#Livet I Indien

Utallige er årsagerne til at jeg gerne ville have en cykel: jeg må ikke selv køre for rejseforsikringen, der ér ikke ret langt på arbejde, frihed - og nok vigtigst at vi så kan bruge den til ærinder i supermarkedet, som vi vel har en 2-3 kilometer til. (Se billedet - det ligger ved Connexions, vi bor ved den blå prik) Så en cykel skulle jeg have. Her går alt lidt langsomt, så det er næsten en uge siden jeg spurgte om de kunne skaffe mig en. [Læs mere]

Det skal ikke være negativt om Indien hele tiden - der ér faktisk lyspunkter: Det eneste udenlandske par er tilfældigvis vores nabo Det indiske svar på BabySam leverede og samlede to børnesenge klokken 21 om aftenen Det nærmeste vegetar-sted laver faktisk god mad ‘Gadens’ faste chauffør er pålidelig og taler engelsk Og nu det vigtige: Jeg har - vist nok - købt en cykel. Jeg skal ikke arbejde så forfærdelig langt væk fra huset, men med varmen og så videre så er det mere end man lige går. [Læs mere]

Jeg har været i landet 24 timer, men jeg synes allerede Indien er er lorteland. Det spændende bliver om jeg synes det samme om 14 dage. Det er nu muligt jeg tager fejl, og Indien ikke er et lorteland, men så adskiller landet sig hvert fald markant fra Danmark på mange punkter: Elektricitet er noget elværket (eller staten?) har besluttet sig for at sætte ud af kraft 2-3x2 timer om dagen og en hel dag om måneden Tidsfornemmelsen ‘lige om lidt’ kan lige så godt betyde i morgen eller aldrig Isolering bruger de ikke. [Læs mere]

Måske er betegnelsen forkert, men en af de ting jeg får det svært ved i Indien er tjenestefolk. Huset vi har lejet har en 24⁄7, IN-House Care Taker. inkluderet i huslejen. Det er på sin vis praktisk nok, men noget anderledes end vi er vant til herhjemme. Det strider meget mod min overbevisning at min hverdag sådan bliver et arbejdsforhold - én ting er at være leder når det er de (reelt ligegyldige? [Læs mere]

Jeg glæder mig til Indien. En ting jeg dog ikke glæder mig specielt til er transporten ud og hjem. Min arbejdsgiver tilbød os oprindeligt at vi kunne få en rejse hjem til Danmark midt i forløbet, men tanken om at have dobbelt op på transport gjorde vi takkede nej tak. Hvad frygter jeg? Jo, børnene er ikke så gamle (2Å4M og 7M) og mit største mareridt er totalt kaos fra ende til anden: ingen søvn, skrigeri, sure medrejsende, forsvundne børn, glemte ting og sager. [Læs mere]

… hvert fald i en kortere periode på tre måneder. Det hele kommer af, at min arbejdsgiver kører et projekt derude og gerne vil mindske afstanden mellem os og dem. Et af midlerne er at vi øger vores tilstedeværelse derude, og altså også sender min familie og jeg derud. Vi skulle ikke overveje det ret meget inden vi sagde ja, for hvornår kommer sådan en mulighed igen? Børnene er endnu små, Bettina er på barsel og jeg får (naturligvis) løn for at arbejde derude. [Læs mere]