Manuskriptet til min tale til Bedstes begravelse: Vi er samlet for at tage afsked med det bedste menneske jeg nogensinde har kendt. Et menneske som oprigtigt og fuldt spredte glæde hvor hun gik, og som engagerede sig dybt og inderligt i hendes kære. Dette menneske er ingen ringere end Ruth Elisabeth Nørremark, bedstemor eller blot Bedste.

Oplevelserne med Bedste har været ufattelig mange – fra oplæsningen af bøger som helt lille, hvor jeg til sidst endte med at kunne hele bogen udenad – til timerne ved sygesengen, hvor hun med ukuelig optimisme insisterede på at tale om fremtiden og det dejlige liv hun skulle have i den nye lejlighed i Herning.

En anden god oplevelse med Bedste var, da vi en blæsende dag i januar 2005 tog toget fra Holstebro til Slagelse for at se hestene hos Gardehusarregimentets Hesteskadron, hvor jeg på det tidspunkt var værnepligtig, og tilbage igen. Bedste havde på forhånd proklameret, at hun ikke var meget for at køre i tog, man sidder jo ikke så godt i dem. Selv synes jeg det er en god måde at rejse på, så jeg havde naturligvis spurgt ind til den bagvedliggende årsag.

 - Jo, sidste gang Bedste kørte i tog var bænkene hårde, og det var ingen fornøjelsestur!

Den kunne man så tænke lidt over, for det har de da ikke været længe? Nej, men Bedste havde heller ikke kørt i tog længe. Ikke siden vognene var lavet af træ og man sad på bænke uden puder havde hun siddet i et tog. Hendes hukommelse fejlede dog intet, banegården genkendte hun med det samme, og den så også ud præcis som sidst hun stod der – ”Der er kommet lidt mere glas og reklamer” – var hendes kommentar om DSB-kiosken i hjørnet og de informationstavler som viser afgang og ankomst.

Toget ankom, og vi fik os installeret – slet imponeret måtte Bedste konstatere, at der ganske vist var sket et par ting siden hun sidst var på skinner. Den ene station så den anden og Bedste iagttog enhver detalje i landskabet med største appetit.

Fra tid til anden kom salgsvognen med kaffe, slik og aviser forbi – Bedste insisterede på, at vi købte noget hver gang den kom – ”når nu den unge dame er så venlig at komme og tilbyde os det”.

Stationen blev Slagelse og med taxa kom vi til kasernen. Ved synet af staldene blev Bedste nærmest to meter høj, nysgerrigheden lyste ud af hende. ”Det her er vel nok spændende”, konstaterede hun gang på gang. Stille og roligt gik vi mellem hestene, jeg sørgede omhyggeligt for at fortælle om den enkeltes små særheder. Bedste kendte stedet fra min dagbog under værnepligten, og stillede ivrigt spørgsmål til det daglige liv, faciliteterne og meget andet.

Gør man noget, så gør man det fuldt ud. Bedste ønskede at få det hele med, når vi nu var på kasernen, så skulle hun se hvor jeg sov, hvor jeg pudsede støvler og hvor mit kontor som landstalsmand lå. Alle steder hun kendte fra min dagbog, og som hun på forhånd havde dannet sig et billede af hvordan så ud.

Efter rundvisningen igen med taxa til stationen og herfra med toget tilbage mod Holstebro.

I Bedste har jeg mistet et menneske, som gav så meget – jeg forsøgte at følge efter ved at vise hende verden, udvide hendes horisont og give hende nogle nye kolonariske oplevelser. I forhold til denne gamle dame var det dog umuligt at følge med – jeg har ikke mødt nogen som gav kærlighed så intenst som hende.

Så - Bedste, jeg ved du troede på et bedre sted end denne verden, jeg håber du har ret, og at vi mødes der en dag.

Tak!