I min omgangskreds findes ganske mange, som på den ene eller anden måde bekender sig til en Gud eller religion - jeg kender kristne i IM/IMU, Pinsekirken, Evangelist og den almindelige folkekirke, buddister, muslimer og jøder. Dette indlæg handler ikke om dem.

Uanset hvilket emneområde man vælger, så vil der være personer som engagerer sig i det som en del af deres liv. Nogle mere end andre. De fleste accepterer forskelligheden i hvilke emneområder man engagerer sig i - om det er biler, fluefiskeri eller religion. Desværre findes der også fanatikere, som jeg betegner som personer som er så fokuseret på emnet, at de er uden føling med den verden og virkelighed de befinder sig i.

Religion skiller sig særligt ud som emneområde, idet det i modsætning til at synes biler er det fedeste i verden, udstikker en række retningslinier for hvorledes et lydigt liv skal leves.

Jeg har det med præster, som jeg har det med bøsser; undlader de blot at hoppe på mig, så må de praktisere som de ønsker. Der er intet som helst galt med at være homoseksuel, jeg er det bare ikke selv.

Ligeledes har jeg det med religion: Jeg anerkender ikke Guds eksistens, men jeg respekterer at andre gør, og for langt de fleste troende går respekten også den anden vej. Desværre forsvinder respekten tilbage efterhånden som fanatismen vinder indpas. Hvorfor dog?

De fleste religioner ser det som deres mission at udbrede deres religion, og jo mere vægt man lægger på religionen, jo mere vil man føle trang til at missionere. Jeg taler ikke bare om KFUMs Soldatermission, som er religion i øjenhøjde; en sang, en snak om det at være menneske, fællesskab og en bøn. Den slags missionering opsøger man selv og det er frivilligt at deltage. Fanatikere opsøger selv deres fortabte sjæle og forsøger at omvende dem.

Når fanatikerne rykker ud er formålet todelt:

  • Omvend de fortabte sjæle til vor Gud.
  • Skaf midler til finansiering af vor mission.

Det sker jævnligt at jeg stifter bekendtskab med religiøse fanatikere, jeg er jo lidt debatterende af natur, så det er ikke få gange jeg er forsøgt omvendt. Lidt fra en folder i gågaden til en henvendelse om ikke at være bekymret over at jeg har HC, for Gud kan frelse mig.

Min åbne natur bragte mig også en gang til vækkelsesmøde hos en religiøs bevægelse, hvor der, helt som forventet, gik en kurv rundt til donationer. Det overraskede mig ikke, at der blev samlet mange penge ind. Det overraskede mig dog, at hvis man ikke havde kontanter var der bagerst i lokalet ikke én, men to, Dankort-terminaler til donationer.

Det er min overbevisning, at der går en lige linje fra Middelalderens korstoge mod diverse folkeslag af forkert overbevisning, til vor tids religiøse fanatikers hærgen; de har blot fundet lidt mere civiliserede metoder og er holdt op med at slagte folk i tusindtal. Den bagved liggende årsag er den samme: Manglende respekt for forskellighed, for i deres verden tæller kun “Én sand Gud fra evighed til evighed”.