Dette er mere eller mindre historien om mit liv den seneste uge, men også om i hvert fald den kommende uge. Den seneste tid har jeg ikke rigtigt været på toppen, og i mandags kulminerede det med at jeg lovede at gå til lægen tirsdag og blive testet for halsbetændelse, for frisk var jeg hvert fald ikke.

Vel oppe hos lægen er min stemme naturligvis helt til rotterne, men jeg får da forklaret at en test for halsbetændelse nok kunne være en god idé. Som sagt, så gjort. Udover at være skide ubehagelig fordi man skal podes i halsen, så gav testen ikke noget klart svar. Så måtte jeg prikkes i fingeren til en anden test, og gav den mere end 8 var det alligevel halsbetændelse. Jeg scorede 23, da der var afgjort noget galt ;-)

Udstyret med en recept på pencilin gik jeg glad gennem gaderne, for nu skulle jeg lige spise det en dags tid, og så kunne jeg igen komme på arbejde, sådan havde det været sidst jeg fik det. Jeg er generelt ikke meget til smertestillende medikamenter, men tænkte nu alligevel at en omgang panodiler gik man nok heller ikke galt i byen ved at erhverve sig; om end ikke andet, så kom der jo nok en kæreste en gang som kunne spise resten.

Sengen blev straks indtages og fjernsynet tændt, for nu skulle jeg være rask.

Tirsdag gik og det blev onsdag, og det virkede også i perioder til at det gik fremad, men det var ikke rigtigt til at sige om det var pencilin eller et varmt bad som virkede. Jeg var i mellemtiden flyttet hjem til far og Bodil, de har også flere tv-kanaler end jeg har, og mad er ikke så stor en logistisk operation.

Så blev det torsdag, og det blev altså bare ikke bedre. Klokken 17 når jeg loftet for mængden af panodil i en 24 timers periode og beslutter at nu må det være vagtlægen. Det her virkede ikke. Min kropstemperatur var 38,67 men jeg kunne gennemvæde en t-shirt på cirka en halv time.

Vagtlægen beder mig se forbi i Herning. Han begynder at finde sig podesæt frem (for dem som har set set, det er ret karakteristisk), men jeg får forklaret at dét er det hvert fald ikke, den vej har vi prøvet.

Efter en snak med vagthavende på hals-afdelingen i Holstebro får jeg en plan og beskeden om at man mistænker jeg har en byld i halsen. En byld i halsen opstår så vist jeg har læst mig frem til gennem længere tids halsbetændelse, og det skal det nok passe at jeg har haft - jeg har ikke haft ondt, men “lidt” gult snot og tungt hoved er jeg da nok skyldig i. Men, ondt gjorde det ikke, og så er der ingen grund til at gå til lægen.

Fredag indfinder jeg mig i Holstebro indstillet på operation for at tjene både byld, men også mandler, indlæggelse i 1-2 dage samt sygemelding i 7-14 dage. Det var informationer jeg natten inden havde hevet ud af Google; hvor ér det dog et fantastisk værktøj.

Ganske rigtigt, så er det også sådan det går, og jeg bliver opereret om eftermiddagen fredag.

Vel tilbage fra operationen får jeg ganske uventet besøg, en buket blomster og et eksemplar af Illustreret Videnskab.

Mit første måltid stod på blød mad, et begreb jeg nok skal blive træt af de næste uger. Men, så igen, det meste er bedre end at få lavet ravage i nogle sår i halsen.

Det siger måske i øvrigt sig selv, men selvom man er tre på en stue, så er der squ ikke ligefrem Oktoberfest-stemning når alle er opereret i halsen eller næsen.

Efter en overnatning på hospitalet måtte jeg tage hjem. Sara kom og hentede mig, hjalp mig med at finde et apotek og gav mig husly til far hentede mig i Holstebro.

Nu er jeg tilbage i Ilskov og får tiden til at gå med at holde pulsen så lav som mulig. Det som skræmmer mig ved operationen er, at jeg ikke lige kan kigge ned og se om tingene heler korrekt; det skal jeg gå ud fra. Så det er helt sikkert, jeg skal ingen steder som kan forstyre noget.

Og hvordan hænger alt dette så sammen med overskriften? Jo… Der er så megen snak om fedme, vægttab og så videre. Ja, man hører sågar nogle tale on varigt vægttab. Hvem kan give den garanti? “Tab dig 10 kilo varigt” - jeg tør ikke.

Men, det er dog sikkert at de <10 gram som sådan nogle mandler vejer, de må være et varigt vægttab, for de kommer helt sikkert ikke igen.

Tak til alle som har sendt mig tanker, beskeder, mails, gaver og meget andet!