Jeg er kraftigt blevet opfordret til at sørge for at Sønnike får en sandkasse. Og det synes jeg er et spændende projekt :-)
Umiddelbart kan man jo købe sig en sandkasse - der er mulighederne:
- Plastik - men jeg ved ikke hvor estetisk en lysegrøn skildpadde, eller en lilla musling er når vind/vejr har haft fat i den
- Træ - men udvalget i Bauhaus er ikke imponerende, og generelt virker det lidt svagt at købe den? Jeg mener, det ér jo bare brædder!
De funktionelle krav som sandkassen skal opfylde er:
- Den må ikke være grim
- Den skal holdes indenfor rammerne af cirka 130x130 (for at passe til fliserne, det er lidt svært at se på kortet)
- Den skal kunne modstå katte og ukrudt - altså skal der være låg til og fiberdug i bunden
- Den må ikke gøre det alt for besværligt at slå græs
Jeg påtænker at lave en sandkasse med en højde på cirka 30 cm, men til gengæld grave den 20 cm ned for at den falder lidt i med omgivelserne og ikke ligner noget som er blevet dumpet med en kran. Udenom påtænker jeg at lægge en flise så det er nemmere at slå græs. Øverst skal sandkassen have et vandret bræt så der er noget at sidde på. Låget har jeg ikke de store tanker om, men mon ikke det også kan bygges af brædder?
Andre gode idéer eller forslag? Mit umiddelbare bud er at smutte et par timer i Bauhaus og se se lidt på hvilke brædder de har at bygge med.