Jeg har nogle uger arbejdet lidt til og fra et læserbrev. Nu forsøger jeg at sende det til en avis, men det hører naturligvis også til her:
Lad mig leve, men lad mig dø
Én ting er sikkert i livet, nemlig at det en dag er forbi. Den sidste dag kan komme pludseligt som et lyn fra en klar himmel, eller snigende over årene, stille og ubemærket. Der er næppe noget menneske som ønsker andet end en død med værdighed, uden smerter og i rette tid.
De færreste oplever en afsked som skitseret - en dør måske i en alt for tidlig alder ved en ulykke, en anden falder sammen på gaden uden forvarsel - og endelig er der dem for hvem sygdommen har været en tro følgesvend gennem store dele af deres liv, uden tvivl om det endelige udfald.
Jeg tilhører sidstnævnte gruppe. I en alder af 24 år og testet positiv for Huntingtons Chorea har jeg et klart billede af den afsked med livet, som former sig for mig om forhåbentligt mange år. Min indgangsvinkel hertil er, at sikre størst mulig glæde og livskvalitet undervejs, at gøre det hver dag, og at have en plan, når det uundgåelige skal ske.
Aldrig tidligere har livskvalitet haft større betydning for danskerne end i dag. Alle ønsker vi, at vort liv er den perfekte spillefilm - dygtigt instrueret, perfekt komponeret og med fantastisk skuespil - hvad mange blot glemmer, er at den helt rigtige slutning også er et vigtigt element i enhver film. Hermed ophører ligheden mellem spillefilm og livets gang.
Juridisk set kan mennesker ikke dø medmindre det sker pludseligt og uventet. Døden kan og må ikke planlægges.
I dagens Danmark er individet uvurderligt og enhver frihed på det nærmeste ukrænkelig. Dog må man med sorg i sinde konstatere, at ingen overfor en uoverkommelig sygdom kan sige stop og få fred for smerter og pinsler. Der er ganske vist en række etiske spørgsmål omkring en sådan ordning, disse har man i andre lande overkommet, det samme må kunne lade sig gøre i Danmark.
Men misforstå mig nu ikke: Jeg har intet ønske om at dø. Jeg elsker livet! Jeg har intet ønske om at dø, blot en følelse indeni mig selv, som siger, at jeg selv vil instruere afslutningen af min personlige film. Og hvilken værdig slutning det dog ville blive.
Dette efterlader mig reelt med tre muligheder: Den første hvor jeg, når tid er, hopper fra toppen af en bygning og ender dagene mod fortovet, som var jeg en myre trampet ihjel af en Ecco-sko. Den duer ikke, det er uværdigt og sviner for meget! Dernæst at satse på at en barmhjertig læge vil hjælpe mig det sidste stykke udover kanten. Er det rimeligt at en læge på den måde sætter alt over styr, ved at begå en lovovertrædelse, blot for at lindre mine smerter? Nej, det er det naturligvis ikke, og derfor er dette ikke en acceptabel løsning.
Den eneste forsvarlige løsning er, at blive medlem af en forening i enten Holland eller Schweiz, som tilbyder, at man kan ende sine dage på en klinik i deres hjemland. Men er det værdigt? Er det værdigt, at man i hvad nogle kalder verdens bedste velfærdssamfund, tvinges til at dø som en anden kriminel i eksil langt væk hjemmefra? At blive fløjet hjem i en kiste som var man en kinesisk masseproduceret vare? Min holdning er, at det er alt andet end værdigt.
Ingen film og intet velfærdssamfund betragtes korrekt medmindre det sker i det fulde perspektiv. Det er ikke 5 millioner fra eller til som redder velfærdssamfundet, det er blot en smart replik fra en biperson i stykket. Indtil videre må man blot konstatere at ingen beslutningstager har evnet at hæve sig over de smarte replikker og fokuseret på helheden i velfærdssamfundet.
Lad individet leve, men giv det ret til at dø.