For tiden spiller jeg en del Pax Galaxia, bare kaldet Pax, og det vil mange gerne vide hvad er. Grundlæggende er det krig i galaksen, hvor man kæmper om herredømmet, der er både single- og multiplayer, og jeg skal ellers hilse at sige nogle ude på nettet er gode til det.

Planeterne er linket sammen, og man kan kun angribe mellem to planeter hvis de er linket, man har en graf. De enkelte planeter har forskellige egenskaber, markeret med deres farve - de røde er eksempelvis enormt gode i forsvar, mens gule hurtigere producerer nye rumskibe. Hver spiller starter med en række planeter og en mængde rumskibe, og så går krigen ellers løs.

Spillet er turbaseret, men ikke på traditionel vis. Der kører en puls - taktslag - som repræsenterer en tur, hvor man angriber, flytter rumskube, får nye, eller bare får tiden til at gå. Kampe udkæmpes ved at antallet af rumskibe på planeterne tæller ned, så der er ikke tale om noget fancy grafik eller noget i den stil. Der er meget mere i selve spillet end blot dette, og det kan gå hen og blive enormt strategisk. Jeg er klar på et spil en dag hvis det er.