I mine unge dage var konceptet omkring pennevenner enormt udbredt. Mange havde venner i fjerne egne de skrev med, ofte havde de aldrig mødt disse mennesker, men alligevel kendte de hinandens inderste tanker.
Det var ikke noget for mig, jeg havde meget andet at gå op i.
Mediet for skriverierne har i dag for en stor dels vedkommende ændret sig, nu trykker man på en knap og så er brevet på den anden side af jorden. Tidligere søgte man pennevenner i diverse blade, i dag findes de på sociale netværk som Facebook, Teenage-børsen og meget andet…
Jeg må også indrømme at det ligeledes har ændret sig for mig. Jeg skriver jævnligt, faktisk ikke så ofte som jeg gerne ville, med et par personer som reelt ér pennevenner og -veninder i den gammeldags forstand.
Men hvorfor? Først og fremmest er tilgængeligheden væsentlig, men jeg må indrømme at et håndskrevet brev har sin charme, stil og betydning, det har gjort det meget nemmere.
Dernæst er nettet generelt en måde at finde personer som i ét eller andet omfang er ligesindede på. Tidligere læste man det samme blad om fingerstrik, som udkom en gang om måneden, nu er det communities om kreative hobbies hvor deadline er hvert sekund.
De personer, I ved selv hvem I er, kunne jeg aldrig undvære. Nogle gange er det bare rart at kunne ‘trykprøve’ hverdagens problemet og udfordringer med en totalt udeforstånde.
Så, nej, dem kunne jeg aldrig undvære.