Stefan gjorde det. Det syntes jeg var en god idé, så jeg gjorde det også. Når man er så heldig at modtage brev fra selveste Carsten Vejre, og man endda bliver tilbudt en stilling i selveste det danske Forsvar, så skal han da have takken personligt. Så jeg har skrevet et lille hurtigt takkebrev som [jeg sender ham(http://www.krak.dk/Person/Resultat.aspx?Who=carsten+vejre&WhoOnlySearch=false).

Kære Carsten,
Mange tak for dit brev til min private adresse, som du havde fundet gennem et dyk i folkeregistret, uden lige at kontrollere om jeg accepterede reklamer eller ej.
Jeg ved, hvad du står for – jeg kender dig, du sidder på dit kontor og bestiller masse-bombardementer af postkasser i desperation over, at ingen ønsker at være ansat i Forsvaret.
Hvis du nu kendte mig Carsten, så ville du vide, at jeg er den til dato mest hadede talsmand i HESK. Jeg står bag adskillige afsløringer af skandaløs mandskabsbehandling, krænkende adfærd, kammerateri af værste skuffe og katastrofal ledelse. Kontakt du bare Major Per Holm ved HESK – han kender GH Ilskov væsentligt bedre end dig, og kunne aldrig have fundet på at skrive til mig.
Men Carsten, jeg vil hverken eje eller have en af dine 500 stillinger – hvorfor dog ikke? Først og fremmest er min militære uddannelse ubrugelig, men havde den ikke været det, kunne jeg aldrig drømme om, at vende tilbage til Forsvaret.
Og hvorfor dog ikke? Det burde du jo vide – du har åbenbart et personligt forhold til mig. I mit nuværende job tjener jeg mere end jeg nogensinde kommer til i Forsvaret, jeg har en leder og chef som respekterer deres underordnede, jeg bliver ikke råbt og skreget efter af sergenter med budding i hovedet.
Så jeg må desværre skuffe dig Carsten, jeg vil ikke arbejde i din ”virksomhed”. Dette tillader jeg mig at skrive til dig personligt, da vi jo er så gode venner. Jeg synes, du fortjente at høre det fra mig selv. Jeg må dog desværre også sige, at jeg har meldt Forsvarets Personeltjeneste til Ombudsmanden. Man kan håbe på at du i fremtiden vil lære noget af denne sag.
Venligst,
– Brian Nørremark
p.s. Jeg vil altid være din bedste buddy.