Næste gang PROSABladet udkommer er det med følgende artikel:

Tildelt 103.500 kr. for ulønnet arbejde

Efter årelang retssag har Brian Nørremark endelig fået rettens ord for, at hans frivillige programmeringsarbejde var penge værd. Han blev ellers smidt af et projekt med besked om at glemme alt om ophavsret og de penge, han var stillet i udsigt.

Af Jeanette Grøn Nielsen, informationsmedarbejder

Brian Nørremark, 22 år, har netop afsluttet sin værnepligt. Den foregik på hest i Gardehusarregimentets hesteeskadron. Da Brian Nørremark i 2001 begyndte sit frivillige programmeringsarbejde for en fond, hvor han arbejdede på community-sitet www.heste-nettet.dk, vidste han ikke noget om heste. Han var bare interesseret i at arbejde med sin store interesse it, inden han skulle begynde datamatikerstudiet i Ikast. Men mere end et års intenst arbejde på sitet gav ham ikke bare indsigt i hestens verden - der fulgte også gode venner med og lysten til at prøve at ride. Brian var ikke betænkelig ved det frivillige arbejde med økonomisk udbytte stillet i udsigt. Det kunne bl.a. bruges, når han skulle ud og søge job som bevis på sine færdigheder. Og det var et udfordrende arbejde og der var nok at tage fat på.

Firedobler besøgstallet

Brians arbejde for fonden fortsatte, mens han læste til datamatiker. I hans første år på heste-nettet.dk brugte han bl.a. hele sin sommerferie på at lave et nyt design til siden og et tidskrævende program, der kan koble oplysninger om heste sammen med det centrale register, så man kan se fx stamtavler, som er vigtige i forbindelse med køb og salg af heste. I Brians andet år som frivillig på sitet overtog han reelt ansvaret for det tekniske, da hans kollega meldte fra. Brian fik en ny server op og køre og med en firedobling af besøgstallet gik det godt - og der var rigeligt at lave. Men samarbejdet med bestyrelsen og særligt bestyrelsesformanden var ikke værd at skrive hjem om.

Lige fra det allerførste møde i 2001, hvor vi diskuterede hvilken retning, vi skulle gå i, var den gal. Formanden var fx som den eneste uenig i, at det grafiske design ikke var godt nok og skulle ændres. Han og bestyrelsen lod i høj grad alting sejle og der var aldrig nogen der skar igennem og tog en beslutning, når det var nødvendigt. De virkede slet ikke til at have begreb om, hvad de arbejdede med, fortæller Brian om, hvorfor han til sidst opfordrede bestyrelsen til at gå af. Efter den opfordring spidsede tingene til og Brian så frem til et møde, hvor problemerne skulle diskuteres. Men han er ikke velkommen til mødet, lyder det fra formanden og det næste Brian hører fra ham er en meddelelse om, at Brian har valgt at tage en pause fordi han vil prioritere studiet og kæresten. Umiddelbart efter bliver Brians adgang til heste-nettet.dk fjernet og Brian må se sig smidt ud af det arbejde, der har fyldt godt i hans liv de sidste par år.

###Fonden findes ikke! Som medlem af PROSA var det nærliggende at henvende sig for at høre, om han kunne gøre noget. Skulle han finde sig i at blive ekskluderet fra sit arbejde uden mulighed for at gøre krav på det, som et konsulentfirma senere har anslået til at have en værdi af 103.500 kr.? Og uden mulighed for at få del i den økonomiske gevinst, der var stillet ham i udsigt? Faglig sekretær Hanne Lykke Jespersen konstaterede hurtigt, at flere forhold ikke var i orden: Brian havde ingen skriftlig aftale om det arbejde, han skulle lave. Og fonden viste sig ikke at være en fond. Den var ikke anmeldt og eksisterede altså juridisk ikke. Men bestyrelsesformanden - som Brian har haft de fleste uenigheder med - påpegede, at det var fonden, de skulle sagsøge og ikke ham. Sagsøge en fond der juridisk ikke eksisterer? Nej, det går ikke og Brian og PROSA fik da også rettens ord for, at det var at betegne som en enkeltmands virksomhed. Når der ikke er tale om en fond, er der heller ikke tale om et ansættelsesforhold og når den ikke foreligger - ja, så tilhører Brians kode ham selv. Men sagen skulle blive mere kompliceret med meldingen om, at Kongelundens Ridecenter Fond, som har samme formand som heste-nettets bestyrelse, stævner Brian. Så inden den egentlige retssag kunne begynde, skulle det afgøres, hvad Kongelundens Ridecenters part i sagen er. Retten afgjorde, at de ikke har andel i sagen og derfor ikke har noget grundlag at stævne Brian på. Undervejs postes der pludselig 400.000 kr. ind i fonden for heste-nettet.dk, så det altså findes.

Hvis heste-nettet.dk er 400.000 kr. værd - hvor meget er mit arbejde så værd?, spurgte Brian sig selv, da den oplysning kom frem. Det fik han svar på i december 2004. Som en rigtig god julegave - efter års ventetid - fik han rettens ord for, at han har ret til at få 103.500 kr. for det arbejde, han har lavet for heste-nettet.dk og som han er blevet afskåret fra at tjene på, da han blev smidt ud. Brians ønske var enten ophavsretten til koden eller løn for arbejdet, men han er tilfreds med at få pengene:

Det betyder, at heste-nettet.dk kan køre videre i sin kendte form og jeg har intet imod heste-nettet.dk som sådan og var glad for at arbejde der, så det passer mig fint, fortæller Brian.

Praktisk er det også uhyre kompliceret at blive tildelt ophavsretten, da det er består af flere folks arbejde, forklarer faglig sekretær Hanne Lykke Jespersen, der har kørt sagen for Brian.

Principiel sag

Hanne Lykke Jespersen er glad for dommen, som hun kalder meget principiel.

Det er vigtigt, at man som frivillig i ulønnet arbejde ikke bare kan smides ud uden godtgørelse som var man almindelig ansat. Hvis man ikke er i et ansættelsesforhold, har man selv ophavsretten over sit arbejde. Ved at smide ham ud fratog man ham både ophavsretten og muligheden for at få indfriet løftet om økonomisk gevinst i fremtiden. Intet af det, han var stillet i udsigt, fik han for sit arbejde. Det er som at smide den person ud, som du har stået og lavet det store måltid sammen med - lige før I skal til at spise, fortæller Hanne Lykke Jespersen.

Det er den første sag, PROSA kører om frivilligt arbejde, men måske ikke den sidste. For mange sites drives ved hjælp af frivilligt arbejde.

Man skal lave ordentlige, skriftlige aftaler om, hvad man gør i en situation, hvor man fx bliver uenige og skilles. For man kan altså ikke bare smide folk ud, siger Hanne Lykke Jespersen.

Vennerne røg

De fleste venner fra Brians tid på heste-nettet.dk er røget i svinget efter, at han blev smidt ud fordi bestyrelsen for fonden ikke ville finde sig i hans kritik af dårlig ledelse og manglende beslutningsdygtighed. Og han lægger ikke skjul på, at det har været hårdt, at retssagen har stået på i flere år. Selvom han hele vejen har været overbevist om sin sag, ville han ikke opfordre andre til at gøre det samme.

Det har været psykisk hårdt hele tiden at skulle vente og argumentere mod en modpart, der nægter at se det, som man kan dokumentere, fortæller Brian.

Der er netop afsagt dom, der falder ud til Brian og PROSAs fordel. Modparten havde ved redaktionens slutning ikke besluttet sig for om de vil anke dommen.

Sagen kort

  • Januar 2001: Brian begynder frivilligt programmeringsarbejde for en privat fond på community-sitet www.heste-nettet.dk
  • 2001: Brian bruger sommeren på at lave nyt design til sitet
  • 2001: I december laver Brian et tidskrævende program, der kan koble oplysninger om heste sammen med det centrale register, så man kan se stamtavler o.a. vigtigt.
  • 2002: Overtager ansvaret for det tekniske område
  • 2002: Brian får ny server op og køre
  • 2002: Brian opfordrer bestyrelsen til at gå af
  • 2002, maj: Brian smides ud af arbejdet med heste-nettet.dk
  • 2002, nov.: PROSA lægger sag an mod heste-nettet.dk for Brian
  • 2003, maj: Første møde i retten
  • 2003, maj: Retten fastslår, at heste-nettet.dk ikke er en fond - men enkeltmandsvirksomhed.
  • 2003, juli: Kongelundens Ridecenter Fond stævner Brian
  • 2003, dec.: Konsulentfirma bedømmer Brians arbejde til en værdi af kr. 103.500
  • 2004, dec.: Retten tilkendegiver, at Brian skal have 103.500 kr. for sit arbejde
  • 2005, jan.: Afventer om modparten vil anke til landsretten