En af de ting jeg elsker ved Smartlog er hvor let man kommer til alting. En af de ting man kommer let til er newsfeeds - lister formateret på en bestemt måde, således at programmer kan hente dem med jævne mellemrum og fortælle om der er skrevet noget nyt.
Alle steder hvor indhold tilføjes on-the-fly (blogs, nyhedssider, debatfora) burde tilbyde relevante newsfeeds. Kritikere vil naturligvis mene - “jamen, så kan folk jo læse vores side uden at være her” - det er naturligvis forkert, for har man den holdning kan man nøjes med at tilbyde overskrifterne, og lade brugeren læse resten på siden.
Til at hente disse newsfeeds skal du bruge et program. Det jeg selv bruger er Feedreader; lille, gratis, diskret, og det udfører jobbet. Efter at download og installation er det bare at starte programmet og vælge “New Feed”. Som adresse skal der kopieres genvejen til et af -ikonerne ude til højre. Der vælger du selv om du vil modtage alle indlæg eller kun dem som interesserer dig.
I Feedreader kan du tilføje ligeså mange feeds du har lyst. Vil du eksempelvis holdes opdateret med nyheder, er det bare at vælge det medie du vil følge på en liste.