Først et lille praktisk eksempel: Jeg skal lede en person fra min bopæl til mit arbejde. Hvordan gør jeg det? Der er flere metoder, jeg vil for lethedens skyld nøjes med to, som perfekt understøtter det jeg vil bruge dem til.

Den første - GPS-kordinater:

  • (8.984220027923584, 56.138340714080755)
  • (8.98456335067749, 56.138292890087165)
  • (8.984949588775635, 56.13898633217159)
  • (8.99655818939209, 56.13673857791044)
  • (8.996107578277588, 56.13557878096598)
  • (8.99930477142334, 56.13548312604807)
  • (8.99930477142334, 56.133510190296356)
  • (8.999841213226318, 56.133486275302644)
  • (8.999927043914795, 56.13391674291384)
Den anden - et kortudsnit:

To ganske udmærkede eksempler på hvordan jeg hver morgen - selv når det regner - transporterer min krop til arbejde. GPS-kordinaterne kan ingen tage fejl af, de er som de er, til gengæld er det min opfattelse, at de ikke er så operationelle i praksis; de kræver en GPS-modtager og en del andre ting. Kortet er på ganske vis meget mere operationelt - javist, man kan have problemer hvis man ikke aner hvor kortet er et udsnit af, men udgangspunktet er, at man kender mig, så skal vi nok finde ud af resten.

Og nu til det det handler om.

Jeg læser HD, i den forbindelse har jeg statistik og der forelæses efter “Grundlæggende Statistik” og “Grundlæggende Sandsynlighedsteori & Beskrivende Statistik” af Jan Laursen & John Vestergaard Olesen. Faget har i forvejen et ry som svært forståeligt for normale mennesker, og disse bøger hjælper langt fra på det. Dertil kommer at bøgerne er trykt, som var de en billig paperbackbog - på gult papir som ødelægges hvis man skriver og hvisker ud igen, med grafer hvor baggrund ikke kan skelnes fra kurver og hvor typografien er fantasiløs og baseret på normal-typografien i Word.

Det er en hård dom, men jeg er ked af at måtte sige det - de pågældende bøger er ikke skrevet med henblik på læseren, men kun for at opnå personlig anseelse som “dem der har skrevet bøger”. Hvorfor der undervises efter dem er mig en gåde, men forfatternes status som ansatte på AU-HIH har givetvis en vis indflydelse. Fagets ry som svært burde istedet have affødt, at man satte sig og skrev en bog man kan forstå. Og når man nu var igang - så ofrede lidt mere på præsentationen - jeg skal nok købe den alligevel.