I morgen venter mig en stor udfordring - jeg skal for første gang i mit voksne liv låne en bog på biblioteket. Ikke alene én bog, men faktisk to. Først og fremmest skal jeg finde biblioteket, men det har jeg en nogenlunde idé om hvor ligger. Dernæst skal jeg finde de to bøger - ikke bare to tilfældige bøger, for så havde det været let nok - det tror jeg at jeg skal have hjælp til. Endelig, så skal jeg finde ud af hvordan man får lov at låne dem med hjem. Man skal sikkert registreres så Staten kan følge med i hvad man læser.

For den interesserede læser kan jeg oplyse, at det drejer sig om følgende materialer:

  • I dødens nærhed - Marie de Hennezel (87-7445-767-5) Forfatteren er fransk psykolog og psykoanalytiker, der arbejder på et hospice, som udelukkende tager sig af døende patienter. Hun beretter om sine erfaringer med patienter, pårørende og kolleger og anviser, hvordan vi kan lære at omgås døden og de døende
  • Nåde - Ullmann, Linn (87-595-2048-5) Da Johan Sletten har fået at vide, at han lider af en dødelig sygdom, giver det ham og hans kone anledning til dybt alvorlige overvejelser om liv, død og dødshjælp
Det bliver en speciel oplevelse at skulle læse andet end faglitteratur, men sikkert ganske givtigt.

Historien omkring lige netop ovenstående bøger er, at jeg er blevet anbefalet dem af en bekendt, og tænkte at der da ikke kunne ske noget ved at læse dem. Det er alligevel indtrykkenes tid, så kan vi ligeså godt få det hele med nu vi er igang.