Indien er et lorteland!

Jeg har været i landet 24 timer, men jeg synes allerede Indien er er lorteland. Det spændende bliver om jeg synes det samme om 14 dage.

Det er nu muligt jeg tager fejl, og Indien ikke er et lorteland, men så adskiller landet sig hvert fald markant fra Danmark på mange punkter:

  • Elektricitet er noget elværket (eller staten?) har besluttet sig for at sætte ud af kraft 2-3×2 timer om dagen og en hel dag om måneden
  • Tidsfornemmelsen ‘lige om lidt’ kan lige så godt betyde i morgen eller aldrig
  • Isolering bruger de ikke. Heller ikke mod varmen.

Særligt elektriciteten er et problem, for hvis det er for at spare vil jeg påstå der ikke spares el på det. Alle koger rigeligt vand, oplader batterier eller andre små tricks.

Hvis jeg ikke bliver bedre til de indiske særheder er jeg bange for at vi må have gang i en evakueringsplan.

Advertisements
Posted in Livet i Indien | 8 Comments

Tjenestefolk

Måske er betegnelsen forkert, men en af de ting jeg får det svært ved i Indien er tjenestefolk. Huset vi har lejet har en 24/7, IN-House Care Taker. inkluderet i huslejen. Det er på sin vis praktisk nok, men noget anderledes end vi er vant til herhjemme.

Det strider meget mod min overbevisning at min hverdag sådan bliver et arbejdsforhold – én ting er at være leder når det er de (reelt ligegyldige?) ting vi beskæftiger os med på jobbet. Det handler pludselig om, at jeg kan bede en anden om at vaske mit tøj, hente de ting jeg ikke selv kan nå, gøre det jeg ikke gider.

Kulturelt er Indien sådan indrettet, men jeg får det godt nok svært ved det.

Jeg ved ikke hvordan det bliver, men for at jeg kan se mig selv i øjnene er min strategi at byde vedkommende velkommen i familien for en periode. I deres system er der måske forskel på mennesker, men når døren er lukket ved os, så er vi alle lige.

Naturligvis er det fristende at delegere alle de trælse opgaver til en anden, men jeg får godt nok svært ved det.

Posted in Livet i Indien | Leave a comment

Hvem sender mails i vore dage?

Digital kommunikation har for længst dræbt den analoge ditto, og Post Danmark er reduceret til udbringer af varer købt på nettet.

Indenfor digital kommunikation er der dog også sket noget. Mailen er døende! Ingen sender mails mere, de meste foregår på andre kanaler, og hvis der endelig er noget som ligner en mail, ja så er det en privat besked på Facebook.

Det er ikke nødvendigvis skidt, men heller ikke altid af det gode.

Jeg sætter en ære i at besvare mails. Jeg er ikke så god til det som jeg har været (læs: har så meget tid som tidligere), men alt bliver stadigvæk læst.
Problemet opstår imidlertid fordi mange mennesker sætter lighedstegn mellem det at sende en mail og at skrive en privat besked på Facebook. Måske er jeg dum, men jeg kan ikke få de to ting til at virke ens i min Facebook.

Med min opsætning af Facebook bliver private beskeder fra de (mange, red.) jeg er venner med i Indbakke, men beskeder fra andre bliver placeret et helt andet sted. Måske er det en (smart?) måde at håndtere spam på, men jeg kan konstatere, at

  • jeg kunne have været på flere dates i mit singleliv
  • mange ikke har fået svar på deres mail om Huntingtons
  • jeg er gået glip af mange dages Happy Hour forskellige steder i landet

Min egen mail har ikke denne opdeling i indenfor/udenfor – jo, der ér et filter til Google+ Circles, men det primære view er ‘alt som ikke er spam’. Og det har alle dage været nok til at jeg ikke føler jeg er gået glip af noget.

Æv!

Posted in Liv og død | Leave a comment

Børn og langfart

Jeg glæder mig til Indien. En ting jeg dog ikke glæder mig specielt til er transporten ud og hjem.
Min arbejdsgiver tilbød os oprindeligt at vi kunne få en rejse hjem til Danmark midt i forløbet, men tanken om at have dobbelt op på transport gjorde vi takkede nej tak.

Hvad frygter jeg? Jo, børnene er ikke så gamle (2Å4M og 7M) og mit største mareridt er totalt kaos fra ende til anden: ingen søvn, skrigeri, sure medrejsende, forsvundne børn, glemte ting og sager. Kort sagt: kaos!

Meget af det er der ikke rigtigt noget at gøre ved. Men noget af det vi har gjort er:

  • Indkøb af klapvogne som må tages med til gaten og går som håndbagage
  • Varskoet flyselskabet om at vi kommer, og bl.a. booket en vugge til den mindste
  • Valgt flyrute og afgang efter minimering af transfer-tid fremfor flyvetid
  • Indkøb af en stak nye film til familiens iPad
  • Små gaver og overraskelser til det store barn undervejs

Min frygt bliver måske gjort til skamme; vores børn har det med at forvandle sig til de artigste engle når omgivelserne og reglerne ændrer sig. Så jeg håber 🙂

Posted in Livet i Indien | 2 Comments

Vi flytter til Chennai i Indien…

… hvert fald i en kortere periode på tre måneder.

Det hele kommer af, at min arbejdsgiver kører et projekt derude og gerne vil mindske afstanden mellem os og dem. Et af midlerne er at vi øger vores tilstedeværelse derude, og altså også sender min familie og jeg derud.

Vi skulle ikke overveje det ret meget inden vi sagde ja, for hvornår kommer sådan en mulighed igen? Børnene er endnu små, Bettina er på barsel og jeg får (naturligvis) løn for at arbejde derude.

De sidste par uger er gået med forberedelser – blandt andet:

  • Vaccination af familien – vi er blevet vaccineret mod sygdomme jeg end ikke anede eksisterede
  • Indkøb af modermælkserstatning – Bertram kan ikke tåle mælk, og hans specielle erstatning sælges ikke i Indien
  • Boligjagt – at finde bolig i Danmark er én ting, det er endnu sværere at gøre i et andet land online.
    Heldigvis har jeg et par gode indere til at hjælpe mig
  • Udlån af vores hus – når vi ikke selv skal bruge Villa Nørremark kan en anden jo lige så godt få gavn af det
  • Afklaring af daginstitution efter Indien – der er også en hverdag efter Indien, den har vi forberedt ved at skaffe Bertram en plads i Benjamins institution
  • Opsigelse af abonnementer
    vores internet og tv er opsagt; vi kan alligevel ikke bruge det
  • Planlægge besøg af famile – vores familie benytter naturligvis muligheden og kommer og besøger os. Hvis jeg fik provision for at hjælpe med at udfylde ansøgninger om visum, så ville jeg være rig!

Tingene begynder at flaske sig, og nu flyver vi 2. januar og kommer hjem 3. april.

Posted in Livet i Indien | Leave a comment

Jeg skal være far!

Det holdt hårdt, men i tirsdags kunne jeg endelig sige: Jeg skal være far!

Processen har denne gang været hårdere end de to tidligere gange. Det begyndte ellers helt normalt med et besøg hos vores egen læge som gav henvisning til tidlig scanning og moderkagebiopsi.

Tiden gik og vi hørte intet fra Skejby Sygehus, hvorfor Bettina ringede til dem for at høre om de havde styr på det. Det mente de absolut de havde, men desværre var deres opfattelse af den tilstand at give os en tid til moderkagebiopsi ud fra den beregnede terminsdato uden tidlig scanning. Ydermere var datoen lidt presset i forhold til at nå alt inden abortgrænsen.

Bettina forsøgte at forklare sekretæren at vi havde prøvet det to gange før, og det var ikke den måde det plejede at blive gjort på. Overlægen havde besluttet det sådan, var hendes begrundelse. Vores egen læge var heller ikke tilfreds med at hendes henvisninger blev tilsidesat, men havde heller ikke held med at trænge igennem.
Det var først da lægen fra Klinisk Genetik, som hjalp os med Bella, ringede og spurgte om de var sikre på proceduren at det alligevel blev til en tidlig scanning og biopsi.

Scanningen forløb helt fint, og dagen for biopsi oprandt. Det var i sig selv hårdt at nå dertil, men vi var glade over udsigten til at der nu kun var en uge igen inden vi vidste hvor vi stod og kunne forholde os til det.

Desværre viste det sig at moderkagen og livmoderen havde artet sig således at det var umuligt at lave biopsi. Moderkagen skal være tilgængelig gennem maveskindet for at proceduren udføres. Det er aldeles ligegyldigt for graviditeten hvordan det vender, men lige præcis i vores tilfælde var det afgørende.
Således meget skuffede gik vi hjemad med en tid igen en uge senere. Det værste var nok i virkeligheden at en udsættelse var et udfald ingen havde forestillet sig. Det eneste vi kunne gøre i den næste uge var at vente på moderkagen voksede sig større, og mens den gjorde det ville vi komme tættere på abortgrænsen.

Abortgrænsen er dog én ting, men når man ikke ved hvornår biopsien kan udføres er uge 14 pludselig også interessant. Denne uge er grænsen for hvornår fostret ikke kan fjernes kirurgisk men i stedet skal fødes ved en igangsættelse med stimulerede drop. Den grænse frygtede jeg nu mere end noget andet.

Tidspunktet for næste forsøg oprandt, men desværre var moderkagen ikke vokset nok og vi gik endnu en gang hjem med en ny tid en uge senere.

Bettina var i uge 13 da vi igen troppede op i Skejby. Da gentesten tager cirka en uge var vi således ganske pressede og håbede inderligt at biopsien kunne laves den dag.
Det kunne den heldigvis, og den røg afsted til laboratoriet med det samme.

Efter sådan en omgang føler man sig lidt som det tredje hjul på en mærkelig date. Indsatsen er høj, det samme er præmiesummen, men man har ikke selv indflydelse.

Vores opfattelse var at det tog minimum 2-3 dage at foretage gentesten. Til vores store overraskelse ringede telefonen dog allerede dagen efter med beskeden om at fostret ikke havde arvet genet.

Samtidigt kunne den venlige stemme også oplyse at vi skulle være forældre til en dreng.

Og sådan gik det til, at jeg blev far til to børn. Det lyder måske mærkværdigt, men jeg ser frem til at blive steriliseret så jeg aldrig mere skal frygte at sygdommen spreder sig.

HC stopper ved mig.

Posted in Huntingtons Chorea | 3 Comments

Bettina er gravid!

Når man ikke gør noget aktivt, så må det jo ske: Bettina er gravid!

Det er fortsat meget nyt, og vi skal igennem hele processen med moderkagebiopsi og gentest igen. Man fristes til at sige “same procedure as every year” fordi vi har prøvet det tidligere med Benjamin og Bella.

Baggrunden for det er, at vi naturligvis gerne vil have et barn mere. Jeg er selv storebror, og har haft megen glæde af min lillesøster; ikke mindst i forbindelse med at vores mor er syg. Så det er lidt med den tanke vi har aftalt at hvis der kom en mere, så ville det ikke gøre noget.

Vi kender risikoen – 50% for Huntintons Chorea, men omvendt er der også 50% for et fantastisk barn som Benjamin. Indtil videre ved jeg ikke hvornår der sker mere, men jeg laver et indlæg om hvordan processen overordnet set er senere. Jeg ville blot lige dele denne glædelige nyhed med hele Verden 🙂

Posted in Huntingtons Chorea | 5 Comments