Min bror har næsen i mange ting, rigtig mange ting. Han har skabt røre i andedammen da han aftjente sin værnepligt, han har skrevet læserbreve, der er skrevet artikler om ham, han har skrevet til Cocio for at få historien om Congo-bajeren, han har takket Netto for Sun-Maid rosiner, han er ved at skrive noget til en svensk HC bog og meget mere…. Egentlig kunne jeg nævnte de første 100 ting han har haft gang i, men sagen er, at nu er han altså havnet på tv. Ikke bare 10 min i “tv midt og vest” en dum mandag aften, nej et program hvor et kamera hold rent faktisk følger ham i hans hverdag.. Hvilket har mundet ud i at han er en af de ti deltagere i “Singleliv” som nu bliver sendt på Kanal 4 tirsdag og onsdag.

Jeg husker den dag Brian havde et læserbrev i Jyllands Posten om aktiv dødshjælp under titlen “lad mig leve, men lad mig dø”. Jeg var på arbejde i pølsevognen den dag, og vi holder Ekstra Bladet og Jyllands Posten, så jeg kunne stå og sige “Hey, det er faktisk min storebror der har skrevet det der”. Jeg husker også dagen midt i januar måned hvor vi fejrede vores Bedstes fødselsdag, med en tur i Herning Centeret og så aftensmad på Jensens Bøfhus efterfølgende. Denne dag havde der været en lang artikel om Brian og HC i den lokale avis, Herning Folkeblad. Gæsterne ved nabobordet genkendte ham tydeligt, de pejede endda fingre af ham. Generelt har jeg ofte haft muligheden til at sige “Hey, det er faktisk min storebror….”, og nu kan jeg hver tirsdag og onsdag sidde i min sofa og peje på fjernsynet, for det er jo faktisk min storebror..

Brian er typen som har meget stuktur på sit liv, mange retningslinjer, rutiner men ikke nødvendigvis altid orden. For det er lillesøster som ordner det.. I den første tid efter Brian var flyttet hjemmefra, ringede han når det rene tøj var ved at slippe op, “Helle kommer du ikke på besøg..” Jeg har også stået i Føtex og rodet i strømperne for at finde ~40 par ens sorte sokker i samme størrelse, for så behøver han ikke lægge sammen og først vaske strømper når der ikke er flere.. For det er et ægte Brian-koncept. I første afsnit af Singelliv, ser man Brian handle i sin elskede Netto. Fortælle om hvordan man altid skal have en kurv, for så kan det altid være i hans rygsæk på vej hjem. Alligevel kører han med pose på styret, men det er en anden historie. Brian fortæller om sin kærlighed i folkeskolen, Tina Leth. Og ja, de skrev breve til hinanden, kærestebreve om man vil. Efter folkeskolen holdte de stadig kontakten, og da jeg kom på Sunds skole og i klasse med lillebroderen til Tina, blev brevene sendt gennem Lars og mig. Fint tapede på bagsiden og foldet så vi ikke kunne læse det, jeg husker det tydeligt..

Som Brian selv fortæller i programmet, var han ikke den mest populære fyr i folkeskolen. Men nok mest fordi han ikke gad, der var andre ting som var mere vigtige, eller mere spændende. Som at knække skolens låse-kode system, så man kunne komme ind i computerrummet før tid blandt andet. Men Brians opførelse på Sunds skole gjorde at han blev husket!

Da jeg startede der nogle år senere var jeg ikke “Helle, 7.b”, nej jeg var “Brians Nørremarks lillesøster”, og dette kaldte de ældre elever mig tror flere af dem aldrig lærte mit navn. Dette betød blandt andet at jeg blev smidt bag i køen ved skoleboden og frataget min computer i computerrummet i pauserne, men sikkert også flere andre ting, som jeg dog har fortrængt.. På det tidspunkt var jeg ikke altid glad for at være “Brians Nørremarks lillesøster”, ønskede mig en storebror som alle andre så jeg kunne være “Helle, 7.b”.

I dag, er jeg nok mere “Helle, Cocio-mamma’en på Queens”, men også lillesøsteren der blærer sig rigtig gammeldags når hendes storebror er i avisen, fjernsynet eller bare har lavet noget sejt.. Jeg viser avisen, Woman-bladet frem, jeg havde inviteret veninder på besøg for at se første afsnit af Singelliv, for “Hey, det er min storebror!”

I andet afsnit af Singelliv er Brian på besøg hos Mette.. Mette er Brians gode veninde, som inde i mit hoved hedder HC-Mette. Slet ikke fordi hun har HC eller var i risiko, men fordi hun var på Righospitalet den dag vi fik vores svar på gentestene og fordi hun har været med til “Rundt om HC”. Jeg ved, at der snart kommer et afsnit, hvor Mette og Brian taler HC.

Brian og Mette skal ud og ride på Mettes to heste, og vi når faktisk kun at se de gør hestene klar til denne ridetur. Imens taler de om kærester og hvor håbløs Brian egentlig er.. For som han selv siger i trailerne “Jeg er håbløs til at flirte!”

Det er lidt sjovt hvor Mette så kommer med et forslag om hvad Brian skal skrive til trunterne, (som piger hedder i hans ordforråd, en overgang var det også kællinger, men heldigvis ikke længere!) for at de ville svare tilbage. Resultatet var “Hej Trunte, Hilsen Brian”.. Med den bemærkning vil jeg gerne vende tilbage til det første afsnit hvor Brian fortæller om sit arbejde, han begynder troligt at fortælle og det lyder kedeligt, meget, og så spoler de i hans monolog frem til slutningen.. Lidt som hvis man spolede i hans brev til trunterne, for der skal stå så mange ting. De mange ting som er vigtige i Brians liv, men det må ikke fylde noget og det må ikke lyde kedelige.

Men jeg kan fortælle jer Brian er langt fra kedelig. Brian er ham der fortæller sjove ting, rigtig mange gange til de bliver latterlige og nærmest forbudt ved familiemiddage i Ilskov…