Først og fremmest, så er jeg som ikke-ryger glad for den effekt Rygeloven har haft, men jeg synes prisen derfor har været høj.
Rygeloven er primært et resultat af en kedelig tendens i samfundsdebatten, nemlig det faktum af flere og flere kræfter bruges på at diskutere hvad man IKKE må, fremfor hvilke friheder man har.
Tag eksempelvis hele diskussionen omkring dommere og tørklæder, i stedet for at diskutere hvor vigtigt det er at offentlige personer afspejler samfundet, stemples en række mennesker som dårligere end andre. Javist, der er kvinder som har fået påtvunget tørklædet, men mit udgangspunkt vil altid være dén som frit har valgt tørklæde; den tvungne må hjælpes på en måde som ikke skader andres muligheder for at gøre hvad de vil.
Et røgfrit diskotek er uden tvivl rart! Men hvad forhindrede at de eksisterede før Rygeloven? Intet! Hvis jeg som selvstændig erhversdrivende ønskede at stifte et røgfrit diskotek og nægte gæsterne at ryge indendørs, så var der inter som forhindrede det. Men hvorfor skete det så ikke? Markedet eksisterede ikke!
Rygeloven begrænser min frihed til at slå mig ned som selvstændig, modsat den tilstand vi havde tidligere, og er af den grund uacceptabel. Udgangspunktet bør altid være den personlige frihed.
Så er der jo Kim Larsen og Himmelblå-fondens nye kampagne i anledning af Rygelovens 1 års fødselsdag. Retorikken er skarp, næsten over grænsen, men det er det overgreb som Rygeloven repræsenterer også: Den kedelige tendens til statslig regulering på områder som hører den private sfære til.
Rygning er skadeligt, og naturligvis skal man i et eller andet respektfuldt omfang forsøge at begrænse det. Mit udgangspunkt er blot, så rygning er mit eget ansvar, og hvis jeg indser at jeg måtte ønske at stoppe kan jeg få hjalp dertil. Men at gøre rygere til et forfulgt folkefærd, ganske som jøderne bar jødestjernen, er forkert!
(Jeg er inkarneret ikke-ryger, men sætter pris på min personlige frihed)