Dagens rejseplan, gældende 14-16. juli:
Serengeti reservatet kaldes blandt masaierne ”den store åbne plads” – og er måske Verdens bedste område for storvildt! Dette enorme reservat består af 14.763 kvadratkilometer savanne (og går mod nord over i den lige så velkendte Masai Mara i Kenya), der er levested for kæmpeflokke af Gnuer, Zebraer, antiloper, Ko-antiloper og Topier. Årligt begiver over 2 millioner græsædende dyr (75% Gnuer) sig på vandring i søgen efter græs – en farefuld færd på omkring 800 kilometer årligt. I den korte tørtid i december-februar findes flokkene i Serengetis sydlige del, hvor de har kælvet. Når græsset efterhånden visner (og er ”gnavet til bunds” af de store mængder dyr) vandrer skarerne i maj til september mod nord – gamle og unge i én enorm karavane på en rejse fyldt med farer! . Denne overflod af føde følges af Serengetis mange Løver - samt af Geparder, der udnytter vidderne til hurtigt sprint for at fange byttet. De sidste rester af ådslerne er hurtigt borte, når Hyæner, Sjakaler, gribbe og ørne har været på færde. Også Leopard er almindelig her, men langt sværere at se – det sker dog oftere end andre steder i Afrika, at den plettede kat opdages som en ang hale, der hænger ned fra et træ. Et ekstra bonus er de 535 arter fugle, der er opført på områdets liste.