Der ér liv i mig! Men jeg indrømmer, at det ikke helt afspejles i aktiviteten på min blog. Der er sket meget siden jeg så småt skrev de første indlæg i 2002, over den virkelige aktive periode i 2006 og til nu, hvor jeg fornemmer jeg skriver lidt længere og dybere indlæg.
Jeg har - igen, igen - flyttet bloggen til et nyt hvilested. Det gav mig en tvungen anledning til at læse mange af indlæggene igen. Der er virkelig mange gode minder igennem, også enkelte dårlige, men sammen udgør de et vidnesbyrd om mit liv indtil nu, som jeg faktisk er ret stolt af. Fra den unge gut, som nok havde lidt for meget tid, og nok var en anelse ensom af og til - til familiefaren som har to drenge på 5,75 og 7,5 år sovende på 1. salen.
Det kaldes vel sådan set at blive voksen? Der er sket så meget, men jeg prøver alligevel at få de vigtigste ting ind i dette indlæg.
De store tals lov
Sidst jeg gav liv fra mig boede vi i Solbjerg syd for Århus. Det var sådan set et rigtigt dejligt sted, men Bettina var netop blevet færdig med hendes (næste) uddannelse, og vores aftale var, at vi ville flytte én gang efter et andet job til hende. Så selvom Benjamin nåede et par måneder på Solbjergskolen, så flyttede vi til et rart rækkehus i Viborg fordi Bettina har fået arbejde på sygehuset i byen.
Drengene er faldet rigtigt godt til i byen i deres skole/institution med deres venner. Benjamin går i 1. klasse, og har for alvor knækket læsekoden, og Bertram går i børnehave, men er klar ved startlinjen til skolestart efter sommerferien.
Jeg pendler ti Århus hver dag, hvor jeg arbejder med IT og ehandel hos e2y sammen med mange af mine tidligere kolleger fra Dansk Supermarked. Vi bygger (store) webshops, og den vi har haft hænderne i går i luften om en måned eller to - nemlig en shop til den engelske mælkemand, Milk&More.
Men hvad med Huntingtons Sygdom?
Jeg har naturligvis stadig genet for Huntingtons, men jeg synes ikke jeg har symptomer, og det viser mine årlige kontroller på Rigshospitalet også. Videnskab er stadig mit eneste håb, og på det seneste er der sket store fremskridt, men dem gemmer jeg til et senere blogindlæg. Kuren kommer, det er helt sikkert, spørgsmålet er blot hvornår?
I og med at intet er hemmeligt - heller ikke for drengene - så har de nu en alder hvor de forstår en stadig større del af situationen. Vi læsser dem ikke til med information, dystre fremtidsudsigter og spinkle forskningsresultater, men svarer på deres spørgsmål når de har dem.
De ved begge, at der kunne have været en søster, og vi besøger sammen kirkegården i Vemb et par gange om året. De kan nogle gange godt sige, at de savner hende, men det er mere deres måde at udtrykke, at de kan se, at det ikke var nemt for deres forældre.
Er Viborg et godt sted?
Viborg er faktisk er rigtigt rart sted. Jeg er jo Herning-dreng, og flytter mentalt nok aldrig derefra, og det betyder at man er lidt skeptisk overfor både Viborg og Holstebro. Trafikalt der der heller ikke så farligt som tidligere da Helle for længst er flyttet fra byen.
Benjamin går i en god skole og har fået nogle rigtigt gode venner. Bertrams børnehave er en af Viborgs mindste, men helt perfekt til ham. Begge går til svømning to gange om ugen - de er efterhånden bedre svømmere end deres far! Alt dette bliver holdt sammen af min fantastiske kone. Jeg pendler til Århus hver dag, og hun holder sammen på det hele; der er ingen tvivl om at jeg har scoret, og giftet mig, opad.
Appropos Bettina og fritidsaktiviteter, så tog hun sidste år certifikat til både tur- og havkajak i roklubben. Jeg fik mit certifikat til turkajak overført fra Solbjerg Søsport, så nu kan vi ro ture sammen på søerne i Viborg. Det er herligt, selvom vi endnu ikke har gjort det så meget fordi drengene endnu ikke kan være alene hjemme længere tid af gangen. Men det kommer, og indtil da ror vi hver for sig på skift.
Hvordan ser rækkehuset ud?
Vi har lavet en del renovering efter vi overtog, og da vejret endnu ikke har været godt, så har jeg ikke fået taget nogle billeder af hele huset. Derfor kan jeg kun lægge billederne fra den oprindelige salgsopstilling op.
Huset er 117 kvm., hvilket måske er lidt i underkanten til en familie på 4, men vi fandt villaen i Solbjerg lidt for stor. Bettina og jeg havde tidligere boet i Casa Brian i Herning, så vi vidste at boligtypen tiltaler os.
Billederne fra den oprindelige salgsopstilling er herunder.
