå alt for langt.
Torsdag, den 15. april - Natten til torsdag kørte vi igen vagtposter - igen var jeg heldig, da Søndersø omkring 05:15 kom og sagde at jeg skulle på vagt blev der 2 minutter efter skudt efter os, og så var det bare om at få pakket stumperne og komme henover stepperne. Vi slap for panserkiksene, så det var minimalt hvor meget vi havde gået med dem.
Fra BSO og til vores pickup (iøvrigt ved en kirke :-)) gik turen i et usædvanligt højt tempo for at nå det - der blev virkelig sorteret i folk der. Jeg havde det også hårdt, men der var godt nok nogle som led meget lige der. En satte sig faktisk ned og mente ikke han ville gå længere - han kom dog tilbage senere og kunne pludselig godt gå igen. Vi missede kun pickup med 5 minutter, og det var godt nok til at de ville have os med alligevel.
Efter en køretur blev vi sat af et sted i Danmark, med ordre om at nå til et nyt pickup-punkt. Fra nu handlede det om heller ikke at blive set af militære køretøjer, så byer og veje skulle så vidt muligt undgås. Marchen til første pickup-punkt klarede vores gruppe ualmindelig godt, vi kom knap 5 kvarter for tidligt, så vi nåede at få spist og sovet lidt inden de andre indfandt sig. Da lastbilerne kom for at hente os blev de dog pludselig beskudt af en fjendtlig GD på vejen og kørte igen - så var der ikke andet for, end at vi måtte traske videre til det alternative punkt (man har for det meste to - en i fjendeland og en på en lidt mere sikker position). Det alternative punkt lå iøvrigt ved en kirke til en forveksling.
Ordren efter drop var at nå frem til en position og forberede sprængning af en bro for at forhindre fjendens fremmarch. Der må være gået en del galt med de drops, for vi blev ikke helt afsat der hvor vi burde, og en gruppe blev afsat 7 kilometer i den gale retning. Terrænet vi var havnet i var lidt underligt - markerne var ekstremt store og adskilt af små afvandingskanaler som igen lød ud i en stor menneskeskabt å, som var rigtig svær at komme over uden at blive våd. Men, efter at have trasket langs åen i knap 45 minutter fandt vi endelig et spang - det viste sig at det faktisk ikke var så langt fra der hvor vi skulle afhente sprængstof til broen.
Mens de andre afhentede sprængstof benyttede jeg lejligheden til at træde stort af på naturens vegne - og igen - det kan jeg varmt anbefale, man bliver som genfødt. Vi nåede frem til et sikkert punkt i nærheden af broen ret kort, og vi fik lejlighed til at sove lidt. Vi skulle naturligvis rekonisere mod broen, og under rekoniseringen blev vores spejdere opdaget og beskudt - der var således ikke andet for end at besvare ilden. Så stod vi med en bro som var renset for fjender før tid, men de var på mirakuløs vis genoplivet da vi angreb; endda de samme mennesker :-)
Angrebet på og sprængningen af broen forløb som det skulle, og efter lidt fumlen med kortet fandt vi vej til pickup, og så blev det fredag.
Fredag, den 16. april - Efter at være blevet droppet skulle vi marchere til endnu et pickup, som vi nåede. Efter at være blevet droppet herfra var orden at vi skulle søge til et kontaktpunkt (punkt hvor der står en mand). Dét var nær gået galt da vi var 1 km. fra målet - vi stod i en skov som absolut ikke var udformet som på kortet, og vejene var underlige. Hvis jeg skal sige jeg havde et lyspunkt på turen, så var det der - jeg hev lidt overskud frem, og fik en idé med at pejle efter en tv-mast, og derved fik vi vores position. Ellers havde vi gået der endnu, eller hvertfald meget længere end det var tilfældet. 2. gruppe kom også til at gå forkert - de endte midt i KSN (kampstationen), som man næppe ville have overlevet hvis det havde været rigtig krig. De var også forbi Bilka i Næstved, der var dog underligt nok lukket klokken 03 om natten.
Ved kontaktpunktet skete der noget som vi ikke helt vidste hvad var, men jeg har fået nogenlunde fat på det bagefter, så det skriver jeg her. Det forestillede fjendens front, den lød vi igennem, mens egne styrker med artelleri og andet infanteri holdte en vej åben for os i et bestemt tidsrum. Lidt ligesom invaderingen af Normandiet, som skiltret i Saving Private Ryan. Og - det var virkelig flot lavet - der var lys, sprængninger, piktråd, sårede statister, punkterede gummibåde og meget andet. Statisterne greb fat os hvis de kunne komme til det - en af dem greb mit venstre ben; ham tror jeg nok jeg kom til at losse en i røven så han slap og jeg kunne komme videre.
Indmarchen foregik ved Jagel Høj i Næstved Øvelsesterræn - Jagel er der nok ikke mange som ved hvad er, men det er et eller andet af de steder hvor Gardehusarer har været indsat i rigtig krig og vundet slaget (vi tabte vist krigen, derfor hører man ikke meget om det). Men, det er den fornemste høj for husarer, og det var langt fra tilfældigt at indmarchen foregik der.
Efter indmarchen var vi i direkte fjendeland, og vi gik en 1-1.5 kilometer i en å med vand til knæene, men slet ikke noget i forhold til mærketuren. Vi endte ved den sø som vi i ugen med vandpassage havde lavet kommandokravl over - og ja - sidste aktivitet inden Rex-turen var overstået var endnu en omgang kommandokravl. Og, hvis der er noget som ikke er min kop the, så er det kommandokravl.
Jeg var blevet en smule træt efter turen, og mit kommandokravl foregik ved at Kaptajnen sagde “Bøj Højre ben, hiv armene til Dem, Stræk armene” - men, jeg kunne virkelig ikke. Jeg kom dog over tørskoet, hvilket ikke alle gjorde. Klampenborg må jeg tage hatten af for - hun kravlede cirka halvdelen af turen hængende under rebet, hvilket er ekstremt hårdt, da hun fik fat i majorens hånd og var 1 meter fra målet var kræfterne dog brugte og hun røg af. Ærgerligt, for det var squ flot.
Herefter gik det i lastbil hjem mod Antvorskov kaserne. Der havde været rygter fremme om at vi skulle på “hjemmarch” på 25 kilometer - og, der var lige netop 25 kilometer hjem. Da vores radio ikke virkede ville vi ikke havde fået ordren om at gøre klar til at sidde af, så hver gang lastbilerne stoppede for at lukke køen bagved foran var vi ved at skide i bukserne. Men, vi kørte hele vejen hjem, og blev modtaget af Majoren.
Majoren marcherede os en tur på kasernen med rygsæk, og vi tog retning mod staldområdet. Da vi nåede forbi et punkt 300 meter før staldområdet blev vi modtaget af Pauke- og Trompeterne til hest og fuld galla, som eskorterede os mod staldområdet under behørig musik. Ved indgang til staldområdet stod samtlige konstabler, befalingsmænd og officerer opstillet og gjorde hornør da vi kom forbi. Jeg behøver næppe sige at både jeg selv og mange andre fældede adskillelige tårer på de 300 meter. Det var uden tvivl noget af det største jeg har prøvet i mit liv.
Da vi stod stille igen fik vi en kort tale af Majoren, og overrakt Rex-mærkerne til skuldrene og et håndtryk. Kaptajnen, Premier Løjtnanten og Delingsføreren kom rundt og gav hånden og sagde tillykke. Kaptajnen kommenterede naturligvis kommandokravl, men kun positivt om at jeg naturligvis var kommet igennem.
Herefter aflagde vi stumperne i laden, og gik i trompeterstuen til morgenmad, som ældste deling havde arrangeret. Midt under det hele banker det på døren, og GH Dalby anmoder om tilladelse til at rykke (det hedder rykke hvis man har hest med, og træde hvis ikke har) ind. Ind trådte hun, med sig havde hun vores maskot 00 Aramies, som vi fik en tale om at vi fra nu af havde overtaget, og vi havde bare at passe godt på ham. Der var simpelthen en hest inde i trompeterstuen.
Efter det tog Majoren ordet, talte om gennemførelsen af turen, og overrakte de forskellige mærker til udgangsuniformen som vi har gjort os fortjent til. Jeg fik mit førstehjælpsmærke, og det skal jeg sørge for er syet på til jeg skal afsted i morgen. Jeg tror jeg under morgenmaden spiste 7⁄8 rundstykker, men jeg kunne nemt have spist dobbelt så mange, det var ét stort hul.
Efter dette gik turen mod barakken, hvor vi påbegyndte vedligeholdelsen af gevære og fælles udrustning. Efter knap 2 timer gik vi i bad, fik os barberet og tog Ryt/69 (udgangsuniform med ridestøvler, ridestøvler og sporer) på for første gang. Det er nok unødvendigt - men, hvis det lød som en fødegang sidst vi havde dem på, så gjorde det hvertfald også idag, så fucked som nogens fødder var. Jeg fik udvidet mine sporer lidt, så nu passer de faktisk næsten.
Turen var herefter kommet til Rex-parade i staldområdet, men først skulle vi derop, og det foregik i et meget afdæmpet tempo. Broagers fødder var så fucked at hun blev båret derop - der var stort set ikke en trædepude på hende som ikke havde mindst en vabel.
Rex-paraden er den officielle del af udnævnelsen til husar, og er noget som blev lavet kun for vores skyld. I paraden indgår regimentets estandart (svarer til fanen for rytter) - og, det er helt usædvanligt at HESK har lov til at låne den. Det sker ikke nogen andre steder. Deltagerne i paraden er tre-delt - på venstre fløj stod vi, på højre fløj stod pauke- og trompeter-hestene, og i midten blev estandarten ført frem af 10 officerer og befalingsmænd som til ære for os havde udsat deres weekend.
Efter at estandarten var kaldt frem holdte Majoren en tale og ønskede god weekend når vi nåede dertil. Inden weekend var der dog lige “lidt” vedligeholdelse som skulle overstås, og det skulle gøres ordentligt selvom både befalingsmænd og (nu) husarer var trætte. Det lyder underligt, men der var rent faktisk flere som direkte faldt i søvn mens de sad og pudsede på deres gevær.
Efter vedligeholdelse stod vi opstillet til aftrædelse. Delingsføreren kommenterede at Rex-turen var en af de bedste han havde været med til, og stemningen var i det hele taget god. Gennem hele ugen havde jeg sagt, at uanset om jeg så skulle kravle hjem, så skulle jeg havde Ryt/69 på - i toget mødte jeg mange værnepligtige som ikke kunne forstå hvorfor man frivilligt tager ridestøvler på hjem. Hvis de vidste hvor stort det er endelig at have lov at tage dem på, så ville de forstå. Jeg er stolt af at det endelig er overstået - og, jeg kommer næppe til at savne smagen af blandingen af sløringscreme og klar snot fra næsen.
Og hvad har jeg så lært af det? Jeg er absolut blevet et andet menneske - jeg har fået presset mine grænser, og lært at hvis tingene bliver lidt hårdt skal man tømme hovedet, tænke positivt og hvis det er rigtigt hårdt synger man en sang og klapper makkeren på skulderen. Hvis alle gør det samme vil man med jævne mellemrum modtage et skulderklap, og så går det hele meget lettere.
Og som afslutning kan jeg sige at man må have 100 gram chokolade med på turen - jeg havde 100 gram med, og jeg havde 100 gram med hjem. Ikke fordi jeg ikke har været presset og haft lyst til at spise det, men jeg tænkte hele tiden at “der kommer et bedre tidspunkt end nu”. Det tidspunkt er jeg overbevist om nok skal komme en gang, jeg vil hvertfald gemme den Riter Sport.
Næste uge står på kursus for talsmænd, så der skal jeg lidt på en feder-tjans, men derfor skal det nok blive sjovt alligevel. Fortsat god weekend, nu vil jeg gå ind og nusse mine Rex-mærker.