Jeg er nu hjemsendt fra Forsvaret. Det holdt hårdt, men nu er det slut. Og ærligt - det er ikke noget jeg decideret græder over.

Jeg har overordnet set været glad for at være værnepligtig, men det er ikke Forsvarets skyld. Jeg har været glad for hestene, nogle af mine soldaterkammerater og ikke mindst KFUMs Soldatermission, hvor jeg har fået virkelige gode venner.

I Berlingske Tidende kunne man 8. januar læse “Jeg vil ikke kaldes �luder�” - den sag er efterfølgende blevet udlagt som om at HESK er specielt kvindefjendsk. Adspurgt direkte om HESK hader kvinder ville mit svar være nej. Adspurgt om der er noget om den kritik som Ravnholm retter mod HESK er korrekt, ville jeg svare at der er noget om musikken.

HESK er dårlig til at håndtere folk som skiller sig ud fra den grå masse. Når mænd møder første dag er de alle principielt ens, kvinder skal foretage noget aktivt for at komme under denne grå masse, og ikke skille sig ud. Kvinder opfordres til at klippe deres ofte pæne lange hår af, de skal kunne udføre de samme, og helst mere, fysiske ting som mænd og endelig skal de helst ikke så meget som overveje at opsige deres kontrakt med Forsvaret.

Så, nej, HESK er ikke kvindefjendsk, men minioritetsfjendsk. Med minioriteter mener jeg blandt andet personer med lægefritagelser, personer som vil have en samtale med socialrådgiver, personer som har velbegrundede årsager til at skulle have tjenestefri, talsmænd og endelig kvinder.

Som landstalsmand og talsmand kunne jeg naturligvis have grebet fat i tingene, problemet er bare at det er svært at se når man står i det til dagligt. Grænsen flyttes gradvist, og enkelte gange når den flyttes for hurtigt bemærker man det, men ellers ikke.

Men, hvorfor så ikke gøre noget nu? Det burde man, problemet er at det bare er så svært. De ting Ravnholm gør opmærksom på udspringer af virksomhedskulturen i HESK, og det er enormt svært at få nogen til at tage stilling til - og endnu sværere at få undersøgt når de som skal udnersøge det ikke befinder sig i det.

Det ér korrekt når Ravnholm nævner at personer som skiller sig ud bliver forfulgt. Og hendes delingsfører er måske den værste til det. Han kan være meget rar, men bliver man først uvenner med ham, så bliver han ekstremt personlig. Jeg har eksempelvis ikke talt eller hilst på ham de sidste tre måneder af min værnepligt.

En ting jeg er glad for er at være ude og nu kan gøre som jeg har lyst til.