Et nej er et nej

Det er vel efterhånden et par måneder siden jeg anskaffede mig et “Ingen reklamer - tak”-skilt (som tidligere hed “Reklamer - Nej Tak”, men der gik åbenbart ordleg i den).

Det fungerer fantastisk, efterhånden har jeg også fået lært det lokale avisbud at være vågen når vedkommende kommer med reklamer. Både min nabo og jeg har på øverste etage nemlig sådan et skilt, og der blev alligevel lagt reklamer. Mon det var fordi “nu har jeg slæbt dem herop, så skal de også have dem”?

Herning Folkeblad, det hæderkronede midtjyske dagblad, læste jeg stort set hver dag mens jeg boede i Ilskov. Vi fik den jo alligevel. Nu hvor jeg ikke får reklamer er jeg begyndt at se hvor meget der faktisk kommer med Herning Folkeblad. Den bruges vitterligt som omslag til en ordentlig bunke reklamer om onsdagen, som bliver smidt ind alligevel. Herning Folkeblad tjener naturligvis kassen ved det.

Forstå mig ret - jeg har det fint med annoncer i aviser og sådan noget, men når der er direkte reklamekateloger indeni avisen, så er det for meget.

Resultatet er at jeg nu har lavet et tillæg til mit “Ingen reklamer - tak”-skilt, hvor jeg også siger nej tak til Søndagsavisen, Herning Folkeblad og Herning Bladet. Næste skridt er så oplæring af mit avisbud; som en hundevalp der pisser på gulvtæppet.