Jeg er nu blevet færdig med at læse Uffe Ellemann-Jensens Fodfejl - og jeg må sige at jeg sjældent har været så grebet af en bog. Den blev læst i to hug, og side for side blev man mere og mere harm over hvorledes Socialdemokratiet i den grad har opført sig uanstændigt i perioden.

Javist - bogen er politisk, men jeg synes at den meget godt illustrerer den totale slingrekurs som Socialdemokratiet kørte ind på efter at have tabt regeringsmagten. Bogen skildrer et Socialdemokrati som opfatter sig som eneste retmæssige regeringsparti, og som er villig til at ofre alt; selv den traditionelle enighed om sikkerhedspolitiken, for at sætte regeringen i miskredit.

Bogen tydeliggør meget klart hvordan Socialdemokratiet, nærmest fra den ene dag til den anden, efter tabet af regeringsmagten pludselig begynder at kæmpe mod sager de ellers selv bærer ansvaret for fra tidligere regeringsperioder. At et parti som Socialdemokratiet kunne bevæge sig ind på en så uansvarlig kurs er mig en gåde.

Bogens udgivelse er dog næppe tilfældig. Den leverer nogle fakta om Mogens Lykketoft som uden tvivl bliver guld værd i en valgkamp. Men, forberedelse til valgkamp eller ej, så er bogen absolut værd at læse.