Et gennemgående tema i mit liv for tiden er min underbo. Det er meget svært at få en god underbo, det må jeg efterhånden indse. Jeg er den som har boet her længst, så jeg har efterhånden prøvet at have nogle forskellige boende omkring mig.
Min første underbo så nu meget godt ud, desværre havde hun en mani med at holde fester på hverdage, og hvis hun ikke gjorde det, kom hun stiv hjem meget sent om natten. Ofte syngende. Når kæresten var på besøg fik den hele armen - de havde en leg hvor hun blev spændt til radiatoren med metalhåndjern. Sagen er bare den, at vi deler radiatorrør, så udover at hun tydeligvis kunne lide behandlingen, så larmede det ganske meget i radiatoren.
Hun flyttede så… gudskelov.
Min anden underbo så jeg aldrig, hørte jeg aldrig og havde det ikke været for hendes navneskilt, ville jeg aldrig havde vidst hun eksisterede. Hun nåede så heller aldrig at flytte ind, for hun blev optaget på noget studie i København og opsagde lejligheden.
Nu er jeg på min tredje underbo - et par. Den første dag jeg stiftede bekendtskab med ham var da jeg fik min dance pad, det var den dag de flyttede ind. Så gik tingene egentligt stille og roligt, jeg var glad for denne nye underbo. Indtil en dag Ungdomsmafiaen var på besøg til fest, og vi da lige skulle have en tur på måtten - der gik næppe 10 minutter inden han var der “Kan I ikke lade være at hoppe sådan rundt, det larmer”. Okay, okay - hvad man ikke gør for nabofreden.
Nu har de så, siden torsdag og nærmest i døgndrift haft et skyde-spil kørende på computeren - eller, jeg tror måske de har fået deres lydanlæg til at fungere - faktisk er hvert fald at det runger i hele bygningen. Jeg tør bare ikke gå ned og brokke mig, han ligner en jeg ikke kan banke. Måske jeg skulle skrue op for det løbetræning, så kan jeg altid løbe fra ham hvis det er. Suk, det er ligefør man savner den første underbo, det kunne man da blive lidt opstemt af.