Min frisør, som jeg har brugt gennem rigtigt mange år er død. Og hvorfor skriver jeg om det? Jo, med undtagelse af Bedste og Bedstefar, så har døden endnu ikke spillet en synderlig stor rolle i mit liv, men det slog mig at døden unægteligt vil få en større rolle jo ældre man bliver.
Venner, familie og andre man omgiver sig med har, ganske som en selv, en naturlig evne til at blive ældre som dagene går, og ultimativt fører alder jo til død. Inden det går så vidt fører de forhåbentligt også både fødselsdage, bryllup(per), barnedåb, årsdage, jubilæer og meget andet med sig.
Døden som begivenhed i livet er blevet mere anerkendt, hvor det tidligere blot var afslutningen. Jeg læste en artikel i løbet af sidste uge om, at det nu er blevet almindeligt at tage billeder til begravelser, noget som tidligere var nærmest uset.
Dødens status som noget naturligt har også indfundet sig på sygehusene, hvor det er muligt at sige til de stakkels hårdtarbejdende læger at man ikke ønsker livsforlængende behandling.
Uanset hvor naturlig døden bliver må den dog ikke blive et mål i sig selv, det vigtigt må først og fremmest være det man fylder ind i livet.
Tag lige og fyld noget godt i jeres liv i dag, det har en kedelig tendens til at være slut før man aner det.
Og nu slut på morgen-lommefilosofien herfra…