Det, at holde sommerferie, har ikke rigtigt gjort sit indtog i Casa Brian i den lille lejlighed i Fynsgade. Men der var nu lidt sommer over det, da jeg tirsdag eftermiddag traskede rundt i København på en feriedag fra arbejde. Den grundlæggende årsag var det årlige serviceeftersyn på Rigshospitalet - Hukommelsesklinikken, blot for at få at vide jeg var ung og uden syntomer. Måske lidt spild af tid, men jeg fik da opklaret et par ting og en god snak med Jørgen Nielsen.

Men ferien startede allerede mandag efter arbejde, hvor jeg lagde beslag på en sofa hos Henrik - gratis mad blev det såmænd også til. Jo, det tegnede godt for den kommende ferie.

Tirsdag startede som alle dage burde - en god lang lur til man gad stå op, og så ellers ud i den friske CO2-luft på Nørrebro. Forbi Rigshospitalet og sige jeg skal var kommet, men at jeg ikke kan lide at sidde i deres venterum, så jeg ville gå mig en tur til det var tid.

Efter konsultationen tilbage til Henriks lejlighed - måtte lige en tur over Sankt Hans Torv, naturligvis ikke fordi jeg for vild ;-), jeg trængte bare til en lidt længere tur. Fik hurtigt samlet tingene sammen og så afsted mod hovedbanen hvor det værste udrustning blev aflagt. Og så var jeg klar til at indtage den store by.

På ét eller andet torv kom jeg forbi Jyske Bank, og så måtte jeg ganske enkelt afprøve deres såkaldte nye bank-koncept. Glad traskede jeg ind i banken, og da jeg ikke umiddelbart så hvad jeg forventede spurgte jeg stille, “Hvor er hende den lækre værtinde?” - en småfed men almindelig ung mand præsenterede sig som værten. Det blev til en rundvisning i banken, koldt vand at drikke, præsentation for medarbejderne, fremvisning af mødelokaler og jeg fik “Jyske Boligkøb”-produktet med hjem, så må vi se hvad det er. Efter det blev jeg nærmest helt kulturel. Jeg traskede mod Kgs. Nytorv og derfra mod Operaen, for jeg havde hørt om den berømte akse som løber der. Og ja, den er god nok - det ser ret sejt ud. Fik også lige hilst på en garder. I Nyhavn har de pilsnere, sådan er det bare. Og Nyhavn hører med til en god sommerdag, så jeg gik fra café til café og blev opvartet hvert sted. Men alt godt får en ende, for blot at blive endnu bedre. Jeg måtte afsted mod KVL for at mødes med Mette. Og derfra videre for at mødes med Allans Mette, Allan og Henrik til en omgang kinamad på Chun Bo.

Jeg måtte desværre løbe lidt hurtigt for at nå toget klokken 19 - men det var heldigvis, som sædvanligt, forsinket, så det gik alligevel.

Så sér I - det var sandelig en god sommerferie, jeg glæder mig allerede til næste gang det er ferietid. Jeg tænker noget med skøjter på Kgs. Nytorv og varm kakao i Tivoli? Hvem er med?