Brian Nørremark

De seneste par uger har det føltes vigtigt at få dette blogindlæg skrevet, men én ting er viljen, det er straks værre faktisk at få det gjort. Ikke så meget fordi jeg ikke kunne prioritere tiden til det, nej, men fordi emnet er ømtåleligt. Det er svært at få skrevet rigtigt, men jeg gør alligevel forsøget. I sommerferien ringede min telefon en dag mens vi var i Netto. Kort fortalt havde personalet på min mors plejehjem haft ringet til mors side af familien og fortalt, at vores mor næppe har langt igen. [Læs mere]

Der ér liv i mig! Men jeg indrømmer, at det ikke helt afspejles i aktiviteten på min blog. Der er sket meget siden jeg så småt skrev de første indlæg i 2002, over den virkelige aktive periode i 2006 og til nu, hvor jeg fornemmer jeg skriver lidt længere og dybere indlæg. Jeg har - igen, igen - flyttet bloggen til et nyt hvilested. Det gav mig en tvungen anledning til at læse mange af indlæggene igen. [Læs mere]

To af mine gode venner, som tilfældigvis er et par fordi jeg har introduceret dem for hinanden, mistede i sidste uge deres ufødte barn 9 dage før terminen. I dag var vi så samlet i kirken, på terminsdatoen, ikke for en barnedåb, men for at se en mor og far tage i hver deres side af en lille kiste, og bære den det sidste stykke. Det er så åbenlyst uforståeligt, urimeligt og ubarmhjertigt som noget kan være, og jeg vil ikke ønske for nogen at noget tilsvarende skal ske for dem. [Læs mere]

Jeg har været i Barcelona til det årlige møde i EHDN, det europæiske netværk for Huntingtons, denne weekend. En weekend fyldt med videnskabelige fakta og dybt rørende personlige historier. Men vigtigst af alt, også håb… for der ér håb om at vi snart får skovlen under Huntingtons. Der er fuld tryk på udviklingen af mange ting, men det jeg synes har størst potentiale er hæmning af specifikke gener. Mit problem er at et sygt gen medfører forkerte udgaver af et protein, Huntingtin, som er giftigt for cellerne og da det samtidigt ophobes over tid medfører det celledød. [Læs mere]

Jeg har for længst affundet mig med, at jeg sandsynligvis skal dø af Huntingtons Sygdom, og at det ikke bliver et drømmeforløb. Selvom det måske lyder mærkeligt, så er det okay for mig. Mit liv er planlagt efter det - mine børn sat i verden tidligt (og testet!), pensionsopsparingen tilpasset - og langt de fleste dage leves efter det. Processen er ikke unik for mig, alle burde gøre det, men det er nok de færreste som i den grad forholder sig til livets afslutning. [Læs mere]

This is my first post on web performance. I have been wanting to write it for a while, and preparing the data for it has taken quite some time. Hope you like it, please give me feedback. Squeezing the bytes We can do all kinds of stuff to our page source to improve its performance. But if the page source was given, what could we do to minimize its pay load? [Læs mere]

Det er nu 1,25 år siden Bertram kom til verden. Når jeg nu ser drengene lege - og slås - kan jeg ikke andet end være glad. Men vejen hertil har været hård, og det vil jeg prøve at sætte nogle ord på. Her, over to år efter Bella blev aborteret, gør det stadigvæk utrolig ondt. Personligt har jeg haft megen glæde af min søster fordi vi begge havde den samme syge mor. [Læs mere]

Utallige er årsagerne til at jeg gerne ville have en cykel: jeg må ikke selv køre for rejseforsikringen, der ér ikke ret langt på arbejde, frihed - og nok vigtigst at vi så kan bruge den til ærinder i supermarkedet, som vi vel har en 2-3 kilometer til. (Se billedet - det ligger ved Connexions, vi bor ved den blå prik) Så en cykel skulle jeg have. Her går alt lidt langsomt, så det er næsten en uge siden jeg spurgte om de kunne skaffe mig en. [Læs mere]

Det skal ikke være negativt om Indien hele tiden - der ér faktisk lyspunkter: Det eneste udenlandske par er tilfældigvis vores nabo Det indiske svar på BabySam leverede og samlede to børnesenge klokken 21 om aftenen Det nærmeste vegetar-sted laver faktisk god mad ‘Gadens’ faste chauffør er pålidelig og taler engelsk Og nu det vigtige: Jeg har - vist nok - købt en cykel. Jeg skal ikke arbejde så forfærdelig langt væk fra huset, men med varmen og så videre så er det mere end man lige går. [Læs mere]

Jeg har været i landet 24 timer, men jeg synes allerede Indien er er lorteland. Det spændende bliver om jeg synes det samme om 14 dage. Det er nu muligt jeg tager fejl, og Indien ikke er et lorteland, men så adskiller landet sig hvert fald markant fra Danmark på mange punkter: Elektricitet er noget elværket (eller staten?) har besluttet sig for at sætte ud af kraft 2-3x2 timer om dagen og en hel dag om måneden Tidsfornemmelsen ‘lige om lidt’ kan lige så godt betyde i morgen eller aldrig Isolering bruger de ikke. [Læs mere]