Hvis der er én ting jeg har lært ikke helt holder under rekruttiden i forsvaret, så er det udtrykket “Carpe Diem” - “Grib dagen”. Det er nemlig ikke altid det er lige sjovt at leve i nuet, men når man efterfølgende ser tilbage er det pludselig ikke så slemt det man har været igennem. Én ting kan jeg da huske, og det er at jeg led da vi var i felten i denne uge, men det gjorde vi allesammen.

Men, ugen har også haft lyspunkter, og det er heldigvis dem som skinner igennem og kan ses på afstand…

Allerførst , så har jeg i ugens løb fået svar på mit spørgsmål om det militære talsystem starter med 0 eller 1. Det lyder som et underligt spørgsmål, men under et foredrag gav det pludselig mening at spørge om det, for når der findes så mange regler måtte der også findes noget om det. Men, det gjorde der ikke helt. Den sergent jeg spurte har haft undersøgt det, og han har konkluderet at 0 er det mest brugte, men at man mest tilpasser sig det civile. Meget underligt spørgsmål, faktisk, men så fik man da sat det på plads, i computermæssig sammenhæng starter talsystemerne nemlig reelt med 0 som det første.

Den forgangne uge har igen, igen været en standard-uge uden de helt store udsving i temaer, så derfor:

Mandag den 23. februar - Egentligt havde jeg fri denne dag for at tage i retten, men retsmødet var for det første flyttet til den 3. maj, og at holde fri uden den årsag man egentligt havde ansøgt om fri til mente jeg ikke lige jeg havde moral til. For det andet er skydning en relativ vigtig del af rekruttiden, og man har mulighed for at få et mærke til M/69-uniformen, og det kunne være smart :-)

Skydning foregik i Vordingborg, så vi skulle køre derned i to lastbiler. På ladet af en sådan lastbil kan man godt lige få sig en lille lur - man sover hvertfald ret godt med Hue, Gorba (En øre med isolerede ørestropper som spændes under hagen) og geværet som støttepind. Skydebanen i Kulsbjerg var automatiseret, hvilket betyder at skiverne kørte ned når man ramte og man fik tildelt point. En rigtig god skydebane, hvor der også var et toilet hvis man var trængende, det måtte dog ikke bruges som opholds- og varmestue, hvilket man godt kan forstå.

Skydningerne foregik på 100 meter, og skulle vist være de sidste inden vi går til 200 meter. De foregik liggende og knælende - begge to skydestillinger som jeg godt kan finde ud af, så det var der ingen problemer i. Der var to baner, på den ene foregik det med støtte og 10 skud, på den anden uden støtte og kun 5 skud.

Der var tre kontrolskydninger, hvor jeg kun fejlede lidt i den ene, men det betyder ikke noget, det er først næste kontrolskydning som for alvor betyder noget, den skal bestås.

Som ventetidslektioner modtog vi undervisning til bekæmpelse af panserede køretøjer med PPV, som med civile udtryk bedst kan beskrives som en engangs-bazooka, men der er ikke noget som hedder bazooka i forsvaret - En genladelig PPV kaldes derfor en dyssekanon. Vi legede lidt rundt med nogle afskudte PPV’er - det var fedt, drengen kom helt op i en når man stod der og legede man skulle sætte en kampvogn ud af spillet. Sikkerhedsafstanden på en PPV er fuldstændig vild - 60 meter bagud i en 45 graders vinkel til begge sider i forhold til bagenden. I krigstid er den naturligvis meget mindre; 10 meter og 20 grader til hver side, men i krig må man også næsten alt.

Der er tradition for at man i forsvaret giver ens gevær et pigenavn, mandag blev også dagen hvor mit endeligt blev navngivet - navnet hører ikke til her, men hun er absolut et pragtfuldt gevær, og der er ikke mange funktioneringsfejl og problemer med hende.

Hjemturen foregik naturligvis også i lastbil, og her blev der da også tid til en enkelt lur mellem vedligeholdelse af geværet.

Tirsdag den 24. februar - Det overordnede tema for feltdagene tirsdag og onsdag var KSTL. Den forkortelse studsede jeg også lidt over de første par gange, men det betyder kampstillinger, og dækker over en stilling hvor man ligger nedgravet og forventer at fjenden på et tidspunkt angriber. Kort og godt et skyttehul som de kendes fra krigsfilm (ikke at forveksle med skyttegrave hvor lange gange forbinder hullerne, der er ingen forbindelse mellem hullerne). Gruppeføreren sidder i midterste hul, så kan han koordinere med venstre og højre fløj, hvortil meldinger ryger frem og tilbage.

En kampstilling vil typisk have til formål at få fjenden til at komme der hvor ilden er størst - til det bruger man pigtråd for at kanalisere ham mod midten hvor flest har mulighed for at skyde. Inden gravning af kampstillingen opsatte vi derfor pigtråd. Jeg har sagt det før, men seriøst, det NATO-pigtråd er noget arrigt noget - det er syleskarpt, sådan noget stas vil jeg nødigt fanges i.

En kampstilling består som sagt af skyttehuller - af den slags som man kan stå oprejst i, hvilket altså vil sige et hul på 180x60x170 cm da der skal kunne stå to personer med Basis i det. Med andre ord et ret så pænt hul, hvis man som mig kun er én til at grave det fordi ens makker (Gyrstinge) var indlagt. Bedre blev det ikke af at hullet skulle gravet i ler-jord, men ved hjalp af Spade, Folde og almindelige skovle blev det da gravet. Det blev squ et godt hul.

Efter et overstået angreb på en kampstilling udsender gruppeføreren til fløjene om at indsende FADSUM-meldinger - endnu en forkortelse, dem har forsvaret mange af. En FADSUM-melding indeholder info om Fanger-Ammunition-Døde-Sårede-Udrusning-Materiel, og i rigtig krig må det siges at være smart nok. Vi fik dog kun brug for at indsende opgørelse af ammunitionsforbrug og en såret, da Bagsværd fik krudtslam i øjet.

Kampstillingen befandt sig i åbent terræn - i skoven havde vi et normalt BSO (dog uden liggende skyttehuller, da vi ikke måtte grave) som skulle bevogtes som normalt. Kampstillingen skulle også bevogtes, og for begges vedkommende gælder det at det om natten sker med 2 mand så man har noget moralsk opbakning hvis fjenden kommer.

Efter at have øvet at gå i kampstillingen gik vi til køjs, men der var ingen tvivl om at fjenden ville komme på et tidspunkt. Det gjorde han klokken 23:30, hvor en gruppe fra ældste deling havde fået udleveret deres gamle våben (og mange af dem var enormt glade for at hilse på deres “kvinder”) og beskød os. Efter at have fyret noget ammunition efter dem trak de sig heldigvis og vi gik igang med normal vagtturnus.

Da vores gruppe havde to personer syge havde vi et ret hårdt program - nogle, men ikke mig - måtte derfor sove én time, og på vagt én time. Jeg bemandede blandt andet kampstillingen fra 05 til 06, hvor jeg afløste Ry. På det tidspunkt havde jeg ikke helt fået øjne endnu, så jeg vadede raskt afsted. Helt vågen var jeg ikke, så jeg endte ude foran hullerne, hvor Ry meldte mig som fjende til BSO. Vi nåede dog heldigvis at afblæse alarmen inden de øvrige blev kaldt i stilling :-)

Onsdag den 25. februar - Denne dag var der ikke megen felttur for mig, jeg skulle være til møde med de øvrige værnepligtige talsmænd klokken 10, så jeg skulle gå fra felten allerede klokken 08:45 for at kunne nå at vaske sløringen ud og foretage et uniformsskift.

Mødet var enormt godt - det var rart at snakke med andre talsmænd om nogle af de ting man var i tvivl om, og at høre at de også var lidt usikre på nogle ting. Og så naturligvis også at høre nogle af røverhistorierne fra de andre delinger og kompanier. Mødet var indkaldt af Landstalsmanden, som på landsplan repræsenterer Gardehusarregimentet. Har man nogle lidt mere overordnede ting, så kan man altid gå til ham med det.

Herefter var det bare hjem på stuen og skifte tilbage til kampuniform og så tilbage i felten, hvor de andre var gået igang med at dække kampstillingen igen. Det foregik heldigvis ikke helt med håndkraft - på grund af lerjorden havde man hentet bobcatten fra stalden og brugte den. Ellers havde vi også stået der endnu, vi var aldrig blevet færdige.

Da vores prægtige huller var dækket til skulle vi som straf for at et par stykker kom 5 minutter for sent til en lektion dagen før (det var bælgragende mørkt) gå en 5 kilometers march med rygsæk. Dét var hårdt, og særligt i det tempo som det foregik med, men hjem kom vi.

Og dagen sluttede med vedligeholdelse af de stumper vi havde haft med, og reelt blev det nok lidt sent for både sergenter og rekrutter inden vi gik til køjs.

Torsdag den 26. februar - At det også blev sent for sergenterne kunne man for alvor se torsdag morgen, hvor vi stod opstillet til morgenappel. Vi stod 28 mand, og havde tre indlagt, men af en eller anden grund kunne sergenten kun få det til 27 rekrutter, hvilket medførte at han overfor seniorsergenten var nødt til at sige “27 rekrutter, 3 indlagt på INF, 1 jeg ikke lige ved hvor er” - ret spass at se at de også kan lave fejl fra tid til anden.

Torsdag er den dag vi får byttet sengetøj, og jeg bliver til stadighed overrasket over forsvarets materiel. På vores stue er der gået sport i at få udleveret det ældste materiel mht. sengetøj. Denne uge vandt Mølholm, selv jeg kunne ikke gøre noget med mit lagen fra 1965, det blev tromlet af hans lagen fra 1962. Men, okay, det hører så med til historien at det intet fejler.

Dagen bød på førstehjælp og ABC-fordrag, men også en idrætslektion, hvor vi skulle have Coopers test. Testen går ud på at løbe så langt som man nu kan på 12 minutter. Jeg har aldrig været ret god til at løbe, jeg kan ikke få mig selv til at pine mig når vi ikke løber som gruppe. Så fra starten af besluttede jeg at hvis jeg kunne løbe to omgange af 1 kilometer, så var jeg tilfreds. Så var målet sat, og ja, jeg tog den da lidt med ro, men det blev også til 2015,85 meter, så jeg nåede målet. Så kan jeg altid tage den derfra og sige at jeg næste gang vil løbe eksempelvis 2600 meter.

Efter den normale tjeneste var overstået skulle vi sende cirka 10 mand i stalden for at muge ud hos 30 heste. Vi har godt af at prøve det, så er vi også inde i rutinen til vi selv skal forestå mugningen. Ordningen er som sådan frivillig, men det er tradition at de to delinger hjælpes ad ligeså snart yngste deling har haft lektionen om mugning af hesten. Jeg var selv en af de 10 som tog afsted, og selvom det var arbejde, så er det jo blandt andet det vi er der for; hestene. Og det foregik blandt andet i 5’er stalden, hvor 00 Armies står opstaldet, og han er nu en kær hest.

Aftensmaden blev indtaget på KFUM, og de har hver torsdag “Lagkage-Banko” - ganske almindelig banko, men hvor man til tre rækker kan vinde en halv lagkage. Ældste deling sad ved det ene bord, og vi ved det andet, og vi var cirka halvdelen af alle de tilstedeværende. Resultatet af 4xPladen fuld var at samtlige præmier var gået til folk fra HESK, det vakte naturligvis lidt harme, men sådan er det, så må de andre have held i noget andet.

To udmattende feltdage forhindrede ikke nogle folk i at tage i byen og komme hjem på de sene timer.

Fredag den 27. februar - Ugens sidste dag er altid den gode dag, ikke bare fordi vi har fri, men også fordi vi skal i stalden og lære dét det hele handler om. Denne dag var det pudsning af sadler og mønstring af hesten, som det sker til blandt andet morgenparade om mandagen. Mønstring af hesten er vist også en del af det første af DRF’s ridemærker, så det er vi allerede gået igang med.

Efter kontrol af morgenrengøringen stod vi opstillet foran bygningen, klar til at gå i stalden, og for første gang oplevede jeg en sergent give en forkert kommando. På et tidspunkt skulle vi svinge til højre ad en sti, men istedet blev der kommanderet “svingning venstre”, hvilket ikke gav mening da det kun var græs. Helt sjovt blev det da vi senere på dagen skulle høre på at det var os der ikke kunne kende forskel på højre og venstre fordi en var kommet til at lave honør med venstre hånd istedet for højre.

Men, det var nu ikke kun enkelte rekrutter som var lidt trætte den fredag, det var også den sergent som førte os fra barakken og til eftermiddagsappel ved stalden. Mens vi trasker fremad er der pludselig en mobiltelefon som ringer. Straks bliver der kommanderet “Deling holdt” og han hyler op om “Hvem er det så der har en telefon som ringer?” - da ingen svarede kom han i tanke om at han selv havde fået ny telefon, og derfor også ny ringetone. Dét var første gang jeg hørte en sergent sige undskyld.

Næste uge er igen en standard-uge, men vi skal heldigvis ikke sove udenfor, det kan godt blive lidt hårdt i længden. Til gengæld er næste uge sidste ugen inden vi har en uges ekskortetræning på Christiansborg i København. Glæder mig også allerede til næste weekend, hvor jeg skal til Gallashow til Hingstekåring i Messecenter Herning.

Vi skrives ved.