Det er nu 1,25 år siden Bertram kom til verden. Når jeg nu ser drengene lege - og slås - kan jeg ikke andet end være glad. Men vejen hertil har været hård, og det vil jeg prøve at sætte nogle ord på.
Her, over to år efter Bella blev aborteret, gør det stadigvæk utrolig ondt. Personligt har jeg haft megen glæde af min søster fordi vi begge havde den samme syge mor. Men nu stod jeg der, vi havde lige fået aborteret et barn som havde arvet genet efter mig, og skulle vi så prøve igen?
For at gøre det talte naturligvis et brændende ønske om at udvide familien, ikke mindst for børnenes egen skyld. Imod, rigtig meget imod, talte, at jeg ikke var sikker på, jeg kunne klare at skulle igennem processen igen, og slet ikke hvis svaret er dårligt.
Måske er jeg svag, men det blev ved snak og bekymringer og inden længe var Bettina gravid. Og det var hårdt at gå igennem - helt til den dag, hvor en venlig sygeplejerske i Skejby kortsluttede kommunikationen og gav os svaret: Barnet er rask! Det bliver en dreng! Den eneste som ikke græd af glæde var Benjamin; han så sine forældre græde og fangede ikke det var godt, og begyndte så selv at græde.
Jeg synes vi løb en utrolig stor risiko, og jeg ville nødig gøre det igen, men omvendt gik det jo godt, og det er det eneste som tæller. Benjamin har nu en lillebror, som nok tit er irriterende, men de får utrolig megen glæde af hinanden fremover. Bertram til gengæld, han siger endnu ikke så meget, men så snart Benjamin giver den første lyd fra sig om morgenen, så står Bertram ved siden af sengen og siger “Hej!”