Dagens rejseplan:

Det er en vandremæssig let dag, præcis som gårsdagen. Vi kommer over små højderygge, over småklipper, gennem smådale, kløfter og store plateauer inden den sidste hårde stigning op til Barafu 4.600 meters højde. I alt tager turen 3-5 timer. Lejren ligger øde og barskt på et fremspring. Barafu betyder sne, men det er adskillige årtier siden, der sidst var permanent sne i Barafu, om overhovedet nogensinde. Går man et lille stykke, kommer det meget smukke bjerg (og Kilimanjaros næsthøjeste top) Mawenzi 5.149 meter til syne med sine takkede og vilde klippespidser. Desuden ses Marangu-ruten og vores vej mod toppen af Kilimanjaro med Stella Point som højeste udsyns-top. Eftermiddagen er til fri disposition og hvil. Nogle vil være anspændt inden topforsøget. Aftensmad omkring 16:30 for at sikre et godt hvil.