Interview Meme

Mette manglede en til at give hende spørgsmål til et interview meme, det var jeg frisk på, og jeg kastede mig over at læse hendes blog fra ende til anden. Samtidigt kastede hun sig over mig, og resultatet er nu 5 spørgsmål, som jeg gerne besvarer. Mange tak for spørgsmålene til Mette, lad os starte fra en ende af:

Din blog starter i 2002 og handler i den første periode stort set kun om retsagen i forbindelse med Heste-Nettet. Her ragede du uklar med den siddende bestyrelse og foreslog at de trak sig, hvorefter du blev bedt om at forlade projektet. Har du en tendens til at sige din mening, uanset om den er passende eller ej? Din værnepligtsperiode gik heller ikke uden sværdslag. Har du ikke respekt for autoriteter?

Jeg lægger hvert fald sjældent låg på min mening, om den er passende eller ej, afhænger af hvad de omkringværende mener.

Til gengæld har jeg det svært med autoriteter, det er ganske rigtigt. Men ikke alle autoriteter. Folk har autoritet på to måder:

1. Personer som følge af deres viden, uddannelse, personlighed eller andet naturligt ér en autoritet.
2. Personer som følge af rang, økonomisk status, social arv eller andet betragtes som en autoritet.

Og står jeg overfor dårlige autoriteter, så opstår problemet omkring at lægge låg på mine holdninger; resten kender vi.

Kanal 4 sender i foråret 2007 en dokumentarserie om singleliv i Danmark, hvor du er en ud af 12 personer der bliver fulgt et par måneder. Har du affundet dig med at være single evigt? Eller har du planer om en større indsats for at finde den rette partner? Hvad har du selv at byde på?

Èn ting er sikkert, jeg ser ikke mig som single resten af livet. Omvendt føler jeg slet ikke at jeg er gammel nok til at gå på kompromis med hvad jeg vil og hvem jeg er.

Det er min hensigt aktivt at søge en kæreste, på de måder man nu gør; og på lidt mere utraditionel vis, hvilket tv-programmet er et eksempel på. Et bispørgsmål her er, hvad jeg forventer at få ud af deltage i det program - ikke noget. Men, jeg ser sådan på det, at hvis min deltagelse kan gøre at jeg starter med 1 eller 2 point, så er det fint. Måske at jeg blot har 0 fremfor måske -1.

Okay, nu vi er i gang, så lige lidt dating-salgsgas:

• Hvad tilbyder jeg? En person som sætter pris på de små ting som udtrykker de store ting, men med en klar bevidsthed om at det er de store ting som tæller. En beskrives af ordene omsorgsfuld, romantisk, lyttende, kritisk og velvidende - og som har begge ben på jorden.
• Hvad søger jeg? Jeg er ude efter en værdig kandidat til posten som den jeg skal tilbringe resten af mit liv med, det er den primære kvalifikation. Udover naturligvis at være verdens måske sødeste kæreste, så ved hun hvad hun vil, og er på vej derhen. Hun sætter ord på sine følelser og tør tale om de store ting i livet.

Det lyder måske lidt underligt, men jeg synes HC har gjort mig til et bedre menneske. Et bedre menneske i den forstand, at jeg tidligere kæmpede en hvilken som helst kamp; alene for sportens skyld. Det har gjort at jeg har fået de lidt mere lange briller på, og fokuserer på de store ting som betyder noget.

Uanset hvilken HC-status man har (testet positiv, risikoperson, pårørende, ægtefælle, etc.), så tror jeg det er vigtigt at HC ikke får lov at vinde uden kamp. Der er ingen tvivl om, som fremtiden ser ud nu, at HC vinder en dag og medfører dårlige dage. Det svære er, at HC ikke også får overtaget på de dage som kunne have været gode.

Personligt skal jeg tit passe på ikke at få “AA-symdromet” - altså - “Jeg hedder Brian og har HC”. Det er klart, at i forhold til en eventuel kæreste, muligvis kommende kone, så er HC afgjort ikke ligegyldigt. Det er afgjort noget hun er nødt til at være indstillet på er en del af ‘Pakken Brian’, for jeg kan ikke lave det om og det forsvinder ikke af sig selv.

Børn er et yderst omtåleligt emne. Jeg ser fire løsningsmuligheder:

1. Mest optimalt ville det være hvis jeg fandt en kæreste som havde de børn hun skulle have, for jeg elsker børn og ville med lethed kunne elske dem som var de mine egne.
2. Efter det en kæreste som, når den dag kom, var med på at få børn, med alt hvad det indebærer - der er ingen grund til at lægge skjul på, at det enten er ægsortering eller naturmetoden+fostervandsprøve+provokeret abort hvis barnet har HC.
3. En tredje mulighed er en kæreste jeg kunne adoptere børn sammen med, der er masser af børn i verden som mangler et godt hjem, og jeg har masser af kærlighed at give sådan nogle størrelser.
4. Endelig vil jeg sige, at hvis den helt og aldeles rette kæreste ikke ville eller kunne få børn, så ville jeg acceptere det - det ville ikke være fair af mig, eller nogen i det hele taget, at opstille et krav om at ‘jeg vil have børn’. Når man er to, så er man også to til at beslutte, ellers er man ikke to.

Jeg fik først kendskab til HC efter Helle blev 18, helt præcis den 31. januar 2004, mens mine forældre har kendt til min mors status siden 1993. De siger selv, at de af lægerne blev rådet til ‘at holde kæft og først fortælle noget når I begge var 18’. Når 18 er en vigtig alder, så er det naturligvis fordi man så er myndig, og man tester ikke børn med mindre der er særlig begrundet mistanke om HC hos dem.

Mine forældres måde at håndtere HC finder jeg uansvarlig. En slags strudsemetode, hvor man håber alt ordner sig når man åbner øjnene. Det er ikke min stil, og jeg har kun harme til overs for den slags.

Det var hvordan HC kom ind i mit verdensbillede.

1. maj 1998 forsøgte min mor, uden varsel, at tage hendes eget liv ved at sluge en overdosis hovedpinepiller. Ret hurtigt herefter søgte min far om skilsmisse, og da den gik igennem blev vimed 7 dages varsel smidt ud af huset, da mor ejede det. Efterfølgende startede slagsmålet om forældremyndighed, jeg måtte selv vælge, mens Helle blot blev taget med på råd. Resultatet blev at vi begge kom til at bo ved vores far.

Den dag er så vidt jeg husker den sidste dag jeg talte med min mor - medio november 1998. Vil det sige at jeg ikke har talt med hende siden? Ja. Altså i knap 8 år? Ja. Hvorfor? Grundlæggende for at overleve, tror jeg. Det kan lyde banalt, men min logik dengang var:

1. Mor elskede os.
2. Mor elskede os åbenbart ikke alligevel.
3. Mor må være syg.
4. Mor har ikke modtaget behandling.
5. Mor kan ikke være rask.
6. Mor kan finde på at gøre det igen.
7. Mor vil såre mig igen.

Din blog, har undergået en del forandringer i skriftssprog og indhold. De første indlæg, var mest opdateringer i forbindelse med retssagen, herefter følger lange og detaljerede dagbogsberetninger, hvorefter du til sidst går over til egentlig blogformat. Er det et bevidst valg at du er skiftet? Og har du nogle forudsigelser om, hvad der kommer til at ske på bloggen fremover?

Min nuværende blog er, som det også bemærkes, en lidt underlig størrelse. Den er tredelt - hvor den første del var fortællingen om min udsmidning af Heste-Nettet og følgerne i retssagen, mine oplevelser i HESK og endelig et mere blogagtigt koncept.

I indlæg som vedrør retssagen er jeg utrolig påpasselig med ikke at skrive noget som ikke kunne bruges imod mig; jeg vidste at alt hvad jeg skrev blev (og bliver?) læst nøje. Det var ganske bevidst, da yderligere problemer hvert fald ikke skulle være min egen skyld, dem måtte andre stå for.

Mine indlæg om tiden i Forsvaret og HESK er enormt lange. Primært fordi jeg ikke havde mulighed for at skrive så tit, så jeg gjorde det kun når jeg var hjemme i weekenderne. Jeg kan til gengæld ikke forklare hvorfor jeg skrev det første indlæg, men jeg tror det var de gode erfaringer fra retssagen, hvor mange læste med, som gjorde at sådanne måtte jeg da også have mig. Til slut ophørte jeg dog med at føre dagbog fra HESK, da særligt befalingsmændene, særligt én bestemt, begyndte at blive voldsomt personlige og ubehagelige.

De nyere indlæg i min blog, først på Smartlog, senere på noerremark.dk og endelig på brian.noerremark.dk er ganske rigtigt mere som alle andres. Jeg vil dog sige, at jeg er meget bevidst om at der er nogle ting jeg ikke skriver - blandt andet forhold på mit arbejde, store dele af mit kærlighedsliv og forhold til evt. kæreste, samt private forhold som indvolverer andre end mig selv.

Fremtiden vil nok medføre en opblødning på hvad der skrives, det står dog fast at jeg ikke må skrive om arbejde, så det vil jeg ikke. Jeg vil forsøge, at lave en blanding af sjove indlæg, mere alvorlige indlæg og indlæg som har værdi for mig selv senere i livet.

Dette var ordene - tak til Mette fordi hun tog sig tid til at læse bloggen, og tak til alle andre fordi I læste svarene.

Reglerne for deltagelse i dette meme er…

• Hvis du har lyst til at deltage, skal du bare sende mig en email med besked om, at du gerne vil interviewes.
• Jeg svarer dig ved at sende dig fem spørgsmål - hver persons vil være forskellige.
• Du forpligter dig til at lægge mine spørgsmål og dine svar til skue på din blog/hjemmeside.
• Du skriver denne forklaring på siden og tilbyder at interviewe andre i forlængelse af dine svar.
• Når andre sender dig en email med besked om at de ønsker at blive interviewet, sender du dem fem spørgsmål.