Der er vist efterhånden ingen tvivl om at Northern Rock har endog store problemer, og problemernes art gør, at de forstærker sig selv. At den britiske regering nu de facto har overtaget banken ved at garantere for samtlige dens indlån understreger med al tydelighed, at det ikke bare er et spørgsmål om at nøglen til pengeskabet har forputtet sig.
Northern Rock etablerede sig ved årsskiftet i Danmark, netop for at skaffe likviditet til øget vækst i England, og de nåede at få skrabet de 2 mia. forventede kroner sammen hurtigere end forventet. Mon ikke nogen af dem er blevet hævet efterfølgende?
Basalt set er der dog ingen grund til at hæve sine penge fra Northern Rock, når blot man holder sig under de 300.000 kroner som Garantifonden garanterer, så er man sikret pengene hvis banken skulle lukke.
Så er det jeg spørger: Nogen som vil være med til at redde en bank?
I dag har jeg oprettet en konto hos Northern Rock og overført hvad jeg kan undvære. Disse penge kan de bruge som kompensation for de mange englændere som står i kø og hæver deres penge. Årsagen til de selvforstærkende problemer for banken er netop, at de udover at mangle likviditet i forvejen også har mistet omkring 8% af de indlån de så havde. Ydermere, når jeg sætter 100 kroner ind, så får de ekstra glæde af dem som følge af en faldende kurs på det engelske pund.
Hermed er opfordringen til at oprette en konto hos Northern Rock og indsætte hvad I kan undvære givet videre. Betragt det som en slags ulandsbistand - I får bare renter, og løber ingen risiko. Eneste hage er, at der skal stå mindst 5000 kroner på kontoen for at der optjenes renter.
Men hvorfor? Ja, hvorfor egentligt. Mit hjerte og hjerne siger, at der må ske noget for at bremse den spiral som økonomierne har fået sparket sig selv ind i, og naturligvis er jeg ikke selv direkte berørt, men en verden hvor banker kan krakke er ikke en verden man sover godt i.