Hvis jeg ikke har andet hjerte, så har jeg hvert fald et godt sovehjerte :-)
I morges stod vækkeuret til 06:50, jeg var gået tidligt i seng, så det burde ikke være noget problem at komme op på det tidspunkt. 06:50 blev til 07:50 og senere til 08:50. Herefter blev det i 9 minutters intervaller og snooze-funktionen til ~10:00, hvorefter jeg gik i bad.
Man sætter bare meget mere pris på sin gode varme dyne når vækkeuret HAR ringet. Men egentligt er det latterligt, for de 9 minutter med snooze-funktion får jeg personligt intet ud af, de virker måske ligefrem omvendt.
Nu jeg er ved emnet, så har jeg også fået mig et nyt vækkeur. Philips Wake-up Light HF3461 - den virker faktisk ganske godt. En halv time før jeg skal op begynder den langsomt at tænde lyset. Når tidspunktet nås kan den tænde radioen, lave alarm-lyd, eller - og det bruger jeg - den behagelige lyd af enten kvækkende frøer, bølger i strandkanten eller fuglekvider. Jeg er til fuglekvider.
Vækkeuret skaber en rigtig hyggelig stemning i soveværelset om morgenen - måske lidt for hyggelig - for jeg må fortsat supplere med mit gamle vækkeur for at komme op.