Jeg var en af de stakkels mennesker, fortrinsvis fyre og unge (nørder, red.), som 11. juli stod i kø for at sælge sin krop og sjæl til Telia for en telefon.

Ja! Jeg har købt en iPhone, og ja, jeg stod i kø i to timer som nummer 5 ved butikken i HerningCentret - havde jeg ikke været på tilkald om natten var jeg blevet nummer 1.

Telefonen er min belønning til mig selv for at bestå nationaløkonomi på HD i første forsøg, og endda med et fornuftigt resultat. Mange har haft travlt med at kritisere telefonen, well, uanset hvad, så er jeg glad for min og efterhånden som flere og flere applikationer kommer til den bliver glæden ikke mindre. Dette indlæg er skrevet fra telefonen med den Wordpress-applikation som kom i dag, hvilket samtidigt var en god lejlighed til en opgradering af softwaren bag selve bloggen.

Det er mit håb at den fagre nye teknologiske verden kan bidrage med fornyet liv på nærværende blog - jeg skal gøre mit bedste…