Danske specialtegn i domænenavne har altid været et problemfyldt område. De første mange år var det ikke teknisk muligt at registrere dem hos DK-Hostmaster, det blev dog tilladt, men næste problem var så at ingen browsere understøttede dem. Det kom Opera og Firefox ret hurtigt til, men alligevel er det en smule uholdbart når Internet Explorer ikke gør det.
Med den seneste frigivelse af Internet Explorer 7 breder lyset sig dog. Nu understøttes domænerne i browserne, hvornår diverse mailklienter også har tænkt sig at understøtte dem, dét er et godt spørgsmål. Desværre går der nok en rum tid inden det primære domæne kan sættes til nørremark.dk
Historien bag Nørremark.dk
Oprindeligt ejede jeg noerremark.dk, mest fordi jeg kunne, jeg brugte den ikke rigtigt til noget. Der blev lagt lidt småtterier op, men det første store gennembrud kom da jeg blev smidt ud af Heste-Nettet, så hostede noerremark.dk MyStory. Sådan gik det i noget tid.
Engang i 2004 blev det muligt at købe domæner med æ, ø og å. Der var jeg i Forsvaret, så en anden købte nørremark.dk istedet for mig. Det blev han åbenbart træt af at eje, og efter cirka et års tid lodhan det udløbe, hvorefter jeg købte det.
Den seneste ændring på Nørremark.dk er, at jeg ikke er den eneste som “bor” her, jeg flyttede på brian.noerremark.dk, hvilket gav min søster mulighed for også at bo her. Det næste bliver nok at jeg skal have lavet en lidt mere hensigtsmæssig forside til noerremark.dk. Men den tid den sorg.