I torsdags havde et, for mig ukendt, telefonnummer forsøgt at få fat i mig mens jeg var på arbejde - der var ingen besked på telefonsvareren, så jeg ringede troligt tilbage. Det viste sig at være en journalist fra Herning Folkeblad, som har læst min blog og gerne vil lave et interview. Vinklen skulle vist være noget med HC, men uanset hvad, så er jeg da klar; der er jo intet at tabe ved det.

Så hun kommer på torsdag. Jeg tror gerne jeg vil læse artiklen inden den trykkes, mest fordi det trykte medie er anerledes end tv-mediet. På TV har de kun mine egne ord at flytte rundt med og de kan ikke få mig til at sige noget jeg ikke har sagt. På tryk kan journalisten principielt skrive hvad som helst, og så er det mine ord. Samtidigt, så vil jeg også gerne sikre at der ikke tegnes et for dystert billede af min fremtid - herre gud - jeg er jo ikke død; endnu hvert fald.

En kollega bemærkede - “Ja, medier tiltrækker medier” - det har han muligvis ret i, så hvad bliver det næste? Ude og Hjemme? TV2?

På nogle venner og familiemedlemmer ved jeg det virker underligt at jeg stiller op til så meget mediesjov, og at jeg fortæller relativt åbent om det meste her på min blog. En del af forklaringen tror jeg er, at det er min måde at takle det på - jeg får vitterligt selv bearbejdet tingene ved at tale om dem. Jeg tror ikke nødvendigvis det stopper her - jeg kan ærlig talt godt se mig selv holde foredrag, eventuelt sammen med en etik-fætter, om nogle af problemstillingerne i forhold til HC. Er der nogen som har erfaringer med hvordan man kommer igang med sådan noget?