Dagens rejseplan:

Kort efter 23:00 bliver vi vækket, med te og lidt morgenmad samt frisk drikkevand og en lille madpakke. Det er ubetinget turens klimaks og hårdeste tørn. Det er en drøj omgang at nå toppen af Afrikas højeste bjerg og vi skal beregne en dag på mellem 10 og 15 timer foran os.

Første del af opstigningen går relativt let opad. Efter en lille times vandring stejler det til og flere højdemeter vindes. Det er mørkt og kan være koldt. Vi går i pandelampens skær og tænker mest på hvor smuk solopgangen fra Stella Point mon er. Efter ca. 6 timers stejl vandring kommer vi til kraterkanten og Stella Point i 5.700 meters højde. Først føles man træt, men ved ankomsten til kraterkanten kommer der fornyet kræfter, og den sidste times vandring til Afrikas højeste top 5.895 meter er i den forbindelse småting. Det går ad en smuk bred grat med udsigter i verdensklasse til selve krateret, Afrikas store savannelandskab og ikke mindst de store isklipper, der ligger ved Northern- og Southern Icefield, samt Rebman gletcheren. Selve toppen er markeret med et stort skilt. Alt afhængig af tiden og vejret bliver vi 15-20 minutter på toppen, inden vi begynder nedstigningen til Stella Point og derefter 2 timer ned til Barafu hytten. Her tager vi et velfortjent hvil, inden det går ned af den nyrenoverede Mweka-sti. Første del er hård, da vi er trætte i benene, men vandringen er let. Vi kommer hurtigt ned under 4.000 meters højde.

Derefter kommer der skov igen og efter 1½ time ser vi Upper Mweka Camp beliggende i en busket cypres-skov. Vi hviler lidt og fortsætter endnu en times gang ned til den herlige lejrplads ved Mweka i 3.100 meters højde. Her ligger teltpladserne spredt i skoven, hvor der er masser af fugle. Vi skriver os ind i nationalparkbogen og får mulighed for at købe øl og vand.

Alt i alt en af de hårdeste vandredage man kan opleve – men også en af de mest oplevelsesrige og hårde.