Da Brian mødte Herman

20130113-213045.jpg

Der sker så meget i Indien, og jeg kan ikke nå at skrive det hele. Én histore I dog ikke skal snydes for er historien om min nye cykel, Herman.

Utallige er årsagerne til at jeg gerne ville have en cykel: jeg må ikke selv køre for rejseforsikringen, der ér ikke ret langt på arbejde, frihed – og nok vigtigst at vi så kan bruge den til ærinder i supermarkedet, som vi vel har en 2-3 kilometer til. (Se billedet – det ligger ved Connexions, vi bor ved den blå prik)

Så en cykel skulle jeg have.

Her går alt lidt langsomt, så det er næsten en uge siden jeg spurgte om de kunne skaffe mig en. Først var der lidt tvivl om jeg ikke skulle have en motorcykel, knallert eller scooter, men nej, det var en cykel jeg ønskede mig. Hernede er cykler vist for de fattige – husk vi er i et land hvor cyklister og super-cykelstier ikke er et modefænomen som i Danmark.
Da jeg havde fået mig gjort klart, at det altså var en cykel jeg ville have kom spørgsmålet om den skulle være ny eller brugt. Jeg skal jo kun bruge den tre måneder, så en nu var måske i overkanten med en ny – det viste sig dog at en ny kun kostede Rs. 4.000, cirka 400 kroner, så det blev jeg da ikke fattig af.

I flere dage gik det med ‘tomorrow, tomorrow’, også i går, hvor jeg så bare sagde ja, for manden holder altid fri om søndagen. Men, ak – netop som man tror man har regnet en inder ud, så gør han som man aldrig havde forventet; pludselig stod han ved døren, og så måtte vi jo afsted.
Jeg kom bag på motorcyklen og vi kørte til Chengalpattu, som ligger 7-8 km væk. Her boede han, og han vidste hvor de solgte dem.

Vel ankommet til butikken har de grundlæggende to cykler til voksne: en halv-moderne alu mountainbike med gear til Rs. 14.000, og en mere klassisk af jern, med fjedret sæde, uden gear til Rs. 4.000. Jeg havde kun Rs. 8.000 med, så selvom jeg måske godt kunne have flottet mig, så forelskede jeg mig nu straks lidt i den klassiske model. Hvis han lige fik en ringklokke – for alle dytter og ringer hernede, selv af fodgængere på det modsatte fortorv – og en lås, så var den fin.

Hero står der på den – på ham, for så skulle han hedde Herman. “High Performance Bike Guranteed” sagde et andet klistermærke.

Mens han fik monteret en række ekstraudstyr (farvede kogler i hjulene, stænklapper, håndtagsgummi) gik vi en tur gennem strøget. Strøg og strøg – det var en blanding af Vorbasse Marked, losseplads og en opgang i et socialt boligbyggeri, men det havde charme.
Jeg fik vist de gode steder at handle – tog GPS-koordinater for at være sikker på at kunne finde dem igen – mens vi fik tiden til at gå. Jeg fik også forklaret hvordan man kunne komme derned ved kun at tage bus, tog og endnu en bus. Det var vældigt betænksomt af ham, men det virker uoverskueligt at skulle med offentlig transport ingen nærmest ved hvornår kører.

Den hjælpsomme mand boede i byen, og tilbød at køre mig hjem på motorcyklen og køre tilbage og holde fri. Jeg havde en perfekt fornemmelse for hvor jeg var – blandt andet fordi vi kom forbi det sygehus jeg havde Bertram med på – men også fordi det ikke er nogen kompliceret route. Og hvis jeg nu blev kørt, hvad så med Herman? Så jeg besluttede mig for at vise lidt vestlig gennemslagskraft, og annoncere at jeg da bare kunne tage Herman hjem. Så skulle vi heller ikke have arrangeret han skulle hentes af en anden.

Og sådan blev det. Vi kørte fint afsted, han ville dog lige sikre sig jeg fandt den store vej. For enden af strøget får jernhesten lige et godt pedaltråd for se hvad accelerationsevnen var på sådan en fætter – og så sprang kæden!

Nå, vi traskede pænt tilbage til biksen, og min hjælper forklarede pænt at det gør nye cykler ikke. Mens de baksede med det var indehaverens børnebørn kommet – de var meget interesserede i at tale med mig, men turde ikke rigtigt begynde. (Kender du det, at selvom der tales tamilsk, så kan man godt høre de taler om dig?)
Efter de indledende ting som navn, land og familie, så dristede jeg mig til at spørge om det var normalt at bedstefarens nye cykler brød sammen efter 5 minutter – det var det dog heldigvis ikke.

Endelig kom jeg afsted, og efter lidt udfordringer med kørsel i venstre side, så var jeg ude inden rigtige trafik. Jeg fandt den store vej, og skulle så bare ellers derud af… Jeg mener, hvor svært kunne det være at dreje til højre når der stod Mahindra City Main Gate.
Well – Herman er jo af jern, og når man rigtigt får oparbejdet momentum i sådan en fanden, så kommer man let til at køre cirka 10 kilometer for langt. Jeg syntes også nok det virkede ukendt, men omvendt er det meste jo ukendt hernede, og det kendte kunne jo være lidt længere fremme.

Til sidst slap også kræfterne op, skulle jeg køre mere måtte der Mars i tanken. Der holder heldigvis en lokal taxa (en af de der knallerter med styrhus på), som jeg lige spørger om hvor langt der er endnu – altid rart at vide om det var to eller tre Mars-barer jeg skulle have.
Han peger i stedet i den modsatte retning og siger “9 kilometer!”.

Hvad gør man så?
Jo, det var umuligt at forklare manden hvor jeg boede, så jeg bad om at blive sat af hvor jeg skulle være drejet – og cykle resten af vejen.

Det gik nu fint, og folkene i Gate Security fik sig et godt grin da Herman og jeg trillede ind over trafikbumpene.

Og sådan gik det til, at Brian mødte Herman, og fik gjort lidt mere ukendt kendt.

20130113-213017.jpg

20130113-213027.jpg

20130113-213108.jpg

Advertisements
This entry was posted in Livet i Indien. Bookmark the permalink.

One Response to Da Brian mødte Herman

  1. Mathies says:

    Sej cykel, Brian! 🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s