De seneste par uger har det føltes vigtigt at få dette blogindlæg skrevet, men én ting er viljen, det er straks værre faktisk at få det gjort. Ikke så meget fordi jeg ikke kunne prioritere tiden til det, nej, men fordi emnet er ømtåleligt. Det er svært at få skrevet rigtigt, men jeg gør alligevel forsøget.

I sommerferien ringede min telefon en dag mens vi var i Netto. Kort fortalt havde personalet på min mors plejehjem haft ringet til mors side af familien og fortalt, at vores mor næppe har langt igen. Beskeden var nu også nået frem til mig.

Min mor skal dø

Der stod jeg så foran skydedøren til Netto, og fik beskeden om at hendes liv nok snart var slut. Jeg begyndte at græde, og selvom vi ikke har nogle problemer med at vise følelser hjemme hos os, så hører det trods alt til sjældenhederne, at jeg sådan rigtig græder. Drengene gav mig de mest tiltrængte krammere i nyere historie, og jeg fik mig hutlet ind i bilen. I situationer som dén er det (også) rart at være godt gift.

Kort derefter stiller Bettina spørgmålet:

Hvis hun skal dø indenfor nogle dage/et par uger, vil du så ikke se hende inden?

Den ene Brian, som har bygget høje mure rundt om alt der har med hans mor at gøre, ville sige at Huntingtons har smadret vores familie, og at vi alle hver især må få det bedst mulige ud af situationen. Han ville også sige, at det menneske som er på plejehjem ganske vist ligner hans mor, men at der kun er minderne tilbage.

Den anden Brian, som måske nok har store dybe følelsesmæssige ar, ved at hans mor er straffet rigeligt ved at have Huntingtons, at have mistet 20 år af sin søns opvækst og aldrig at have set de børnebørn jeg har leveret.

Kurs mod plejehjemmet

Enden blev, at jeg gerne ville besøge mor. Det ville være første gang jeg frivilligt har set hende i 20 år. I årene der er gået har vores veje af og til krydset hvis vi tilfældigt mødte hinanden i Herning, eller hvis hun i en dårligt medicineret periode dukkede op i rækkehuset i Herning. Det tætteste vi kommer var da jeg påbegyndte et brev til hende, men det blev aldrig skrevet færdig.

HS-bofællesskabet

Bofællesskabet ligger i forlængelse af Lindegårdens plejecenter, med selvstændige indgange og parkering. HC-bofællesskabet er bygget i 2010. Siden er navnet ændret til HS Bofællesskabet.

Byggeriet er i et-plan, med 18 lejligheder fordelt i 2 teams med fælles opholdsrum for hvert team. Der ud over er der fælles gårdhave, samt fælles trænings faciliteter for begge teams.

Kilde: Herning Kommune

Mors plejehjem er et særligt plejehjem for mennesker med Huntingtons, hvor jeg selvsagt kender et par stykker som enten har boet eller aktuelt bor. Jeg har dog altid haft det svært ved stedet fordi det symboliserer alt hvad jeg ikke ønsker der skal ske i fremtiden. Jeg får ikke brug for et Huntingtons-plejehjem, jeg dør inden det kommer dertil. Stedet er i sig selv kontroversielt for mig, oveni kommer at vi var kommet for at besøge min mor.

Kort efter at min finger afsatte fingeraftryk på dørklokken kommer en ansat gående og lukker os ind. Jeg hilser på hende med beskeden Jeg er Brian, Birgits søn. Selv ordene var svære at sige, og nu stod vi så der på plejehjemmet.

Den ansatte kendte mors situation fra hendes arbejde på stedet siden det åbnede, og vidste også godt hvem jeg var på baggrund af ting fra Patientforeningen. Hun var nu alligevel overrasket og glad over at jeg var kommet.

Min mor sov, og i mellemtiden fik vi en introduktion til stedet og en snak om mors livssituation. Stedet var virkeligt fint og de ansatte varme og imødekommende. Jeg er glad for at der findes sådan et sted som kan tage vare på min mor.

Beskeden forud for besøget havde været, at min mor ikke kunne kontaktes og havde lukkede øjne det meste af tiden. Da hun vågnede fra middagsluren viste det sig heldigvis, at hun var lidt mindre døende end rygterne ville vide.

Mens hun endnu lå i sengen kom jeg hen og kiggede hende i øjnene og sagde hej. Og øjnene, de var stadig min mors. Hun genkendte mig, men efter et hårdt liv med Huntingtons i udbrud er det at tale ikke nemt. Men hun vidste hvem jeg var.

Vi var på plejehjemmet en times tid inden vi vendte snuden hjemad.

Hvad så nu?

Jeg ved ikke hvad der sker nu. Her nogle uger senere er mor stadig i live. Jeg føler ikke det store behov for at se hende igen, men omvendt har jeg heller noget imod at se hende.

Vores forhold har længe været sådan, at jeg ikke ville besøge hende, men omvendt ville komme til hendes begravelse den dag hun døde.

Jeg ved det som sagt ikke, men nu fik jeg skrevet dette indlæg, det kunne jeg mærke var vigtigt for mig.