Egentligt har jeg aldrig rigtigt kendt min morfar. Min mor og hendes forældre har haft deres op- og nedture, hvilket gjorde, at jeg først blev præsenteret for min morfar og mormor omkring 4./5. klasse. Jeg kunne da godt se, at Morfar næppe var rask, men jeg tillagde det ingen nævneværdig betydning; han var jo heller ikke helt ung mere.
Den 10. maj 1998 er en af de dage, jeg næppe kommer til at forstå. Det var Mors dag, og som altid skulle vi besøge Bedste, min farmor, og give hende en blomst i anledning af dagen. Min mor blev spurgt om hun ville med – jeg bemærkede godt, at hun ikke ligefrem var glad – men med ville hun ikke. Efter besøget hos Bedste kom vi hjem til et tomt hus. Mors bil var ikke hjemme, men det fandt jeg ikke underligt, hun var jo nok kørt ind til mormor; det var jo Mors dag.
Aftensmaden, hjembragt fra den nærmeste grillbar, blev for mors vedkommende kold – hun var fortsat ikke kommet. Min søster, Helle, og jeg gik i seng, og snart gik Far samme vej. Der var fortsat ingen Mor.
Pludselig gik gik døren op, og Mor kom ind i huset – hun lød noget usikker på sine ben, idet hun gik på toilettet. Måske hun havde fået en pilsner eller to med naboerne? Det var der jo sådan set intet ondt i.
Mor fik sig med stort besvær kæmpet i seng, men havde åbenbart ikke magtet at tage al sit tøj af. Far blev mistænkelig, urolig, stod op af sengen og begyndte at undersøge tingene nærmere. Bilen viste sig at være parkeret skævt i indkørslen, og dens indre, såvel som Mors aflagte tøj, var for en stor dels vedkommende oversmurt med en hvid klæbrig masse.
Hvis man ikke allerede var bekymret, så blev man det nu.
Jeg lå fortsat i min seng, og hørte Far spørge Mor, om hvor hun havde været, hvad hun havde lavet, og hvad der var galt. Men Mor var døsig, nærmest bevidstløs, og umulig at føre en samtale med. Far besluttede sig for at køre Mor på skadestuen, og arbejdede på at løfte hende op af sengen og ud i sin bil. Jeg står op af sengen, og mens Far slæber Mor afsted ud af huset, når han at råbe til mig:
”Brian, du tager dig af Helle!” På dette tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der var sket og hvorfor. I dag står det klart, at Mor var ganske alvorligt deprimeret, og på ét eller andet tidspunkt i løbet af eftermiddagen eller aftenen har hun sat sig i bilen, erhvervet sig nogle smertestillende piller og kørt et ukendt sted hen.
På dette ukendte sted har Mor indtaget størstedelen af de 500 smertestillende piller ved hjælp af noget væske – alene mængden af piller antyder, at dette har taget ganske lang tid. Efterfølgende har Mor kørt bilen hjem igen under stærk påvirkning af pillerne, og undervejs må hun have kastet op gentagne gange og haft store problemer med at styre bilen.
Mor blev i hastigt tempo kørt til skadestuen, kom til udpumpning, overlevede og blev udskrevet nogle dage senere. Jeg besøgte ikke Mor på sygehuset, og efter hendes udskrivelse talte vi ikke sammen, hvilket vi til dato endnu ikke har gjort.
Få dage efter søgte Far om skilsmisse og fuld forældremyndighed over Helle og jeg og efter måneders tovtrækkeri i retten blev det sådan. Mine forældre blev skilt og forældremyndigheden gik til Far.
Skal jeg pege på én enkeltstående begivenhed i mit liv, som gjorde mig voksen, så ville valget uden tvivl falde på denne. Jeg kommer aldrig til at forstå min mors handlinger den søndag i 1998, og der skulle gå 7 år, inden jeg fik vished om den bagvedliggende årsag.
Sandhedens time Kort efter Helles 18 års fødselsdag i 2005 ringede hendes telefon – det var Mor, de havde gennem årene haft en smule kontakt, men det var ikke blot for at sige tillykke med fødselsdagen hun ringede.
Mor fortalte Helle, at Morfar nogle år tidligere var død af Huntingtons Chorea (HC). Sygdommen var arvelig, hun havde den selv og Helle derfor også kunne have arvet den.
Det kan virke besynderligt, at Mor sådan vælger at ringe til Helle med beskeden på en tilsyneladende tilfældig dag. Dagen var dog alt andet end tilfældig. I Danmark kan intet menneske blive testet for HC før vedkommende fylder 18. Mine forældre havde tilsyneladende en aftale om ikke at fortælle om HC før både Helle og jeg var 18. Vi fik derfor først kendskab til sygdommen som helhed og vores status som risikopersoner, da den sidste fyldte 18.
Mors viden om sin status som genbærer af HC fik hun ved gentest i 1993, hvor mine forældre tog på Rigshospitalet, mens Helle og jeg blev passet hos nogle venner. Jeg husker udmærket weekenden, men formålet kendte jeg ikke.
Når der skulle gå 12 år inden min status som risikoperson blev kendt for mig, så skyldes det, ifølge mine forældre, at man ved mors gentest blev rådet til ikke at fortælle noget medmindre vi begyndte at udvise symptomer. Personligt har jeg svært ved at tro at dette var rådgivningen, som den blev givet på Rigshospitalet. Det gør mig naturligvis ked af det, men som tiden går, har jeg lært at acceptere dette som en af de ting, jeg alligevel ikke kan ændre.
Øjeblikket efter at Helle fik vished om hendes status som risikoperson, ringede hun til Far. Dels for at høre hvad HC var, men jeg gætter på, at hun også gerne ville have bekræftet at det udsagn, hun havde fra Mor var pålideligt – det var jo trods alt tydeligt at hun ikke altid var rask.
Jeg var ret engageret i et valg til Folketinget via et ungdomsparti, da jeg selv fik kendskab til min status som risikoperson. Overraskende nok, så forholdt jeg mig meget pragmatisk til specielt to spørgsmål: Hvad er HC? Hvordan bliver man testet?
Naturligvis skal jeg testes Der har for mig aldrig rigtigt været et ”Hvis jeg skal testes” – fra det øjeblik jeg fik at vide jeg var i risikogruppen havde jeg 50 % chance for aldrig mere at skulle tænke på HC, og den chance har jeg aldrig været i tvivl om at jeg ville tage.
Næppe var der gået mere end to timer, inden jeg havde dannet mig et overblik over hvad min nye status betød for mig. Hjælp til at danne dette overblik fik jeg fra patientforeningens hjemmeside i kombination med Google – et fantastisk godt værktøj. Jeg tog ret hurtigt kontakt til Landsforeningen mod Huntingtons Chorea (LHC) formand, Sven Asger Sørensen, og forhørte mig nærmere omkring det at blive testet.
Den næste morgen befandt jeg mig i telefonkøen hos min praktiserende læge. Jeg ville have en henvisning til Afdeling for Medicinsk Genetik på Rigshospitalet. Jeg vidste godt, at man også kunne blive testet i bl.a. Århus, men jeg var nået frem til, at hvis denne sygdom var så sjælden som den var, så ville jeg sove bedst ved at landets førende hospital indenfor sygdommen havde styr på mig.
Mit første møde med sundhedsvæsnet var alt andet end godt. Hos min praktiserende læge måtte jeg stave til stedet, jeg ønskede henvisning til, og alligevel lykkedes det dem at sende papirene det forkerte sted hen. Det lærte mig, at man kommer meget længere i specielt sundhedsvæsnet, hvis man selv tager ansvar og følger op på at aftaler efterleves. Siden har jeg ikke oplevet problemer.
Da min henvisning først endte det rigtige sted, blev jeg mødt med venlighed, professionalisme og fleksibilitet. Det var helt tydeligt, at disse mennesker vidste hvad de havde med at gøre.
Den danske test-procedure er tre-delt og initieret af en henvisning fra egen læge. Efter henvisning indkaldes man til en samtale omkring HC, hvor en læge fortæller, hvad det hele handler om. Man får mulighed for at stille spørgsmål til de mere eksotiske ting omkring sygdommen, men jeg var kun uafklaret på ét punkt: Gør det ondt, når symptomerne sætter ind?
Som afslutning på den indledende samtale aflægger man en blodprøve, og så går man ellers hjem og venter. Man venter fordi reglerne siger, at der skal gå én måned fra den indledende samtale til prøven kan sendes til test. Det er meget forskelligt, hvornår man beder om at få sin blodprøve sendt til test – nogle vender aldrig tilbage – personligt ringede jeg efter præcis én måned og præcis klokken 08:00, hvor afdelingen åbnede.
Sidste trin er naturligvis overlevering af det endelige testresultat – man bliver endnu en gang spurgt, om man ønsker at kende sin sande status – og svaret gives ret tørt, så man ikke misforstår noget. Til overlevering af testresultatet forlanges det, at man medbringer en pårørende, hvilket i og for sig er fornuftigt nok.
Helle og jeg fik vores testresultat samme dag, men ikke sammen – jeg havde medbragt min bedste ven, Mette, mens Helle medbragte Far og hans kæreste. Jeg var først, vi tager plads, overlægen spørger, om jeg ønsker svaret, hvilket jeg gjorde, og så…
”Du har genet!” Normalt ville flere tusinde tanker nok flyve gennem hovedet på én i netop det sekund, man får besked om noget så frygteligt. For mit vedkommende var der kun én: ”Det vidste jeg godt”, og det var det første, jeg fik sagt.
Efter nogle små praktiske aftaler omkring opfølgning og så videre, gik Mette og jeg tilbage til venteværelset. Oplevelsen af at komme ud i venteværelset, det at se andre syge uagtet at ingen af dem havde HC, er uden tvivl det værste, jeg har oplevet i mit liv. Det var, som om der blev sat lighedstegn mellem de personer, som knapt vidste hvor de befandt sig og mig, og det blev for meget.
Mette og jeg græd ved hinandens skuldre, og indeni mig selv kunne jeg mærke, at jeg var i gang med at redefinere mine personlige værdigrundlag og min fremtid. Kort efter kom Helle med hendes testresultat, hun havde ikke genet, men jeg må sandt at sige indrømme, at mit fokus mest var på mig selv.
Når min eneste tanke var, at jeg allerede vidste jeg var genbærer, så er det naturligvis ikke, fordi jeg faktisk havde kendskab til det, men fordi jeg inderst inde havde forberedt mig på det værste. Jeg er systematisk af natur og tænker, før jeg handler, så jeg havde naturligvis allerede gjort mig nogle tanker om hvordan og hvorledes, hvis det værste skulle gå hen at ske.
På trods af at dagen var en af de værste dage i mit liv, så markerede den alligevel begyndelsen på en ny og bedre periode. Oveni alle tankerne omkring testen og min status som risikoperson havde jeg fået et nyt arbejde, og var så småt ved at få gang i tilværelsen efter endt værnepligtstid.
Det pludselig at have noget konkret at forholde mig til – at jeg har dette mystiske gen – gjorde, at jeg langsomt kunne begynde at fortælle om HC i langt større grad end tidligere. Fra en dæmpet samtale i et hjørne med en kollega blev det nu noget, vi til tider kunne tale om i grupper, og som alle principielt vidste. Åbenhed blev mit våben mod HC.
Hvad så med kærligheden? Umiddelbart inden svaret på min test mødte jeg en sød pige. Jeg var fra starten af åben omkring min situation, uagtet at jeg ikke kunne vide hvilket resultat jeg ville få. Hun havde stor forståelse for min situation, og jeg vidste, at hun ville bakke mig op uanset udfaldet.
HC er på ingen måde en sygdom, som kun rammer mig; det rammer også mine kære i form af kæreste/kone, familie, venner og kolleger, så det er vigtigt for mig, at jo mere berørt man er, jo mere engagerer man sig.
Det blev til ufatteligt mange timers snak omkring fremtiden, og den situation vi stod i. Mange af emnerne kan måske virke utroligt langsigtet, men når man statistisk set er ringere stillet end gennemsnittet, så får det betydning at få fortalt, hvad ens mening er til tingene, mens man kan.
Et meget stort emne var naturligvis børn. Intet ville glæde mig mere på denne jord end at se en lille Brian rende rundt. Omvendt må jeg også konstatere, at det er, om end ikke umuligt, så forbundet med nogle udfordringer.
Som udgangspunkt stopper HC ved mig – der er ingen grund til at sætte børn i verden, som skal lide samme skæbne som jeg selv. Givet min status som genbærer af HC, så efterlader det mig med 6 muligheder indenfor børneområdet:
- Jeg kan med en kvinde lave et barn på ganske normal vis og i 10. uge få fostret undersøgt for HC. Såfremt barnet har HC, ville mit ønske være en abort.
- Ægsortering, eller reagensglasbefrugtning, som det kendes for par, som har problemer med at få børn, er også en mulighed. Til forskel fra den almindelige metode ville det befrugtede æg skulle testes for HC, inden det opsættes i kvinden.
- En sæddonor kunne også komme på tale, da ægsortering/screening ikke har så god successrate, og jeg er helt sikker på, at jeg kan elske et barn uagtet om jeg er biologisk far til det eller ej.
- Adoption er ligeledes oplagt, da der er mange børn i verden, som mangler et godt og trygt hjem. Hvorvidt en partner og jeg ville kunne adoptere med min status, ved jeg dog ikke.
- Hvis fremtiden medfører at min partner ikke ønsker børn, så ville jeg, i øvrigt uanset om jeg var genbærer eller ej, være villig til at acceptere ikke at få børn. Børn er et privilegium som kræver 100% engagement, ikke en menneskeret.
- Fremtiden kunne også bringe mig sammen med en kvinde, som allerede havde børn – i det tilfælde ville jeg overveje, om det var besværet værd selv at få børn.
Et barn på normal vis og abort, såfremt barnet har HC er problematisk af to årsager: En abort er at tage noget fra en kvinde, som hun instinktivt værdsætter meget højt, og der er fare for en psykologisk reaktion, som ikke kan ignoreres. Ydermere så er det kvinden, og ene og alene kvinden, som bestemmer over fostret – der er en potentiel risiko for, at kvinden måtte ønske at beholde barnet – i den situation ville jeg intet kunne gøre.
Bivirkningerne ved ægsortering er en nødvendig del af overvejelserne. Kvinden skal modtage mange hormonkure, som efter sigende ikke skulle være behagelige. Endelig er der det potentielle nederlag ved et fejlslagent forsøg, eller at intet forsøg bærer frugt at tage hensyn til.
Mit udgangspunkt er, at HC ikke begrænser mig i noget som helst på nuværende tidspunkt. Det eneste man med rimelighed kan sige, jeg er forhindret i er at blive sæddonor, og det havde jeg nok alligevel ikke tænkt mig at blive. Men i forhold til størstedelen af befolkningen, så er jeg dog nødt til at handle anderledes, end andre måske ville have gjort: måske arbejde lidt hårdere – men intet er umuligt!
Opfølgning på Rigshospitalet En gang om året er jeg til opfølgningssamtale på Rigshospitalet. Vores aftale er, at de inviterer mig en gang årligt, og såfremt jeg ikke har brug for samtalen, kan jeg ringe og sige nej tak. Indtil videre har jeg gjort brug af disse samtaler, men det har føltes lidt som tidsspilde – jeg ser det dog som en god måde at blive bekræftet i, at jeg fortsat ingen symptomer har.
Et vigtigt element i min bearbejdning af HC har været at få svaret på – Hvorfor har jeg HC? I begyndelsen brugte jeg følgende forklaring: ”Hvis man har en million terninger man kaster med uendeligt længe, så vil de alle på et tidspunkt være seksere. Derfor har jeg HC.” Efterhånden som jeg nåede længere i min bearbejdning, var denne statistiske tilgang dog ikke nok - jeg måtte have noget mere konkret.
Man får HC, hvis et bestemt gen overstiger en vis længde, dette kaldes repeat-tallet, og er det gentesten udføres for. Under en opfølgningssamtale bad jeg om at kende mit repeattal – lægen var ikke meget for at give det af frygt for overtolkning af dets betydning. Jeg fik dog overbevist ham om, at det for en systematisk mand som mig er vigtigt at have en forklaring, og det står som en af de vigtige ting, som har hjulpet mig videre.
Når man ankommer til Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, henvender man sig som alle andre steder i receptionen. De noterer sig, at man er ankommet, og man bliver bedt om at sætte sig i venteværelset. Da jeg kom til opfølgning første gang efter testen, var jeg afklaret: Jeg ønskede ikke at komme ind i venteværelset, der er ganske enkelt for mange dårlige indtryk derinde.
Personalet på Hukommelsesklinikken accepterer det heldigvis, så jeg får lov enten at stå på gangen eller at gå en tur udenfor og først komme tilbage i sidste øjeblik. Efterfølgende har jeg været ”ham som ikke kan lide venteværelset”.
Indholdet af opfølgningssamtalerne er typisk en kort status på, hvordan jeg har det, og hvad der i givet fald kan hjælpe mig til at have det bedre. Det er mit indtryk, at det tillægges ret stor prioritet at hjælpe mennesker som mig. Indtil videre har det bragt mig til neuropsykolog og juridisk rådgivning.
Neuropsykologisk test En neuropsykologisk test er i grove træk en stor IQ-test, hvor hele hjernen sættes på prøve gennem en lang række øvelser i stil med ”Rød er for grøn hvad stå er for …” (gå), ”Byg et hus af disse klodser”, ”Hvilket nummer ser du på denne tegning”, ”Sig alle de navneord du kan med S”.
Testen ender med et resultat, som kan bruges til bedømmelse af hvor fremskreden HC er, såfremt den er i udbrud.
Min neuropsykologiske test var intet mindre end hamrende underholdende. Det var rigtigt skægt at sidde og lege med figurer, løse opgaver og kaste rundt med ordene, og resultatet var da også, at jeg ikke har noget at frygte i mindst 5 år.
Inderst inde vidste jeg godt at jeg ingen symptomer havde, og at jeg nok skulle klare testen godt – men hvorfor tog jeg den så? På de grå dage er alt ret gråt og man har tendens til måske at føle symptomer som ikke eksisterer. Den neuropsykologiske test fylder energi på mig til at modstå de grå dage, for nu har jeg en læges for at der vitterligt intet er galt med mig, og at jeg har mange gode år tilbage.
”Når jeg siger til…” Tanker omkring fremtiden er noget, jeg altid har gjort mig. Særligt i perioden før og efter testen blev der virkelig gjort mange tanker, og blev ting vendt på kryds og tværs. Det største emne var: Hvordan sikrer jeg mig, at det går værdigt til, hvis det værste skulle ske?
Spørgsmålet er aktuelt for alle, for vi risikerer jo alle at blive alvorligt syge i morgen, men jeg stod i en situation med en akut risiko, hvilket satte tankerne i gang.
Systematisk som jeg er, så udtænkte jeg en snedig plan, hvor nogle særligt udvalgte af mine kære fik en speciel kuvert, som kun måtte åbnes i tre tilfælde:
- Hvis jeg selv sagde til.
- Hvis de skønnede, at tiden var inde.
- Hvis jeg var død.
Jeg ønskede en værdig død ved hjælp af aktiv dødshjælp, men var usikker på hvilke muligheder, jeg havde i den retning, da jeg vidste, at det var ulovligt i Danmark.
En opfølgningssamtale bragte mig til juridisk rådgivning på Rigshospitalet, hvor jeg skitserede min idé.
Øjeblikkeligt blev jeg rådet til at undlade at lave kuverten, da det hurtigt ville kunne give flere problemer, end det ville gavne. Først og fremmest fordi aktiv dødshjælp er ulovligt, og hvis situationen skulle opstå, ville brevet kunne bruges mod mine kære, og dermed have en yderst skadelig effekt.
Samtidigt kunne man også diskutere det rimelige i at pålægge sine kære denne type ordre, og enden blev, at jeg droppede idéen.
Ved rådgivningen blev jeg forelagt mulighederne for selv at bestemme i den sidste tid, et såkaldt plejetestamente, hvori man nedskriver ønsker til pleje på de sidste dage, som træder i kraft hvis man selv er ude af stand til at give udtryk for dem.
Rådgivningen var jeg som sådan tilfreds med - jeg fik hvad jeg kom efter, men ideologisk set er jeg skuffet over, at man kan have et samfund, hvor den personlige frihed vægtes så højt og alligevel må ingen selv vælge, hvornår det skal være slut.
Vi taler i mit tilfælde ikke blot om, at jeg ønsker at dø, bare fordi en dag var meget grå, men der kommer en dag, hvor jeg ikke selv karakteriserer mit liv som værdigt. Fra denne dag venter jeg blot på at dø. Mit ønske er at forkorte denne ventetid.
Flere grå skyer end ellers Mit stempel som genbærer af HC er naturligvis ikke uden betydning for mit liv og min hverdag. Jeg må erkende, at det emotionelt set betyder at der er flere grå dage end ellers, og nok også at de er mere grå end gennemsnittet.
Styrken af mit personlige netværk har haft enorm høj prioritet. Det er sket i erkendelse af, at jeg både nu og på sigt har brug for et stærkt netværk, som på alle punkter kan støtte mig. Et netværk som kan samle mig op, når humøret falder eller allerbedst, helt forhindre faldet.
Uanset hvor stærkt et netværk man har, så kan alle få brug for en professionel at tale med i ny og næ. I starten var jeg meget afvisende overfor at tale med en psykolog, for jeg har altid haft den holdning, at psykologi og grå tanker kunne man fikse ved bare at tage sig sammen. Dette gælder langt hen ad vejen, men den endegyldige sandhed er det ikke.
Jeg har fået mig en psykolog, som jeg har en samtale med cirka en gang om måneden – ikke fordi jeg er på randen af sammenbrud, men fordi jeg føler det hjælper og hjælp skal man aldrig sige nej til. Samtalerne går ikke nødvendigvis om HC, men alt mellem himmel og jord. Skulle jeg vælge, så havde jeg helst de dybeste sorte tanker i samtale med psykologen og de glade lyse tanker med mine kære.
Kæmp for alt hvad du har kært Overordnet set så synes jeg, når jeg skal være bundærlig, at HC har gjort mig til et bedre menneske. Det fik mig til at overveje en enorm masse ting på det rigtige tidspunkt i mit liv, og fik mig til at tænke over de store linier, som virkelig betyder noget. Tidligere var jeg enormt fokuseret på detaljen, og kæmpede enhver kamp mod uretfærdighed alene for kampens skyld. Nu kæmper jeg de kampe, som har betydning, men til gengæld med endnu større kraft end tidligere.
Fra tidligere at være dybt engageret i ungdomspolitik og vant til at have en holdning til det meste, kæmper jeg nu mere for enkeltsager. Særligt etiske spørgsmål som aktiv dødshjælp, værdighed i omsorgssektoren og retten til at leve, som man ønsker, betyder meget for mig.
Min historie er et godt eksempel på hvor galt det går når løgn og lukkethed sættes istedet for en ærlig dialog. Der er i min familie tiet så meget om HC, at jeg nærmest automatisk besluttede at det måtte høre op. I forhold til traditionen i min familie er jeg derfor åben i hidtil uset grad.
Næppe havde jeg fået svaret på min gentest, før jeg begyndte at engagere mig i arbejdet i patientforeningens arbejde – til efteråret er jeg medarrangør af et weekendseminar for unge mennesker om HC i LHC-regi. Mit navn står på flere læserbreve om de mærkesager jeg kæmper for. Denne tekst er også et produkt af min åbenhed og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg gerne ville medvirke, da jeg fik tilbudet.
Jeg deltager i en dokumentarserie om singleliv i Danmark, og selvom HC ikke er omdrejningspunktet, så slipper man ikke for at medtage HC-dimensionen, når min historie skal fortælles.
Netop det at fortælle min historie er vigtigt for mig, jeg gør det gerne til alle, som vil lytte, med det formål at udbrede kendskabet til HC, og mange giver udtryk for, at de synes, det er stærkt, at jeg tør. Svaret er, at jeg ikke tør lade være. At fortælle er min måde at bearbejde tingene på, og at det bliver værdsat, at jeg gør det er et fantastisk biprodukt.
Hvad så med Mor? Når jeg ser tilbage, så er der ingen tvivl om, at Mor er dømt alt for hårdt, ved at jeg har slået hånden af hende. Man kan måske diskutere om jeg, med den viden jeg havde, kunne have reageret meget anderledes; det mener jeg ikke, men fakta er, at hun har såret mig så dybt, at vi ingen kontakt har.
For nogle år siden modtog jeg breve fra Mor, hvori hun skrev at hun elskede mig, at hun ønskede at se mig igen og så videre. Dengang bad jeg hende holde sig på afstand, så ville jeg muligvis hvis jeg følte for det på et senere tidspunkt tage kontakt til hende igen.
Den tid er nok ved at være kommet.
Mor er i dag meget medtaget af HC, det er der ingen tvivl om, og hun holder næppe evigt. Mit mål og ønske for 2007 er derfor på én eller anden måde at genoptage kontakten til hende. Noget rigtigt mor/søn-forhold bliver der dog slet ikke tale om, og jeg går ikke bare over og ringer på døren, selvom hun bor nogle få hundrede meter fra mig.
Et realistisk bud på en kontakt mellem Mor og jeg er pr. brev. Jeg ved dog ikke, om hun overhovedet kan læse og skrive mere, men hvis ikke må hun få hjælp, når det en gang bliver aktuelt.
At tilgive er en utrolig svær disciplin. Det tager kun 5 sekunder at stikke en kniv dybt ind i sjælen, men det kan tage mange år om at heles – hvis det overhovedet kan heles. Tilgivelse er traditionelt set noget, jeg har haft meget svært ved at give: jeg har dog aldrig været i tvivl om, at hvis jeg fik tilstrækkelig med tid, så ville jeg kunne tilgive Mor.
Hun er jo trods alt min mor.