Valget er igang, det kommer vi ikke udenom. Jeg så med et halvt øje lidt til første del af partilederrunden på DR, og særligt én ting slog mig: “Jamen, I sad der jo også for 8 år siden”.
Det er skræmmende så lille udskiftning der er sket blandt de få personer som tegner partiernes politik. Marianne Jelved, Mimmi Jakobsen og Mogens Lykketoft er ekstremt gamle i gårde, mens Bendt Bentsen og Anders Fogh ikke er helt nye.
Aftenens pointe blev hårdt og brutalt serveret af Minoritetspartiet, som havde gjort samme iagtagelse som jeg. Nemlig at politikerne klæber for meget til taburetterne, og at de i den forbindelse burde prøve de situationer de sætter deres vælgere i.
Pia Kjærsgaard blev bedt om at være under 24 og forelske sig i en fyr fra udlandet, og være afhængig af at kunne blive gift i Sverige. Jeg husker ikke de andre, men en 3-4 partiledere fik lige en opsang fra en minoritet som nok ikke skal gøre sig store forhåbninger om at få mandater.
Et valg er absolut til glæde for vort demokrati.
Iøvrigt! Godt gået Henrik!