Lørdag, den 21. Februar

Så sluttede der endnu en uge. Vi kommer tættere og tættere på det endelige mål efterhånden som tiden går, og vi begynder at lære mere og mere om hesten, som jo er det det hele handler om. Ugen var ikke så slem, men særligt onsdag, var kold. Det er begyndt at være mere lyst når vi står til morgenappel klokken 0700, hvilket gør dagen lidt mere tålelig.

Først og fremmest tillykke til Allan med fødselsdagen, jeg har købt en gave til dig du må have næste gang vi mødes.

Hvis der er én ting jeg efterhånden er begyndt at forstå, så er det hvorfor soldater dør i krig. De kan jo ærlig talt ikke andet – de har a) en kampuniform fuldt af stumper som vejer, b) en basis med stumper som hæmmer deres bevægelighed c) en hjelm som gør det svært at se og endelig d) til tider en 30 kilo tung rygsæk. Det hele krydres med et gevær og et krav om at man skal kunne skyde. En fuldt udrustet soldatet kan umulig være “lille og hurtig”, det kan jeg ikke tro.

Ugen var en standart-uge, hvilket giver en let gennemskuelig emneindeling:

Mandag – Dagen var første dag på skydebanen med skarp ammunition – og shit hvor giver et gevær rekyl når man skyder med skarpt. Løs ammunition kan slet, slet ikke sammenlignes. Når geværet skal sættes til skulderen er der risiko for at man kan for det i hovedet eller øjet hvis man ikke passer på.

Et blåt øje forvoldt af et gevær kaldes derfor for et “rekrutøje”, da rekrutter endnu ikke har lært at de altså skal bruge geværet igen og derfor er nødt til at holde fast i det. Jeg var heller ikke alt for god til at holde fast i mit, men for fremtiden tager jeg kontaktlinser i på skydebanen, så skal jeg ikke bøvle med brillerne. Så – ja, jeg har en lille blå kant under øjet. Men, mange fik nu slag af deres gevær, det skulle vist være meget normalt de første par gange.

Dagen gik ellers med afprøvning af forskellige skydestillinger og med en liggende kontrolskydning, hvor man maksimalt kunne opnå 50 point fik jeg 47 point, så det var ok. Ellers prøvede vi at skyde 5 skud knælende, hug-siddende og stående. Knælende var jeg ligeså god til som den liggende, men de andre failede jeg i. I den stående lykkedes det mig ligefrem slet ikke at ramme skiven med ét af mine skud.

Tirsdag – Dagen var feltdag nr. 3A, hvilket betød at vi lærte mere om det militære isenkram og var på en handlebane for enkeltmand. En handlebane er i bund og grund skiver i en skov som man skal reagere på ligeså snart man ser dem. Bagved en går der så en person og observerer og giver en kritik efter endt skydning.

Det kan virke underligt at gå i en skov og skyde på “døde” skiver, men seriøst – skiverne er skide gode til at gemme sig. “Snigerskiver” tror jeg at jeg kaldte dem. Nogle af skiverne opdager man først når man er indenfor 5 meter af dem.

Dagen bød også på foredrag om panserminer og sprængstoffer, og der er vist en mulighed for at vi kommer til at “lege” med sprængstoffer når vi kommer i skydelejr i Jægersfris. Ligeledes lektion i passage af pigtråd, som er noget virkeligt ondt noget for infanteri. NATO-pigtråd; den nye udgave – er så skide skarpt så det er helt utroligt. Jeg var med til at ligge rullerne ud, og det skærer gennem simpelthen alt.

Vi øvede også håndgranatkast, det foregår med nogle metal-attrapper som har samme form og som vejer det samme. De var engang røde, men det er vist mange år siden, så når man skal samle dem op igen er de meget svære at finde. Det resulterede naturligvis i at en af dem blev væk, og selvom vi kravlede på knæene i 1� time fandt vi den ikke.

Om aftenen var to sergenter og en premier-løjtnant ude og rekonisere forud for næste dags felttur. De overvurderede egne og GD’ens (et jeep-agtigt køretøj) køreevner, så den satte sig fast. Herefter overvurderede de igen og forsøgte at trække den fri med en anden GD. Så sad der to biler fast. Halvdelen af delingen blev kommanderet ud for at trække dem fri, og den opgave blev naturligvis løst.

Onsdag – Vi havde dagen før hørt lidt om hvorfor den rekoniseringstur var nødvendig. Den frygtede “mærketur”. Mærketuren er en tur som, når den er bestået, giver ret til at bære eskadronens mærke på højrearm og en speciel rød halsklud. Turen er frygtet fordi den indeholder “tyrens røvhul”, som er et kloakrør der skal passeres.

Men, inden de sure ting tog fart var der dog blandt andet er foredrag om bekæmpelse af pansrede køretøjer som skulle overstås. Det foregik foran en kampvogn fra 2. verdenskrig, og efter foredraget var der mulighed for at kravle rundt på den for at få en fornemmelse af hvad det var for en størrelse. Jeg nøjedes med at betragte den på afstand, premierløjtnanten kom hen og spurte om der var noget galt – svarede at det var der bestemt ikke, jeg tændte bare ikke rigtigt på hardware.

Formiddagen bød også på kast med øvelseshåndgranater, som sagde rigtigt bang og havde en tidsindstilling ligesom rigtige håndgranater (vi kommer til at kaste to skarpe håndgranater når vi kommer i skydelejr, det glæder jeg mig til). Vi fik ikke sprunget sigteskiverne i luften, men det skulle vi vist også have brugt noget med lidt mere goddaw i til.

Da jeg var hjemme sidste weekend så jeg en reklame for officersskole. Inden middag snakkede jeg med premierløjtnanten om det for at høre hvad uddannelsen indeholder. Det lød nemlig ret spændende. Men, man skal være sergent for at kunne komme ind, så det tænder jeg vist ikke rigtigt på.

Herefter var tiden kommet til “Operation Våd Rekrut”, som startede med en handlebane for hele gruppen, og herefter kom så tiden til den våde del: Under heftig beskydning blev vi nødt til at fortsætte fremrykningen i en å. For lige at gøre os totalt våde fra starten af lagde vi ud med at passere en nedenom en bro gennem et 80 cm kloakrør, som var cirka halvt fyldt. At komme derind, med basis, gevær og hjelm er noget af det vildeste jeg på daværende tidspunkt havde prøvet. Vandet var moseagtigt og man mærker rystelserne fra kanonslag. Det var så vildt, men det var kun begyndelsen.

På den anden side af broen fortsatte vi gangen gennem åen – når vi nåede en bro skulle vi heldigvis passere henover den istedet for under den. Men, det var også den eneste positive ting ved resten af turen. Alt i alt havde vi 1.5 km gang nede i åen, hvor man til tider stod i vand til midtpå brystet og mudder til midt på låret. Oveni det kom træer som hændte ned, siv som man skulle igennem. Og så var man naturligvis en gruppe så det gjalt om at få alle med hjem.

Det var spændende at observere hvordan man selv reagerer når man bliver presset så ekstremt som vi gjorde der. Der findes flere forskellige typer – en som bare har masser af overskud, en som bider tænderne sammen og trækker sig ind i sig selv og overlever, en som bryder sammen og ikke mener han kan klare det og endelig en som hele tiden sætter spørgsmålstegn ved rigtigheden af at skulle gå der.

Og en gruppe består naturligvis af en eller flere af hver type.

Jeg selv bed tænderne sammen og overlevede. Jeg har lidt fortrængt hvor slemt det egentligt var at være der, men det er absolut ikke noget jeg ville have lyst til at gøre ret mange gange om dagen. Ikke mindst fordi vandet var lige over frysepunktet var det en ualmindelig kold “fornøjelse”.

Da vi endelig kom op af åen foreviste sergenterne, at selvom vi havde trukket geværet gennem lort og vand, så kunne det stadigvæk skyde. Mit eget havde flere gange været helt under og begravet i mudder, men det kunne squ skyde alligevel. Det er sidste gang jeg kimser af mit gevær, selvom det er noget gammelt lort.

Ved hjemkomsten var der vedligeholdelse af stumperne – forestil jer det svinderi det giver når 4 mand har været i snask til halsen. Mudder er nogle steder man bruger til at fremme skønhed, men vores stue var så mudret så det var helt vildt. For at få al mudderet af mit gevær tog jeg det med i bad – det var lidt specielt at stå der, uden en trævl på kroppen i Adam-kostume med gevær; en rigtig ur-mand.

Vedligeholdelse af stumperne sluttede først sent, men man husker kun de positive ting når det hele kommer på afstand. Mest positivt var det dog at jeg gik i seng og følte mig 100% ren – naturligvis, for jeg havde også stået i badet i 2 timer og vasket uniform og stumper.

Torsdag – En lille let dag, uden lektioner man rigtigt kunne tænde på, men der var da lidt førstehjælp og kort/kompas. Det mest spændende var nok i virkeligheden to ABC-foredrag, hvor vi i det ene iklædte os total ABC-udrustning og løb en tur på løbebanen med gasmaske og det hele. Den var RET så svær at trække vejret igennem – særligt fordi den var fugtig af mosevand fra dagen før.

Dagen bød også på en stor oplevelse i form af overrækkelse af eskadronmærker og halsklud af majoren. De skulle naturligvis være syet på til dagen efter, og bare det at stå og tænke med sig selv at man nu var ét skridt nærmere at være husar var en rar følelse.

Torsdag er også den dag hvor vi tager en march, i denne uge 5 km. med basis, hjelm og gevær. Den march blev gået usædvanlig hurtig, mener det var 45 minutter, men vi satte også et højt tempo fra starten af.

Aftenen blev som sædvanligt brugt til at pudse støvler og til at sy mærkerne på uniformen. Det gav naturligvis ekstra arbejde, men pigerne fik mulighed for at tjene lidt sorte penge. Jeg syede mine på selv, og det må være tilfredsstillende, for de blev da ikke hevet af igen dagen efter som enkelte fik med deres. Jeg får lige en anden til at sy dem noget bedre på i weekenden, det magter jeg vist ikke selv.

Fredag – Dagen vi alle ser frem til, ikke bare fordi det er orlovs-dag, men også fordi man skal i stalden. Helt konkret bød dagen på mugning af staldbokse, så vi nu kan hjælpe ældste deling med den kedelige del af arbejdet. Ligeledes foredrag om hestens eksteriør, men i virkeligheden var det mere anatomi. Vi lærte også om klargøring af hesten til fold og hvorledes dens hove plejes.

Hove hørte vi også mere om da vi var hos smeden for at få en introduktion i hvordan tingene foregår hos ham og hans lærling. Som noget helt usædvanligt havde vi 1� time til frokost og fredagsrengøring – det var næsten så man kom til at kede sig.

Dagen sluttede med en appel, og at jeg pakkede rygsækken med alle stumperne fra kampuniformen som skulle vaskes rene for mosevand. Særligt mit hvide undertøj var jeg bekymret for om kunne blive rent, men 1xiblødsætning og 2xkogevask kunne gøre noget ved det.

Vi har i denne uge også sagt farvel til to rekrutter – Fakse og Knudstrup – den ene en pige. Det er trist at sige farvel til dem, men sådan er livet.

Nu vil jeg gå ind og få mig endnu en lur, men først vil jeg lige fortælle om et nyt begreb vi har opfundet. Det kaldes “cafeteria-logik”, og består i at man læsser det morgenmad op man skal have, og når man så når kassen får man at vide at hvis man tager 2 stykker franskbrød og et stykke rugbrød *mere*, så sparer man 6 kroner. Dén kan I tænke lidt over til det igen bliver weekend.

Advertisements
This entry was posted in Værnepligt. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s