Goddag - så blev det staldvagt; weekendvagt, så nu vil jeg for 2. gang teste tilføjelse af indlæg i dagbogen via mobiltelefonen. Hehe…
Der er en del at få tiden til at gå med for tiden, meget af fritiden foregår på kontoret, hvor jeg har travlt med at få et overblik over forsvarets løgne omkring den nye værnepligt. Indtil nu ser det ud til at man har løget omkring antallet af frivillige, lønstigningens størrelse og fjernet lysten til at være frivillig i nogle af de royale regimenter. Men, det kommer der nok mere om…
Mandag fik vi nye rekrutter, men inden det skulle vi have flyttet stuer - fra én stue på en gang til en anden gang, hvor der åbenbart er mere prestige i at bo. Okay - man sparer cirka 30 sekunder når man skal ud til morgenappel, men alligevel. Mølholm var hjemsendt på sygeorlov fordi han blev sparket af en hest, så vi andre kom til at slæbe hans stumper ind på stuen, men han kom selv til at slæbe dem på plads da han kom tilbage.
Vi har også fået nye folk i delingen - der er ansat 8 konstabler som hjælper i delingen - de er Viborg, Sandby, Køge og Dalby fra vores ældste deling, og Ejstrup, Haderslev, Løgstør og Grenå fra tidligere delinger. De kommer til at have vagt på hverdage, så vores vagtarbejde skulle gerne blive en del mindre. Men, weekendvagterne hænger vi stadigvæk selv på, de koster en formue at sætte fastansat personel til.
Nå - nu til yngste deling…
Lad det bare være sagt med det samme; der er meget som har ændret sig en hel del siden vi var yngste og rekrutter. Det virker som om meget mere foregår meget mere stille og roligt, det virker også som om de får tidligere fri og har det mindre hårdt. Så måske der er kommet bare lidt godt ud af talsmandsordningen.
Som nyindkaldt har man ikke rigtigt styr på tingene, det kan man godt mærke på dem - mange har spørgsmål, og man får tit spørgsmål. Men, det er fint nok at de spørger, vi skal bare så vidt muligt forsøge at holde distancen her i starten. Det er det dog ikke alle som forstår at vi er nødt til.
Men, der er mange ting en yngste ikke er med på - at lære dem at sige De, Dem og Deres får vi næppe ret meget held med, det er blevet bestemt fra ministeriet at alle i forsvaret er dus. Men, vi forsøger at lære dem at sige velbekom, godmorgen, etc. - og det håber vi de får sig indrettet under.
Iøvrigt er det underligt så meget vores samtlige befalingsmænd i HESK er vendt - pludselig er de blevet meget mere venlige og imødekommende. Om det skyldes at vi er blevet ældste, eller om det har noget med landstalsmandsposten at gøre ved jeg ikke.
Som ældste plejer så var vi naturligvis inde og hjælpe yngste med at lægge deres stumper på plads i skabene - ligeledes instruerede vi dem også i hvordan man gennemfører et stueeftersyn om morgenen. Det er bare sådan noget man gør, vores ældste hjalp os, og vi hjælper vores yngste.
Tirsdag havde jeg fri for at tage til Rigshospitalet, da jeg var færdige derinde var der lige tid til at komme forbi Svanemøllens kaserne og hilse på medlemmerne af Værnepligtsrådet. De er flinke, og det blev til en god snak om hvad der er galt med den nye værnepligt.
Tirsdag var jeg også forbi Venstres Ungdoms Sekretariat, hvor jeg købte en “Ryd Christiania”-tshirt. Javel - måske er teksten lidt pirrende for mange, og jeg regner da heller ikke med at tage den på i byen. Men, hvis jeg på hvert gadehjørne skal finde mig i at se folk med “Red Christiania”, så vil jeg også have ret til at demonstrere det modsatte. Et par fra Værnepligtsrådet var også med forbi og købe en.
Til stueeftersyn fremlægger vi hver dag forskellige stumper - i løbet af en uge ender vi på denne måde med at have stort set hele vores udrustning fremme til eftersyn. Onsdag skal vi blandt andet fremlægge ridehjelm og ridehandsker. Dem havde jeg naturligvis glemt i stalden, så jeg måtte pænt gå op og hente dem.
Da jeg endelig kom tilbage var de andre gået og en sergent ventede på at jeg skulle komme tilbage. Krævede da også at han skulle optælle de medbragte ting, og konstatere om det hele nu var som det kan og skal være.
Onsdag var også min første dag i byen - jeg red på Pelham, og det gik faktisk udemærket. Har desværre endnu ingen billeder, men jeg arbejder på sagen. Turen gik godt, men efter den sidste travetur fra byen og hjem, så skulle Pelham godt nok have noget gummistøvle for at holde sideretningen.
Selvom byridning er noget af det vigtigste vi har, så er det utroligt svært at holde sig fokuseret, og mna tager tit sig selv i at sidde og sove på hesten. Men, det kan man nok næppe se fra jorden.
Jeg har fået lavet så jeg hver torsdag har fri til at løse opgaver som landstalsmand. Det er en god løsning der gør at jeg ikke hele tiden skal komme tiggende og bede om 20 minutter til det ene og det andet.
Denne torsdag mødtes jeg med landstalsmanden for livgarden og en repræsentant fra Værnepligtsrådet. Vi arbejder lidt sammen omkring sagerne i den “nye værnepligt”, og det skal der nok komme noget spændende ud af.
Ellers fik jeg arbejdet lidt videre med et par ting jeg gerne vil have ændret, men revolution er det endnu ikke blevet til :-)
Fredag gav jeg en præsentation af talsmandens funktion og arbejdsopgave i HESK for yngste deling, som stod for at skulle vælge talsmand. Det synes jeg gik udemærket… Hvem de fik valgt som talsmand ved jeg ikke, men jeg må have hevet fat i ham på mandag og mere grundigt få sat ham ind i tingene.
Ellers påbegyndte jeg min staldvagt fredag, og den kører til mandag morgen.
Lørdag blev vi færdige med at muge før middag, det har jeg aldrig prøvet tidligere… Det er en smule varmt for tiden, så vi hev et stort skyllekar ud og brugte det som badekar og til at få taget lidt sjove billeder. Billederne tilgår næste weekend når jeg kommer hjem.
Næste uge bliver en skælsættende uge - vi siger farvel til en af vores værnepligtige sergenter, han er blevet forflyttet til uddannelsessektionen, hvor han skal fungere som gæsteunderviser i nogle fag. Det er naturligvis trist at sige farvel til en sergent, og særligt ham, da han altid var klar til at vise et godt eksempel og vise vejen.
Vi skrives ved i næste uge…