Julen blev fejret hos Kirkens Korshærs værested i Herning. Og det gik over al forventning. Ja, jeg var ligefrem i kirke, dén var jeg nu ikke så imponeret af - Hedeagerkirken, var det - den var for moderne for min smag. Men jeg er nok også for godt vant med hyggelige gamle kirker i form af Ilskov Kirke. (Se i øvrigtnedenfor)

Efter gudstjenesten, hvor præsten også brugte en del tid på at virke moderne, men det lykkedes ikke helt - gik turen til værestedet til kaffe, og så var der ellers mere eller mindre gang i den hele tiden. Først med kaffen, så kom maden fra Mette & Klaus i Sunds, så var spisetid - mere spisetid - endnu mere spisetid - og endelig kaffe, og til slut oprydning.

Der var i alt 31 mennesker , hvoraf hele 9 var børn, det overraskede mig en del. Umiddelbart havde jeg nok forventet en del gamle - og dem var der da også cirka 13 af - men at så mange var enlige mødre og børn, dét havde jeg ikke regnet med.

En anden ting som slog mig er hvor simpelt jul egentligt kan gøres - det skal ikke nødvendigvis være ens tallerkner, smart bestik og så videre - ej heller bliver man mere lykkelig af at der er 120 retter mad; man kan jo kun spise sig mæt én gang. For første gang vil jeg så sige, at jeg holdte jul med en forsamling hvor alle var samlet af glæde.

Gaver var der naturligvis også - mest til børnene, hvor en lokal virksomhed 10 dage før jul havde henvendt sig og spurgt “hvor mange børn kommer der, hvad hedder de og hvor gamle er de?” - og så kom de med gaverne! Det var virkelig imponerende at se hvordan et relativt bjerg af gaver kunne få øjnene til at lyse.

Der var ganske enkelt også børn overalt - sikke en ballade de kunne lave, men det hører med sig når man samler 9 børn under 7 år :-)

Julen i Casa Brian Der blev som sagt ingen Juleaften i Casa Brian, men jeg har alligevel fået mig et juletræ og fået fastlagt skelettet til hvordan traditionerne skal være fremover:

  • 1. december: Julepynten op. (Dét nåede jeg så ikke i år - tak for overarbejde, du kære projektleder på arbejde - du ved selv hvem du er!!)
  • 23. december: Juletræet pyntes.
  • 24. december: Juleaften.
  • Hellig Trekongers Dag: Julepynten nedtages. (Mange gør dette inden nytår, nogle efter nytår, men de færreste venter helt til hellig trekongers dag - men det bør man faktisk gøre.)
Hvad jeg mangler at få ind i mine traditioner er aktiviteter som julebagning, konfektfabrikation og “hvornår skal træet ind” - andet?

Summa summarum… Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har haft en jul jeg har haft så god en mavefornemmelse omkring. Det får mig til at sige, at jeg næste år højst sandsynligvis forfiner metoden yderligere og blander det bedste af den gamle og den nye metode.